|
| Ægteskab i medgang og modgang? Fra : carstenFar | Vist : 1908 gange 20 point Dato : 26-04-06 13:35 |
|
Hej til jer alle.
For 4 ½ år siden giftede jeg med jorden dejligste kvinde som jeg har to dejlige børn med. Alt har selvfølgelig ikke altid være rosenrødt, men vi har haft det godt.
Da vi for flere år siden lærte hinanden at kende, var hun fyldt med energi, humør og fyldt med latter. Hun var overbæren, forstående og mente at det med at bære nag, var kun for smålige små mennesker.
Men her de sidste måneder er hun blevet mere og mere pissemistisk, sur, negativ bære nag i ugevis og fokusere næsten kun på dårlige ting. Der er snart ikke flere emner vi kan tale af-slappet om uden at hun ser negativt på det og kommer hurtigt op i det røde felt.
Der er sket det at hun har mistet sit arbejde pga en stor nedskæring på jobbet og vi havde også indbrud i vores kolonihave i efteråret men heldigvis ikke mistet noget af betydning. Nu er det som om at hun mener at verden er i mod hende og intet lykkes for hende, til tider føler hun sig personligt forfulgt, føler at alle os omkring hende modarbejder hende og hendes ønsker og drømme og intet jeg siger kan overbevise hende om at vi vil hende det bedste. Hun er blevet virkelig ond og modbydelig i hendes udtalelser og kommer hurtigt over i et sprog der høre til på gaden henne i nordvest kbh en mørk aften. Jeg forsøger at holde det på en normalt niveau, men når bl.a. jeg har fået af vide gentagende gange at hun fortryder den dag vi mødes og hader mig for at have holdt hende for nar alle disse år, når jeg alligevel ikke vil hende det bedste, stopper min velvilje til at snakke ordentligt og sobert og så får hun tilbage hvad hun kaster med og sådan kan det ellers køre i timer til underboen banker diskret i sit loft. Vi har flere gange under voldsomme skænderier været inde på at gå fra hinanden, det vender hun til at det er mig der driver hende ud, og det skal jeg ikke have lov til. Hun spørg mig så om jeg vil have at hun skal gå, og lade mig være alene med ungerne –for det er lige-gyldigt for hende, hvilket jeg jo ikke syntes da jeg elsker hende så det ender med at jeg und-skylder at jeg f.eks. har brugt det sidste mælk uden at købe nyt.
Det skal lige siges at hendes barndom, ungdom og 1. ægteskab har været ret problemfyldt og hun har haft nogle mentale knæk. Hun er ikke sådan over for ungerne, men de oplever jo skænderierne…
Der er altid et eller andet galt med hvad jeg gør, siger og mener. Jeg skal bare gå på listefød-der for ikke at sætte gang i lavinen. Jeg er ved at nå dertil hvor jeg ikke kan holde ud af komme hjem og aldrig vide hvad humør hun nu er i og hvad der går hende på i dag. Jeg er tæt på at sige at hun kan bare gå, for det vil jeg hellere med at blive ved med dette. Har prø-vet at tage en rolig snak om det, men det ender bare i skænderier, hvor hun vender tingene om og mener at det er mig der problemet fordi at jeg ikke kan forstå at hun har det svært og derfor modarbejder hende for at drive hende ud.
Hun har så nu fået er arbejde hvor hun skal starte om en måned og jeg håber på at der kan vende om på alt dette og vi får det godt igen.
Men mit dilemma er så om jeg skal give det en chance for at se om det kommer til at køre eller om jeg bare skal tage mig sammen til at fortælle at jeg ikke vil det her mere selvom at jeg elsker hende mere end noget andet…?
Det hedder jo i medgang og modgang……………..
| |
|
I medgang og modgang, men ikke i tomgang er der nogen der siger.
Har i overvejvet at søge hjælp?
Der findes nogle aldeles udmærkede parterapeuter rundt omkring.
I KØbenhavn ved jeg at den absloout bedste er Lotte la Cour
| |
| Kommentar Fra : vil.du |
Dato : 26-04-06 14:03 |
|
Kære Carstenfar.
Det lyder absolut slet ikke godt, dét I to har været og stadig er, igennem.
MEN - der sker ting og sager med et menneske når man bliver 'hældt ud' af samfundet og det er sådan mange føler sig, når de bliver afskediget. Mange ryger faktisk ind i en deprsssion.
Det tærer på alt, især på selvværdet og...hvem skulle det gå ud over hvis ikke det skulle gå ud over dig? Du er den nærmeste.
