---

Jeg har det skidt....Tit...
Jeg kan ligeså godt starte fra begyndelsen.
Får nogle år tilbage kom min mor ud for en ulykke som gjorder hende hjeneskadet-jeg var ikk særlig gammel og skulle lige pludselig til at tage ansvar for mig selv og mine omgivelser-jeg havde det utrolig svært i et år tid hvis det gik ud på druk og stoffer-jeg fik det bedre men så flyttede jeg hjemmefra og fik en deprision.
Jeg var bange for at gå til lægen da jeg ikk troede han ville tage mig seriøs.så jeg gik og blev mere og mere trist-jeg flyttede så i en ny lejlighed og det gjorder mirakler-jeg fik det dejligt igen-men så kom der nået andet som er det problem jeg slås med nu.
Jeg har fået en form for social angst(jegved ikk hvad jeg ellers skal kalde det)
Jeg har det sådan at hvis jeg f.eks skal starte på en uddannelse eller et nyt arbejde er jeg fuldstændig angst for at skulle derned hvilket som regel ender med at jeg slet ikk tager afsted og hopper fra uddanelsen eller jobet igen.
jeg er meget ked af det da jeg gerne vil have en uddannelse eller job men jeg ved ikk hvorfor jeg har det sådan og hvad det er kommet af.
Jeg kan saktens være sammen med venner osv
men når det kommer til nye steder med mange nye mennesker bliver jeg vildt bange og angst.
Jeg ved ikk om jeg har haft et angst anfald forleden men jeg lå i min seng og tænkte meget på at jeg skulle starte ny uddanelse dagen efter,og begyndte at ryste,trække vejret hurtigt og tungt,hjertet hammerende,og jeg kunne slet ikk falde til ro.
jeg er bange for at gå til lægen for hvad nu hvis de ikk vil tage mit problem seriøst.
jeg er bange for at fortælle min kæresten af samme grund.
hvor kan jeg få hjælp...?

---

Hej nytcam.

Du kommer ikke udenom at skal en tur omkring lægen. Du skal ikke være nervøs for at lægen ikke vil tage dig seriøs - selvfølgelig vil/skal han det. Du er bestemt ikke den eneste med sådanne problemer, og lægen er den rette til at hjælpe dig videre til en psykolog, som jeg tror er er krævende for at du skal kunne komme videre med dit liv.

Du har lidt et tab (din mor) og har næppe fået bearbejdet dine følelser og tanker omkring denne grimme hændelse. Det er ikke usædvanligt Nytcam - mange flere end du måske tror har brug for hjælp i svære/belastende situationer, og jeg mener helt bestemt, at du skal tage imod den hjælp som findes til den slags - det være sig samtaleterapi - medicin, eller en kombination af begge dele. Det er lang værre når noget 'gør ondt' psykisk end hvis det havde været noget fysisk og mere synligt. Mange mener det er lettere at forholde sig til og dermed også lettere at tale om, fordi 'sygdommen' jo kan ses, men der er intet at være flov over - du har brug for hjælp og det første skridt er altså en tur til lægen.

Jeg ønsker dig al mulig held og lykke
Knus fra Creamy..

ps. Her kan du læse lidt om panikangst.
http://community.netdoktor.com/ccs/dk/depression/facts/whatis/article.jsp?articleIdent=dk.depression.facts.whatis.dk_depression_article_11348

---

Der findes psykiatriske skadestuer, hvor du kan henvende dig UDEN henvisning fra en læge

http://www.angstlinien.dk/ - her vil du finde en liste over psykiatriske skadestuer...
Finder du ingen i nærheden af dig, så prøv din lokale telefonbog.

http://home18.inet.tele.dk/doerum/angstpj.html - her kan du måske finde lidt hjælp...

God bedring!

mvh/ann-vibeke

---

Der er også den mulighed, at hvis du bor i Århus området, kan du gå ned til Gallo Huset i Nørregade.

Du behøver ingen aftale.

De vil gerne hjælpe dig videre!

God bedring!

Hanne

---

Hej nytcam!

