---

Jeg har en eks. der er så stor en idiot, så det vil tage ALT for lang tid at forklare her. Vi har desværre børn sammen. Han har desværre de 2 drenge som er hhv. 11 og 13 år. Jeg har pigen som er 7 år. Grunden til at han har drengene er : Da vi flyttede fra hinanden var drengene begyndt i skole og vi blev enige om at "eks" skulle beholde huset ( købe min andel for en slat) så drengene kunne blive i deres skole. Efter ca. et år solgte " spaden" huset og flyttede, med drengene. Så de skulle selvfølgelig skifte skole og venner. Jeg kunne intet stille op og fik at vide fra statsamtat: Den forældre som børn har haft addresse hos, kan OG får hvis de søger, forældermyndigheden over barnet/børnene. Han ser ikke sin datter mere efter han har mødt en anden dame, og det er bare SÅ svært at forklare en 7-årig. Nu er der så gået 3 år, med en masse uenigheder frem og tilbage. Mit spørgsmål er: Hvorfor er den man elskede engang så ååååndsvag. Hvorfor vil nogle mænd ikke se deres børn. Jeg kunne godt tænke mig at en MAND svarede, ikke fordi kvinder ikke må, men mænd tænker måske anderledes end kvinder, ja, jeg ved det ikke???????? Er bare SÅ gal.................

---

Sådan er mænd skabte, som en spade.
Hvorfor skulle vi lave om på det?

---

Hejsa ”Gale dame”

Til dine spørgsmål er der mange svar. Der er ikke kun et der er evigt gyldigt. Men mænd og kvinder ar forskellige måder at være ”betænksomme” på eller om du vil være rationelle på deres egen måde.

Jeg selv har det menneske syn at ingen mennesker bevidst er onde eller bevidst har en skadelig adfærd på deres eget afkom (Der er dog enkelte undtagelser med mennesker der burde kommer i behandling). Generelt set tror jeg at mange ex. forholde lever hinandens krige længe efter forhold dør ud – dette uanset om der er børn eller ej.

Jeg tror mange ”ex. livsledsagere” får det syn på deres ex som du beskriver ” Hvorfor er den man elskede engang så ååååndsvage”. Jeg tror det grundlæggende skyldes at vi engang elskede dem…. Og mæske har de stadig pant i ens følelser…. De vil især når man har børn sammen være en påtvunget forstyrrelse i ens sjæleliv.

At nogen så endda benytter eller udnytter at deres ex har ubevidste følelser i klemmer er lidt noget snavs…

Hvorfor vi som mand og kvinde er forskellige er der skrevet mange bøger om ”Mænd er far mars og kvinder er fra Venus”, ”Hvad din mor ikke kunne lære dig og din far ikke vidste” Begge af John Gray… er eksempler på bøger der handler om nogle af disse forskelle.. Hvis man kan holde ud at læse Amerikanske forfattere..


Hvis du vil vide noget om følelser og de krige man ubevidst føre mod hinanden begrundet i kærlighed er en bog af Robin Norwood ”Kvinder der elsker for meget en meget god bog”. Det den beskriver er adfærd der både kan tilskrives mænd og kvinder så titlen er nok ikke helt rigtig – men den tager udgangspunkt for en stor dels vedkommende i kvinder og kvindelige eksempler.

Hvis du vil vide noget om Psykologi i et letfatteligt sprog er ”Psykologien i Perspektiv” af Jørn Beckmann en meget god og hurtig bog at læse.

Men et hurtigt svar på hvorfor den man elskede er åndssvag er noget man selv må svare på – da den anden part ikke opfatter sig som åndssvag. Men det skyldes ofte set med mine øjne at den ene part forsætter med at være den ydende også efter man forlader hinanden.
Mænd vælger ofte at have drengene da de sammen med deres far kan have mere ”mande hørm” sammen. Piger derimod kræver at vi som mænd sætter os ned og lære noget om kvindelig adfærd….

Hvis det var det vi som mænd havde lyst til ville vi jo nok stadig være sammen med vores ”datters mor” – sagt på en anden måde hvis vi virkelig forstod at tages os af kvinder var de problemer vi som mænd har med mødre nok ikke så store….

Set fra min side er det godt at din datter er hos dig, så er der jo i hvert tilfælde et sted hun er elsket…

Jeg tror ikke at faderen ikke vil se pigen – med han ved nok ubevidst at det vil volde ham problemer at skulle forholde sig til afkommet af den kvinde han ikke formåede at få et liv sammen med…

Mvh Benjamin
(Mand uden børn – men med erfaringer fra parforhold hvori jeg har været papfar til børn jeg kom til at elske)

---

Jeg glemte lieg at du skal være glad for at du har biologisk anpart i dine børn - som papfar / mor har man efter et langvarigt forhold ingen rettigheder til at se de børn man blev glade for...

Men det er jo blot en del af livet....