'Man tugter den man elsker' - denne talemåde er netop afledt af at man lader ting gå ud over den man elsker.
Nu har din kone et nyt job at se frem til - hun er sikkert hvinende nervøs for at starte igen og det kan måske gøre tingene endnu værre i den kommende tid...
Lad tiden gå! Prøv at se om ikke det hele blever meget bedre når hun er begyndt på sit nye job - og er faldet til. Det ville jeg gøre.
Jeg håber at I to snart vil finde melodien igen!
Venlig hilsen Dorthe.
| |
|
Hej Carsten.
Da jeg først læste dit indlæg, var min første tanke at var det mig kunne hun bare skride og så ville mig og børene få det meget bedre sammem og så få noget samkvem op og køre.
Men ved nærmere eftertanke ville jeg nok ikke gøre det alligevel, men forsøge med noget par-terapi, da det lyder til at det er en fase, men meget svær fase, din hustru er på vej igennem..
De bedste ønsker herfra.
| |
| Kommentar Fra : ampere |
Dato : 26-04-06 14:06 |
|
Hun har fået et knæk - gået ned med flaget simpelthen. Når hun råber og skriger af dig, er det ikke minded på DIG som sådan - men det er dig det lettest kan gå ud over. Samtalerne bruger hun til at teste dig - vil du skride når hun har allermest brug for dig - når du bliver trods hendes opførelse bliver hun sikkert lettet et eller andet sted. Det er vigtigt at DU tager førertrøjen på i forholdet, da hun ikke har overskudet. Sørg for at give hende en masse kram - hvis jeres samtaler spidser til, så LAD VÆRE med at få det til at eskalere - hold om hende og fortæl hende hvor meget du holder af hende og at det nok skal gå. Lige nu har hun behov for at du tager styringen og giver tryghed, uanset hendes nedtur, indtil hun kan komme på lysere tanker.
Mvh. ampere
| |
| Accepteret svar Fra : dova | Modtaget 30 point Dato : 26-04-06 14:24 |
|
Det lyder jo ret voldsomt.
Og dette her er så kun ud fra, at vi bare har hørt en side af historien.
Jeg hæfter mig nemlig lidt ved:
Citat jeg har fået af vide gentagende gange at hun fortryder den dag vi mødes og hader mig for at have holdt hende for nar alle disse år, |
Men det vender jeg tilbage til
Derudover er der adskillige mulige grunde til hvorfor hun pludselig reagerer så anderledes.
Se nu er der nogen mennesker der reagerer på den måde som din kone, hvis/når de mister deres arbejde.
Det kaldes krise p.g.a. identitetstab, og er sværest for dem, der føler sin identitet styrket i kraft af sit arbejde, og det kan medføre depression, såfremt hun føler sig mindre værd som menneske fordi hun ikke har et arbejde...uanset om det er selvforskyldt eller ej, at hun har mistet arbejdet.
Så hvis din kones ændrede opførsel skete i forbindelse med det mistede arbejde, er det meget tænkeligt, at det ændrer sig når hun starter med at arbejde igen, og føler der er brug for hende.
Men , det kan også skyldes mange andre ting:
Dagligdagen er blevet en ensformig trummerum hvor der ikke sker noget andet end børnepasning, vask, rengøring og madlavning.
At livet med mand og børn ikke lige er så rosenrødt som hun havde forestillet sig.
At hun pludselig føler sig "fanget" uden mulighed for at kunne bryde ud, altså at det ikke lige var det hun havde villet med sit liv.
Og endelig er der den mulighed, at hun lider af en psykisk sygdom, som først nu er dukket rigtigt op til overfladen (ses i lyset af, at du skriver hun har haft flere mentale "knæk" tidligere)
Citat Nu er det som om at hun mener at verden er i mod hende og intet lykkes for hende, til tider føler hun sig personligt forfulgt, føler at alle os omkring hende modarbejder hende og hendes ønsker og drømme |
Det er især det her jeg tænkte på i den forbindelse, og så det markant ændrede sprogbrug.
Så til det jeg ville komme tilbage til:
Nu har vi som sagt kun din version af historien, så hvor vidt hun har noget at ha' sådan en udtalelse i, ved jeg ikke.
Det gør du kun selv, i kraft af, at du må vide om du har foretaget dig et eller andet hvor hun med rette har følt sig svigtet og ført bag lyset.
Det er lidt en svær situation, men prøv om ikke du kan tale med hende om at det rigtigste vil være, at hun taler med sin læge.