Du skal have hjælp for at komme videre. Det er meget almindeligt at være nervøs/bange for nye ting. Det tror jeg de fleste kender til i større eller mindre grad. Men det må ikke blive så voldsomt at det kommer til at præge din hverdag/fremtid.

Mit primære råd vil selvfølgelig være at du kontakter din læge - det er med garanti ikke første gang han/hun oplever et problem som dit. Hvis det er helt umuligt for dig, vil jeg varmt anbefale dig at tale med en psykoterapeut om dine problemer. Det koster selvfølgelig en del penge og det er en jungle at finde en god psykoterapeut. Jeg går selv i terapi pga personlige problemer. Har både talt med læger og psykologer uden den helt store effekt inden jeg selv fik kontakt med en rigtig god psykoterapeut. Jeg ved ikke hvor i landet du bor, men jeg kan varmt anbefale hende (hun har klinik på Frederiksberg). Ellers har bl.a. psykoterapeutforeningen en hjemmeside, hvor terapeuterne står nævnt med deres "speciale".

Ellers er de andre råd du har fået her på siden også rigtig gode. Men lov mig at du gør noget ved det nu - du har allerede taget et stort skridt ved at skrive hertil og ved at erkende at du har et problem.

Rigtig meget held og lykke fremover.

kh Malou

---

Kære nytcam.
Ud over Creamygirls og ann-vibekes gode råd til dig, kan jeg fortælle dig, at du allerede vil få det bedre, i det øjeblik du tager hul på at søge hjælp for dit "ondt i tilværelsen problem". Som creamygirl skriver, kan du være sikker på, at du ikke er den eneste som har det sådan, men jeg lover dig (store ord) at du allerede vil have det bedre, når du har fået talt med nogen om det. Du vil føle, at du nu gør noget.

Du skal passe på ikke at falde i den fælde, som ikke er ualmindelig, nemlig at have ondt af sig selv - det virker selvforstærkende. Hvor svært det end er, så find nogle ting i tilværelsen, som trods din "sygdom" gør dig glad, (din kæreste f.eks.) og fokuser på dísse. Og se så at komme til lægen. så han kan få dig sendt videre til nogle, der kan kurere din "ondt i tilværelsen". Det er ligesom med sår, (dine sår er bare mentale)de skal behandles, og du må ikke gå og pille i dem, så kommer der infektioner, og de vil ikke hele op.

---

Kære nytcam.http://www.depnet.dk/

Først vil jeg svare dig på dette.:

og til det, kan jeg sig, ja, det har du. Og jeg ved af erfaring hvor rædselsfuldt det er.

Du skal skynde dig til lægen og få en snak om, hvordan du har det, og det kan *kun*
gå for langsomt. Jo før du kommer i behandling, jo bedere, for det er ikke noget du
selv kan klare.

Du skal ikke være bange for at lægen ikke vil tage dig alvorligt, for der 100.000 af
mennesker der har det på nøjagtig samme måde som dig, så de ved udemærket hvad
det handler om. Hvis du ikke selv tør gå til lægen, så få en veninde, bekendt eller
familie til at gå med dig, en du har tillid til. Det gjorde jeg selv da jeg gik igang.

Jeg taler (desværre) af egen erfaring, så jeg ved præcis hvordan du har det, og havde
nøjatig de samme problemer, som du beskriver her.:

Jeg er dog, kommet meget videre ved hjælp af terapi.

Det ville være rart at vide hvor i landet du bor?

Jeg står meget gerne til din rådighed, så hvis der er noget du vil spørge om, så
kan du kontakte mig på mail.: top34ever@hotmail.com og du skal ikke holde dig
tilbage.

Jeg håber du kommer til lægen, hellere i dag end i morgen.

Mange hilsner og tanker
Knus Mone

---

Nå, jeg er altså ikke så god til det med citater,
håber du kan finde ud af det alligevel.
Mone

---

Hej nytcam
Nu har du fået så mange gode og velmente råd, fra flere velmenende mennesker,
så vil det være dejligt at høre, hvad du vælger at foretage dig i nærmeste fremtid !