Held og lykke med at bruge din vrede konstruktivt - ros for det.
mvh Benjamin

---

Hejsa
Fandt du ud af hvad du skulle bruge spaden til, og/elller havd du skulle gøre ved din vrede?
god weekend
mvh Benjamin

---

Næææ, det gjorde jeg ikke. Jeg syntes det er hamrende irriterende at der skal være så meget uro hele tiden. Hvorfor kan man ikke bare få tingene til at "køre", og jo, jeg ved måske godt hvorfor han er vred, det var mig der ikke ville mere. Men, når man er far eller mor til børn, er det sgu da vigtigt at man tænker på dem først, ikk.
Det er rigtigt at man ikke har nogle rettigheder som papfar el. mor, så ja, jeg er da glad for at mine børn er mine, men men, det ændre ikke på, at det er utroligt svært, at være mor til en pige på kun 7 år, der savner sin far og får julelys i øjenene bare hun taler om ham. Det er næsten værre end mord, for mig. Hvad tænker en far dog på, det er det jeg ikke kan forstå. At det så først kommer når han møder en ny kæreste, DET fatter jeg slet ikke, for nu er de jo 2 til at være der. Han har altid brugt undskyldningen : Jamen, jeg er jo alene om 3 børn og det er jo svært, men nu da de er 2 vil han slet ikke se hende. Før så han hende 1 gang om mdr. Nu er det 4 mdr. siden. For lige meget HVAD, ville jeg ALDRIG ALDRIG sige nej tak til mine 2 drenge, jeg glæder mig altid til at se dem og være sammen med dem. Det er altid svært at sende dem tilbage igen.
Jeg er begyndt at forstå det ordsprog der siger at der ikke er langt fra kærlighed til had. Jeg har ellers ALTID holdt på at der ingen dumme mennesker er, det har jeg altid lært mine børn, men jeg har svært ved at tro på det mere.

Mvh. Line

---

Hejsa Line

Tror du ikke man er 2 om at skabe uro… Der skal 2 til at slås måde fysisk og mentalt… Uanset om du syntes det er irriterende eller ej er der jo også en modpart der syntes ”noget”…

”Men, når man er far eller mor til børn, er det sgu da vigtigt at man tænker på dem først, ikk.” Det vil jeg give dig meget ret i men forældre tænker ofte på hver sin måde omkring børn, det gør man også når man er i parforholdet… Her er det ikke nødvendigvist dårligt men det medføre at børnene ser nogle forskellige sider af livet. Som du ved er der også forskel i de perioder hvor børn har mere behov for at være sammen med mor i forhold til hvordan behovet er for at være sammen med far..

For mit eget vedkommende tog det mig også lang tid at forstå kvinden jeg forlod – jeg tror jeg har fattet hvad der gik galt – men og det var et godt eller dårligt ræsonnement der lå bage beslutningen vil jeg ikke udtale mig om her…Men jeg er da overbevist om at min ex. syntes det var den bedste beslutning og det vil jeg respektere (acceptere)…
”det er utroligt svært, at være mor til en pige på kun 7 år, der savner sin far og får julelys i øjnene bare hun taler om ham”.
Jo mere du viser og udtrykker din foragt for faderen jo mere vil din datter elske ham og se ham som et lys i sin opvækst…. Hvis du kan overvinde dine egne følelser vil barnet selv se de uheldige sider ved sin far…
Børn er meget gode til at støtte den nærværende forældres følelser – man kan også kalde det at stimulere… det kan både være ved at bære brænde til bålet eller til at glatte ud… Det er noget svært noget at forholde sig til børns måde at være loyale med forældre på. Jeg er ikke sikker på at barnet selv helt forstår de mekanismer men det er vigtigt at forældrene selv forholder sig til hvad de mener tror og tænker.

Jeg kan godt forstå dine frustrationer omkring det manglende engagement fra faderens side… Men skal jeg give dig et godt råd… må det være at du lytter til dig selv hvad du har behov for og står helt inde for det…

Hvis du ønsker at barnet er hos dig – så vær glad for at faderen ikke kræver mere samkvem med barnet….

Hvis du gerne vil have mere frihed – så kræv det overfor faderen at han tager sin tørn…

Men undgå for ”alt i verden” at begrunde dine voksne motiver i hvad du mener der er sundt eller usundt for barnet. Undgå at lave krige ”for barnets skyld”. Børn kan tilpasse sig hvad som helst. De vil elske deres forældre uanset om de er sammen lidt eller meget…

De krige du har med din eks. Er set med mine øjne ikke til glæde for barnet… de er grundlæggende motiveret i en voksenverden…
Mvh Benjamin

---

Hej b.