Og det skal selvfølgelig ikke være noget du smider i hovedet på hende under et skænderi.
men prøv at bringe det hele på bane en dag hvor hun virker afbalanceret.
Og gør det klart for hende, at du holder af hende, men at I bliver nødt til at gøre noget for at få tingene til at køre.
Evt. kunne I også have glæde af parterapi.
mvh dova
| |
| Kommentar Fra : vaxen |
Dato : 26-04-06 15:34 |
|
Hej med dig!
Du skriver:
Citat Men mit dilemma er så om jeg skal give det en chance for at se om det kommer til at køre eller om jeg bare skal tage mig sammen til at fortælle at jeg ikke vil det her mere selvom at jeg elsker hende mere end noget andet…?
Det hedder jo i medgang og modgang…………….. |
Svaret er kompliceret, men alligevel helt enkelt. Hvis du elsker hende, og hun - på trods af sin afvisende adfærd - elsker dig, skal du/I gøre alt, der overhovedet står i jeres magt for at blive sammen. Også selvom det virkelig er surt i meget lang tid ad gangen. Når der er kærlighed til stede, så skylder I jer selv og jeres børn at stå det igennem.
Din formulering " om jeg skal give det en chance for at se om det kommer til at køre", må have en kommentar med på vejen. Nej, der er ikke noget der "kommer" til at køre - der skal knokles for det - og det gælder for jeres begges vedkommende.
I skal sætte jer ned og så skal I finde ud af, om I elsker hinanden, om I begge ønsker at være sammen og så skal I i fælleskab arbejde for, at I kan være sammen. Vil I det, så er det herfra forbudt at tænke tanken om at gå fra hinanden - og det gælder jer begge. Så skal der kigges fremad og ikke tilbage og målet skal holdes for øje.
Ja, der kommer skænderier, ja I vil sige dumme ting til hinanden, men hvis aftalen er, at vi ikke skal gå fra hinanden, er der en usikkerhed, der bliver annuleret hos jer begge, og I kan begge føle, at I har lov til at være den, I er.
Og så lidt lommepsykologi! Jeg tror, din kone er i gang med bekræfte overfor sig selv, at hele verden - inklusive dig - er i mod hende. Og den bedste måde at gøre det på, er at opføre sig fuldstændig urimeligt, hvorefter du "giver op" og går fra hende. Så er der endnu en gang skabt noget, som hun vil føle som et svigt, og som bekræfter hende i, at hendes liv er noget møj.
Det skal hun ikke have lov til. Det er manipulation, og du skal derfor vende 180 grader og gøre alt, hvad hun ikke forventer af dig.
Når hun er sur som pokker, giver du hende blomster. Når hun råber af dig, så fortæller du hende, at du har lyst til at give hende et kram, for hun ser ud som om, hun er ked af det. Du gør ganske enkelt det stik modsatte af, hvad du "forventes" at gøre i sådan en situation.
Du skal bekræfte hende igen og igen. Hun skal overbevises helt ind i sjælen om, at du elsker hende, og at du vil gøre det for altid.
Du skal skille personen fra adfærden og sige til hende, at selvom du har det skidt, og kommer til at sige dumme ting, så elsker du hende for det hun er og ikke for det hun gør.
Og så må du for alt i verden aldrig latterliggøre hendes vrede - eller hendes følelser generelt. De er meget virkelige for hende og det er nødvendigt, at tage dem og hende meget seriøst.
Vis dine følelser, fortæl, hvad der sker med dig, når du bliver svinet til. Find ind under huden på dig selv, så du får gennet vreden væk og mærker hvilken følelser, du i virkeligheden mærker, når hun giver dig en over nakken.
Til sidst vil jeg råde dig til at vise hende denne tråd.... Det er muligt, hun bliver sur, og det er også helt i orden. Men på sigt, kan det være en god grobund for fornuftig diskussion.
Held og lykke til jer begge!
Vaxen
| |
| Kommentar Fra : vaxen |
Dato : 26-04-06 15:47 |
|
Der var lige en formuleringsfejl - dog kan sætningen sagtens supplere som der står:
Citat Du skal skille personen fra adfærden og sige til hende, at selvom du har det skidt, og kommer til at sige dumme ting, så elsker du hende for det hun er og ikke for det hun gør. |
Det, der skulle have stået var: Du skal skille personen fra adfærden og sige til hende, at selvom hun har det skidt og kommer til at sige dumme ting, så elsker du hende for det hun er, og ikke for det det hun gør.
Vaxen
| |
| Kommentar Fra : ampere |
Dato : 27-04-06 11:16 |
|
LIge en kommentar til mit tidligere indlæg.
