---

Kære Camilla Plum

Med de berømte 5-10 kg for meget læser jeg med stor glæde dine opskrifter og
dine ramsaltede og direkte kommentarer til det ægte og uægte i mad, råvarer
og mennesker. I en verden, som synes at brække over mellem fedme og anoreksi
har vi brug for en stemme som din, der forsøger at skabe en sammenhæng
mellem smagssansen og appetitreguleringen og fornuften i at være, som man
er.
Men i Politiken 6. februar gik du i krig mod Anne Larsens opskrifter. Det
var synd. Der er brug for dit krudt andre steder. Dit indlæg knækkede over,
der hvor du skriver, at det ikke er de fede, Anne Larsen henvender sig til.
Det er direkte
forkert. Jeg har været til et af hendes fordrag, hvor jeg spekulerede på om
gulvet mon kunne holde. Aldrig har jeg set så mange fede mennesker på et
sted. Her sad de tykke mødre med deres tykke døtre og sønner og blev talt
fra yo-yo-kure, slankediller, naturmedicin og pulverkure. I stedet fik de en
beretning, som var til at forstå, som var personlig og var spækket med gode,
praktiske råd. Nok var det i mit intellektuelle univers noget
ugebladsagtigt, men dog en version af Susan Powters nordamerikanske
jubiisprog, der var tilpasset jysk underdrivelse. Her sad jeg så som læge
og så på alle dem, jeg forgæves har søgt at hjælpe med gode råd, enkle
leveregler, diætister og motionsprojekter - og måtte ydmygt indrømme for mig
selv, at populisme for nogen kan være en nødvendig vare, som jeg bare ikke
er i stand til at levere.
Det er ikke så svært at lave velsmagende mad med fedt og fløde. Men
virkelig velsmagende mad med en fedtkalorieprocent på under 20 er
lakmusprøven, der skiller den gode kok fra den dårlige. Det kræver talent.
Kære Camilla Plum, du har været for langt ude med riven. Men du kan gøre det
godt igen ved at levere Politikens læsere et par opskrifter på en
velsmagende menu med din sædvanlige sans for kvalitet - og en
fedtkalorieprocent på under 20.
De bedste hilsener Per Saval, Viborg

---

> Nok var det i mit intellektuelle univers noget
> ugebladsagtigt, men dog en version af Susan Powters nordamerikanske
> jubiisprog, der var tilpasset jysk underdrivelse. Her sad jeg så som
læge
> og så på alle dem, jeg forgæves har søgt at hjælpe med gode råd, enkle
> leveregler, diætister og motionsprojekter - og måtte ydmygt indrømme for
mig
> selv, at populisme for nogen kan være en nødvendig vare, som jeg bare ikke
> er i stand til at levere.

Det er nok det klogeste sagt i den debat. Det er jo sandt. I forhold til
ekstremt overvægtige synes Anne Larsens råd at have en berettigelse. Hvad så
hvis hun er neurotisk - det er bedre at være neurotisk end at være død af en
blodprop i hjertet i en alder af 35. Der helliger målet midlet.

Problemet her er vel så, at hendes råd serveres i Alt for Damerne og på
Prime Time TV, som idealet for alle; som om en bøf virkelig smaget lige så
godt bagt i ovnen som stegt; som Ris al'amande med fromage frais virkelig
smager lige så godt som den ægte vare. Som om man ikke har den rette
livsholdning, hvis man synes noget andet. Og her sælger hendes fedtneurose
af de helt forkerte årsager, og gør formodentlig mere skade end gavn.


MVH

Peter