Her har du hele reglen i følge bekendtgørelsen. Som du kan se er der ikke et enkelt svar.
I boliger, hvor køkkenet er en del af et større rum, f.eks. i forbindelse med grovkøkken, alrum eller stue, er det ved beregning af antal 250 V stikkontakter nødvendigt at fastlægge, hvilket gulvareal der hører til køkkenet, og hvilket der hører til resten af rummet.
De forskellige rum med køkkener kan inddeles i 3 kategorier.
En kategori, der omhandler alle de "normale" køkkener, dvs. de rum, hvor der ikke er tvivl om, at hele rummet er et køkken.
En anden kategori, hvor køkkenskabe, køkkenborde e.l. danner en naturlig afgrænsning af den del af rummet, der hører til køkkenregionen.
En tredje kategori er de tilfælde, hvor der ikke er nogen naturlig afgrænsning af køkkenregionen. Her defineres køkkenregionen til at være 7 m² (incl. køkkenborde og køkkenskabe) ved beregningen af antallet af stikkontakter.
Til belysning af forholdet er der i det følgende vist en række eksempler.
Det skraverede på figurerne er det, som skal medregnes til køkkenet, og her skal der være mindst 3 disponible 250 V stikkontakter. I den ikke skraverede del af rummet skal der være mindst en disponibel stikkontakt for hver påbegyndt 4 m² gulvareal, dog kræves ikke over 8.
I fig. 1 er vist et eksempel, hvor der ikke er tvivl om, at hele rummet er et køkken.
Fig. 2, 3 og 4 er eksempler, hvor køkkenborde eller køkkenskabe danner en naturlig afgrænsning af køkkenregionen.
Fig. 5 er et tilfælde, hvor køkkenregionen ikke så let lader sig afgrænse på naturlig måde. Mellem køkken og spisestue er der en naturlig grænse ved køkkenskabet, men mellem køkken og grovkøkken findes der ingen adskillelse. Arealet, der skal anvendes ved bestemmelse af antallet af stikkontakter i grovkøkkenet, bestemmes ved at trække 7 m² fra det samlede areal af køkken og grovkøkken.