Selvom din kone har fået nyt job, må det ikke blive en sovepude for dig - hendes problemer gå ikke væk med det samme. Du skal huske på at hun er blevet FYRET, hvilket er noget HELT andet end at sige op selv. Ved en fyreseddel får hun at vide at hun ikke er god nok til sit arbejde - et arbejde som hun måske har levet og åndet for. Ved en fyreseddel mister hun sandsynligvis kontakten med nogle rigtig gode kollegaer som hun har haft omgang med i flere timer dagligt end sin familie. En fyreseddel medfører således dybe ar og savn. Hvis din kone har været glad for sin tidligere arbejdsplads, vil du sandsynligvis opleve at hun ikke finder sig til rette på sit nye job - intet er jo som før, og det er svært ikke at sammenligne - hun kommer derfor nok til at skifte job et par gange i de kommende år, så SØRG FOR AT BAKKE HENDE OP - lige nu er netop det præsten mener med "i medgang og modgang" - hvis du bakker hende op, vil du opleve at jeres parforhold styrkes med tiden. Og husk - hun er IKKE syg fordi hun er nede lige nu og heller ikke nødvendigvis depressiv - hun har en helt naturlig reaktion på at en stor del af hendes sociale verden og identitet er væk - hun er blevet skilt fra en der ikke vil have hende mere uden at have noget at skulle have sagt.
Mvh. ampere
| |
| Kommentar Fra : vil.du |
Dato : 27-04-06 13:44 |
|
Der bliver skrevet rigtig mange varme og kloge ord i denne tråd, jeg bøjer mig i støvet!
Hvordan er det den gamle talemåde er? :
"Giv mig et kram når jeg mindst fortjener det - for da behøver jeg det mest!"
- det er en god talemåde og så er den så rigtig så rigtig.
Venlig hilsen Dorthe
| |
|
Jeg har virkeligt heller ikke lyst til at forlade hende, for vi elsker henanden. Jeg har været inde på at vi kunne prøve med noget terapi, men det vil hun ikke. Og jeg ved enligt heller ikke hvor vi skaulle få pengene fra. Økonomien lider også for tiden..
| |
| Kommentar Fra : ampere |
Dato : 27-04-06 15:12 |
|
Så prøv de gratis tiltag som vi er flere der har omtalt - jeg tror absolut ikke at dette handler om jeres forhold, men at din kone bare har en svær tid og som hun lader gå ud over dig.
Giv hende nogle gode kram, få barnet passet og hyg om hinanden.
Held og lykke,
Ampere
| |
| Kommentar Fra : vaxen |
Dato : 27-04-06 15:33 |
|
I skal tage en beslutning - også din kone. Skal I være sammen, så er det ingen vej udenom. Så skal I begge tage ansvar, også hende, selvom hun har det svært. Tager I beslutningen om, at være sammen, så skal I aftale, at I ikke længere taler om at gå fra hinanden, men taler om, hvordan I hver især kan gøre, for at få ægteskabet til at blive godt igen.
I kan godt gøre det uden parterapi, men det kræver, at I er enige om målet. Hvis een af jer er usikker, vil det forpurre arbejdet med at komme fremad. Så bliv afklarede begge to. Snak det igennem - konsekvenser af at være sammen, konsekvenserne af at gå fra hinanden både for jer personligt og for jeres familie som helhed.
Bed din kone om at mærke efter, om hun elsker dig. At skille alle irritationerne fra, og mærke, om der er kærlighed. - Er der kærlighed, så er der kun en vej, og det er fremad.
Det kan sagtens lykkes, det kræver bare en ordentlig bunke blod, sved og tårer
Vaxen
| |
| Godkendelse af svar Fra : carstenFar |
Dato : 08-05-06 15:33 |
|
Tak for svaret dova.
Jeg takker for de mange råd og ideer. Vin kone er nu startet i arbejde og der er en lille fremgang, så jeg håber og prøver det bedste.
Carsten
| |
| Kommentar Fra : dova |
Dato : 08-05-06 18:02 |
|
Selv tak, og det lyder godt det tilsyneladende går lidt bedre efter din kone er begyndt at arbejde. De bedste ønsker for fremtiden for dig og din familie.
mvh dova
| |
| Du har følgende muligheder | |
|
Eftersom du ikke er logget ind i systemet, kan du ikke skrive et indlæg til dette spørgsmål.
Hvis du ikke allerede er registreret, kan du gratis blive medlem, ved at trykke på "Bliv medlem" ude i menuen.
| |
|
|