Da du har sendt dit indlæg 18-10-04 04:51, ser det ud til, at du sidder oppe om natten
i stedet for at sove.

Erfaringsmæssigt vil jeg fortælle dig, at det ”normalt” er uhensigtsmæssigt, at bruge nattetimerne
til at bearbejde problemer. – Men jeg måske er det helt undtagelsesvis, at du anvender nattetimerne til problembearbejdning.

Jeg ser frem til at høre nyt fra dig. – Og du også er velkommen til at skrive direkte til mig
på: steen.hansen@dk2net.dk   

Med venlig hilsen
Steen

---

>>>dkwM327
Jeg tror nu ikke at nytcam sidder oppe *med vilje* og bearbejder problemer. Men når man er
i den situation nytcam befinder sig i på nuværende tidspunkt, så er det meget naturligt at man
ikke kan sove.

Det er jo også muligt at nytcam er på job/uddannelse, for der står jo i indlægget.:



og det er jo muligt at han/hun er startet på det, og så det er jo ikke så nemt at skrive her.
Så vi hører nok noget fra cytcam, når han/hun er parat til det, og ikke før, for når man er i den
situation, så skal der mange gange en kæmpe overvindelse til, det er ikke *bare lige* ting som
kan syntes små for såkaldt "normale mennesker", kan føles som *kæmpe store* når man sidder
i en angst/depressions situation. Så du må nok væbne dig med tålmodighed.

Mone

---

Hvorfor kan jeg ikke det citat

---

---

dkwM327

Da jeg skrev i går var jeg lige stået op.
tænk dig om før du skriver.
det kunne jo være det ikk lige var som du havde forstillet dig.

TIL JER ANDRE.

Mange tak for alle indlæggene-Jeg har ikk helt fundet ud af hvad jeg går-har tænkt lidt på at snakke med vores shykolog på skolen(har fundet ud af at vi har sådan en idag)men jeg ved det ik.
Skammer5 mig nok lidt over tingene-ved godt jeg ikk burde men mange folk ser stadig ned på hvis man har det shykisk dårligt da de ikk mener man så rigtig fejler nået.
Men jeg skal nok skrive´herind når jeg har taget skritet for der er ikk nået jeg hellere vil end at være fri for det her,os nu når tingene endelig var begyndt at blive bedre så kom den der angst-den vil jeg gerne af med igen.

---

dkwM327

Da jeg skrev i går var jeg lige stået op.
tænk dig om før du skriver.
det kunne jo være det ikk lige var som du havde forstillet dig.

TIL JER ANDRE.

Mange tak for alle indlæggene-Jeg har ikk helt fundet ud af hvad jeg går-har tænkt lidt på at snakke med vores shykolog på skolen(har fundet ud af at vi har sådan en idag)men jeg ved det ik.
Skammer5 mig nok lidt over tingene-ved godt jeg ikk burde men mange folk ser stadig ned på hvis man har det shykisk dårligt da de ikk mener man så rigtig fejler nået.
Men jeg skal nok skrive´herind når jeg har taget skritet for der er ikk nået jeg hellere vil end at være fri for det her,os nu når tingene endelig var begyndt at blive bedre så kom den der angst-den vil jeg gerne af med igen.

---

dkwM327

Da jeg skrev i går var jeg lige stået op.
tænk dig om før du skriver.
det kunne jo være det ikk lige var som du havde forstillet dig.

TIL JER ANDRE.

Mange tak for alle indlæggene-Jeg har ikk helt fundet ud af hvad jeg går-har tænkt lidt på at snakke med vores shykolog på skolen(har fundet ud af at vi har sådan en idag)men jeg ved det ik.
Skammer5 mig nok lidt over tingene-ved godt jeg ikk burde men mange folk ser stadig ned på hvis man har det shykisk dårligt da de ikk mener man så rigtig fejler nået.
Men jeg skal nok skrive´herind når jeg har taget skritet for der er ikk nået jeg hellere vil end at være fri for det her,os nu når tingene endelig var begyndt at blive bedre så kom den der angst-den vil jeg gerne af med igen.

