Ja, det er da ikke sært, at bitchtqzen bliver bange for andre mennesker... når hun færdes her på kandu..
Ved du hvad, bitch... Jeg havde de lige sådan i din alder...
Og dengang var der ikke noget, der hed "socialfobi", "personlighedsforstyrrelser" og "kandu", så jeg måtte bare hitte ud af at klare det selv...
--Jeg havde det bedst når jeg var hjemme hos mine børn, men selv der var jeg ikke rigtig glad.. For jeg forventede mere respons fra min mand, end han kunne give. Jeg så jo ikke andre mennesker om dagen.
---Hvordan kom jeg over det??
Helt kommer man vel aldrig over det. Men på et tidspunkt gik jeg i gang med en laborant-uddannelse, -fordi ellers kunne vi ikke få børnehaveplads til min søn, og han trængte til legekammerater...
--Det var frygtelig skræmmende. Men jeg var vel 10-15 år ældre end de fleste af de andre elever. Og jeg VILLE bare gennemføre! Så dels forberedte jeg mig ekstremt godt hjemmefra med lektierne, så jeg i hvert fald ikke havde grund til at være nervøs for det faglige.
Men derudover så gav jeg mig selv nogle opgaver hjemmefra -især i den allerførste tid. Noget med, at jeg SKULLE række fingeren op MINDST én gang den første dag. --Mindst to gange anden dag osv. --Senere en gang i hver time.
Så gav jeg mig selv opgaver med at jeg skulle henvende mig til én af de andre elever mindst én gang... osv..
Og efterhånden gik det faktisk nemmere og nemmere...
Vigtigt var det også at være overbærende og forstående, hvis jeg en dag ikke fik "udført opgaverne".
---For mig handlede det i det hele taget meget om at være overbærende og forstående og omsorgsfuld overfor MIG. Jeg skulle være som en kærlig forælder overfor mig selv. ---jeg ved ikke, om problematikken er den samme for dig, bitch...
---Det har gjort, at jeg er den mest "selvglade" person, jeg kender. Og jeg har det godt med det!
Jeg vil nok altid have det fint med at være alene, men jeg holder virkelig meget af andre mennesker. Og det sjoveste ved det hele er jo, at da jeg efterhånden fik øjnene op og fingrene ud af min egen navle, så har jeg oplevet jeg en masse mennesker, som bare har brug for, at der er nogen, der interesserer sig for dem og prøver på at forstå dem.
Og jo mere man interesserer sig for andre mennesker, jo mindre bekymrer man sig om sig selv.
---Men det kræver først og fremmest en følelse af selvværd... ---Som du skal beslutte dig for at give dig selv...