---

Endnu engang tak til alle-Vender tilbage med nyt senere

---

Hej, nytcam!
Er du stået op igen?
Jeg er enig med Steen i, at det er en dum ide at sidde foran computeren om natten. På den tid skulle du jo meget hellere sove. Prøv at indøve faste rutiner og sengetider. Det kan måske hjælpe dig med det problem. -Og sørg for at komme op på samme tid hver morgen, -uanset om du har fået sovet om natten.

Men en ting, jeg meget godt kunne lide at vide: Hvordan gik det forleden, da du skulle starte på den uddannelse? Er du kommet i gang?

Det er altså normalt for rigtig mange af os at være nervøse, inden vi skal starte på noget nyt.
Det hjælper meget, hvis man kan få noget omsorg og støtte fra sine nærmeste. Og det kan være, at du mangler det, fordi din mor er hjerneskadet? Og måske derfor rammer nervøsiteten dig så ekstra hårdt?

---

birgitta
hvis du læser lidt oppe kan du læser at jeg lige var stået op da jeg skrev indlægget.
jeg står op 4.45 hverdag for at kommer i skole-jeg kører med en da jeg ikk har penge til buskort hver måned-og har møder klokken 6 så nej jeg sidder ikk oppe om natten-det kunne være rart hvis i gad læse for at i skriver.
Jeg er kommet i gang med min uddanelse men har det skidt når jeg er der.
hvis jeg selv vidste hvorfor jeg har det sådan havde jeg ikk skrevet herind men jeg skal nok skriver når jeg beslutter mig til hvad jeg skal gøre

---

Og nej det er ikk normalt at være så nervøs som jeg er.jeg får nærmest panikangst anfald når tiden nærmer sig jeg skal begynde på job eller skole

---

Ja, nytcam, det har jeg set nu, men vores indlæg har krydset hinanden. Det kan let ske. Du har sendt dine indlæg mens jeg har siddet og skrevet mit.

Men jeg kan forstå, at det lykkedes dig at komme i gang med din nye uddannelse? Godt gået!

Det er en rigtig god ide at få en samtale med skolepsykologen, når I har sådan en. Måske kan I sammen finde ud af, hvad der kan gøres for at hjælpe dig.

Det er jo ukristelig tidligt, du er oppe hver dag. Det i sig selv kan jo være årsagen til, at du har det skidt? Kan du falde i søvn på et rimeligt tidspunkt om aftenen?

---

Det har ikke noget at gøre med at man er tidligt oppe at gøre. Angst kommer ud af den blå luft, som lyn fra en klar
himmel. Tro mig, jeg har selv prøvet det, og det er RÆDSELSFULDT. Så jeg bliver en smule "vred", når der *gisnes* om
hvad det mon kan være, og hvorfor. Det er der ikke nogen der ved, og alle de der "hvis du nu gør dit og dat", og
"hvis nu du IKKE gør dit og dat", det kan I godt glemme alt om, for det er der ikke noget der hedder når man har det sådan. Man kan jo ikke engang selv finde ud af hvad det er der foregår. Man skal have prøvet det på sin egen krop, for at forstå hvad det er der sker.

Nytcam, jeg tager hatten af for at du er kommet i gang med din uddannelse, det er rigtig flot klaret.

Du skriver at du har fundet ud af, at der er en psykolog på din uddannelse, det ville være en rigtig god ide at tage en snak med ham/hende. Du skriver også, at du "nok er lidt flov", og det kan jeg også godt sætte mig ind i, det var jeg også i starten, men du vil hen af vejen opdage, at man bliver "ikke set ned på", tværtimod, for mange mennesker syntes det er flot klaret, at man "tør" vise sine følelser, og fortælle hvordan man har det.

Jeg skriver det lige igen, du må endelig kontakte mig, hvis jeg på nogen måde kan hjælpe dig, for det du har brug for lige nu, er forståelse, og ikke en masse "løftede pegefingre", dem har du sikkert haft nok af.

Mange hilsner og tanker
Knus
Mone
top34ever@hotmail.com

---

Hej nytcam.
Som du beskriver din situation, ser det ud til, at du kunne have brug for noget hjælp i én eller anden forstand. Det er sikkert også derfor du skriver her; - for at nogen måske kan spejle din situation og give dig nogle (forhåbentlig) konstruktive forslag.
Jeg forestiller mig, at du er omkring de 20 år, - måske lidt ældre, måske lidt yngre. Da jeg var i din alder, fik jeg også en depression. Det vidste jeg ikke den gang, men det forstår jeg i dag. Jeg fik også i den forbindelsemegen angst; så meget at jeg ikke turde være sammen med andre, ikke turde gå ud af døren, ikke turde tage telefonen. Det er meget hårdt og smertefuldt at have det sådan, og jeg gik dengang ikke til lægen, for jeg kunne ikke forestille mig, hvordan jeg kunne få hjælp. Jeg tror også at jeg ligesom du var bange for ikke at blive taget alvorligt, - så jeg kapslede mig inde og "overlevede" på en eller anden måde. Mange år senere kom angsten igen, - endnu mere voldsom og jeg fik en depression, der varede i 3 år. Det var et helvede, som ikke kan beskrives med ord, og jeg troede dengang, at jeg ikke ville komme levende igennem. Det er ikke fordi du skal have hele min livshistorie, at jeg skriver dette, men blot for at fortælle dig, at der er mange mennesker i alle aldre, som har angst og depressioner af større eller mindre grad. Og der er hjælp at hente.
Din læge skal tage dig alvorligt! Som én eller anden tidligere skrev til dig: tag en ven eller veninde eller en voksen du er tryg ved med til lægen, så du har en at støtte dig til, når du skal tale om din situation. Din angst og din depression(du skrev, at du ihvertfald tidligere har haft en ubehandlet depression, så den kan endnu ligge latent i dig) kan have mange årsager, og det kan som du fortæller have noget med din mors sygdom at gøre og at du i alt for ung en alder har måttet klare dig selv. Den slags kan sætte dybe ar på sjælen og gøre tilværelsen svær at håndtere. Det kan også handle om noget helt andet, jeg er ikke psykolog og kan ikke svare dig på det, men jeg ved af personlig erfaring, at der er hjælp at hente "derude" i livet. Efter min første ubehandlede depression begyndte jeg at gå til psykolog. Dengang var jeg under 24 år og kunne få gratis psykologbistand på noget der hedder Ungdomsklinikken på Vesterbro. Det tog toppen af min angst og mine kvaler ved livet, og jeg har i flere perioder efter gået hos forskellige psykologer med rigtig godt resultat. Ganske vist har jeg som voksen måttet bruge formuer på terapi, men det er de bedste penge, jeg nogensinde har givet ud, for jeg har investeret i mit eget liv og fået mig en "uddannelse i at klare livet", som jeg plejer at sige. Så det lyder godt, hvis du har mulighed for at få psykolog hjælp det sted, hvor du uddanner dig. Dog er det vigtigt, at du føler dig tryg ved psykologen og "swinger" med ham/hende; det er nødvendigt for en god og tryg proces, at du føler dig helt tryg ved din psykolog. Hvis ikke den psykolog, som er tilknyttet din uddannelse er dygtig nok, må du undersøge andre muligheder. Som ung kan du nogle gange være mere heldig med at få gratis (og kompetent) hjælp, end hvis du var ældre.
For at vende tilbage til din læge: Måske vil du have gavn af medicinsk behandling i din proces sideløbende med terapi. Du skal ikke lade dig afskrække af ordet "lykkepiller"; for det første bliver man ikke "lykkelig" af dem, og for det andet er der intet galt i at tage imod den hjælp, medicin kan give, hvis din læge ellers skønner, at det kunne hjælpe dig. Jeg har selv prøvet at få ordineret de såkaldte lykkepiller, da jeg fik min meget lange og svære depression for en del år siden. De hjalp ikke mig, ikke det mindste, men jeg tog dem i 8 måneder for at give dem en chance. Til gengæld kender jeg mange, som er blevet rigtig godt hjulpet af lykkepillerne. Jeg arbejder til daglig med mennesker i krise, og jeg ser ofte, hvor stort et løft, de kan få af disse piller. Man bliver somsagt ikke "lykkelig" af dem, men mange får et lille løft, så de bedre kan klare hverdagen, som dermed bliver mere konstruktiv for dem, og dette virker således selvforstærkende. Det er lidt som at hjælpe nålen over i en anden rille, hvis der er kommet hak i pladen, så man kører i samme rille.
Terapi har hjulpet mig kolossalt, så det er jeg en varm fortaler for. Psykiatrisk skadestue kan være en her-og-nu-løsning, hvis man er så dårlig, at man er suicidal(har selvmordstanker). Hvis man "blot" har megen angst, vil jeg faktisk gætte på, at
man bliver sendt hjem, så der vil du kun kunne få hjælp, hvis det skulle gå helt galt for dig en dag, og det er godt at vide (at man kan få den hjælp), men hvis du går i gang med at gøre noget godt for dig selv nu, behøver du ikke nødvendigvis at komme så langt ud nogensinde. Men jeg tror på, at du absolut bør have hjælp. Så altså: Gå til din læge, begynd på nogle samtaler hos en god psykolog, pas på dig selv og sørg for ikke at presse dig selv eller forvente for meget af dig selv. Sørg for at vælge at være i selskab med mennesker, som du er tryg ved, - og mon ikke din kæreste allerede har fornemmet, at du har det skidt ind i mellem, selvom du muligvis er meget god til at skjule det? Jeg synes, at du bør tale med ham om, hvordan du har det. Du skal ikke nødvendigvis være bange for, at du er syg eller er ved at få knald i låget....muligvis befinder du dig i en svær eksistentiel krise og skal have hjælp INDEN du bliver syg, - for jeg tror på, at man kan blive syg, hvis man holder for mange sorgfulde og tunge tanker tilbage for længe.
Held og lykke - du skal nok få hjælp!
PS Du kan også kontakte Livlinen, som er et sted du kan ringe til og få en uforpligtende snak med en voksen person med erfaring i krise.

---

Tak for svaret Mone.
                        

---

Selv tak nytcam.

Jeg håber jeg hører fra dig, jeg vil meget
gerne hjælpe dig.

Mange tanker og kuns
Mone

---

Jeg er helt enig med dig Mone!!!

Varme tanker til dig, nytcam!

Hanne

---

alexise-tak for dit brev..........
tak til jer alle sammen.....

min kæreste ved godt at jeg har haft en deprition for nogle år siden men jeg er ikk sikker på han forstår det...men han prøver og det er det vigtigeste.
jeg vil prøve at se om skolespykologen ikk har tid til at snakke lidt imorgen-det håber jeg....
skal nok vende tilbage når der er nyt..

---

Et lille link med super dygtige kognitive-psykologer i Kbh. Har selv haft 12 personlige samtaler hos en af dem, Sisse Sander Strange...
Har selv haft voldsom angst og har det i en mild grad nu. Hun har gjort en kæmpe forskel i mit liv. Så det vil jeg klart anbefale. Man lærer at få styr på angsten og hvor den kommer fra. Det handler jo om en negativ måde a tænke på ud fra kroppens signaler - og bliver til end ond cirkel. Så de psykologer jeg henviser til er specialiseret i fobier og angst... Henviser lige til et link..

http://www.fobiskolen.dk/

Troede ikke selv jeg kunne få det bedre og troede at jeg havde det meget dårligere end andre der havde en deprission. Nu er jeg på toppen - eller sådan da. Jeg er i gang med pædagog-uddannelsen og troede ikke jeg kunne/turde at hoppe på en uddannelse og det er det bedste jeg længe har gjort!! Så noget godt er der da kommet ud af det!

Held og lykke!!!

Eftersom du ikke er logget ind i systemet, kan du ikke skrive et indlæg til dette spørgsmål.

Hvis du ikke allerede er registreret, kan du gratis blive medlem, ved at trykke på "Bliv medlem" ude i menuen.