Det du siger lyder meget fornuftigt. Du mener at hvis jeg lader som ingenting og ikke snakker med min pige om det, så vil hun selv se de uheldige sider omkring sin far. Det er også logisk, men jeg taler ALDRIG om hendes far i hendes nærhed,-og hvis hun begynder at snakke om sin far med mig, svarer jeg altid uden at tale ondt eller nedsættende. Problemet er at min eks. siger: det er mor der ikke vil have at jeg kommer og henter dig. Min datter kommer så farende hen til mig og kikker på mig og siger: Mor, hvorfor må jeg ikke komme hjem til far????Far siger, at det er dig der ikke vil have det.
Når jeg så siger: Jamen, det har jeg aldrig sagt, du kan ringe til ham og sige at du gerne må for mig.
Dette sker: Hun ringer: far jeg må gerne komme hjem hos dig for mor. Faderen: Jamen, lille skat, nu har far desværre ikke tid. Hun: hvornår har du så tid? Faderen: Det ved jeg ikke. Hun: far, har du mere tid til .....(hans nye kæreste) end til mig? Faderen: Sådan noget kan man ikke sige. Hun: nå, men kan du så ringe når du har tid? Faderen: ja,ja, det skal jeg nok.

Problemet er bare, han ringer ALDRIG igen, -og det ved hun, tror jeg, måske glemmer hun det, jeg ved det ikke og tør ikke minde hende på det, for hun bliver bare så ked af det.

Hun lægger på: Det er også din skyld, mor, hvis du ikke havde sagt nej, så havde far jo haft tid.
Jeg prøver igen og igen at forklare, at jeg ikke engang er blevet spurgt, men hun: jo, det er din skyld, far lyver ALDRIG.

Hvad kan man stille op mod det,-og jeg HAR talt med ham om det, eneste komentar: det er ikke mig der har valgt det her.

Mvh. Line

---

Hej Line

Du har helt ret i at det er et dilemma. Men det er ikke noget du kan forklare dig ud af overfor din datter og du kan ikke forklare din ex. til at handle ansvarligt som voksen.

Det du er inde i nu er den fase hvor barnet skal lære at ikke alle voksne er til at stole på….

Som jeg ser det bliver du den ikke tilstedeværende der udpeges som skurken. Den adfærd kan di ex. med garanti også præstere i andre situationer i livet. Det handler om hans manglende evne til at tage ansvar. Det kan du ikke rette op på hvor gerne du end vil eller hvor gode dine motiver end er.

Jeg mener popgruppen TV” skrev en sang hvori de sang ”Det er samfundets skyld”. Det din ex. gør at tage dig som gidsel når du ikke er tilstede… ”Det er mors skyld”.

Jeg mener ikke man kan forklare mennesker til fornuft – du kan kun forklare dine synspunkter (som jeg nok grundlæggende syntes er meget fornuftige). Din datter skal igennem en fase hvor hun selv skal afklare ved egene tankevirksomhed, hvem der er til at stole på. Jeg kan let sætte mig ind i at denne proces er smertelig – men men men….

Den har vi alle været igennem dog nok med andre ting… Ekstra trist er det det at det er hendes biologiske ophav der er det største og første utroværdige menneske hun skal forholde sig til. Men det er jo ikke din skyld…

For hende er det vigtigt at du derfor holder hvad du lover – heller ikke love end at love noget man ikke kan overholde… For børn tæller handlinger mere end ord…

Noget andet du kan gøre er at bruge den viden du har…

For eksempel kan du sige til din datter – ”Næste aftale du laver med din far får du helt lov til at bestemme….” så kan du spørge hende om hun vil ringe til sin far og fortælle det… Han skal jo bare sige til sin far ”Mor har sagt at vi to sammen skal lave en aftale for hvornår vi ses….og jeg må gerne for mor”.

Hvis faderen ringer for at aflyse noget – (det kan du jo nok mærke når han ringer) så siger du blot… ”Du får lige din egen datter i telefonen….” eller ”Hun ringer til dig når hun kommer hjem….” Så kan han selv overbringe sine budskaber….

Der er et ordsprog der siger ”at man ikke skal skyde budbringeren…” dette ordsprog kender børn ikke… Derfor at det vigtigt at Faderen selv bliver budbringer….

Nogen dialoger bliver man nød til at tage når børnene er tilstede . Det kan være at du er nød til at tage datteren i hånden og sammen besøge faderen når der kommer urigtige oplysninger i omløb. Han vil have svært ved at fastholde en løgn når du med oprejst pande konfrontere ham med at du ønsker ærlighed…

Der er jo også den lille mulighed at børns hørelse – vælger det de helst vil høre. Det er jo bedre at du som mor slås hendes små kampe med hendes far. Det er dog ikke lige det jeg tror foregår lige nu…

Det kan godt være han ikke har valgt at blive fyret - at du skulle vælge ham fra.... Men han er ved at vælge sit barn fra, i den krig han føre mod dig. Alene udtalelsen viser at krigen ikke handler om jeres barn, men om hvordan han kan genere dig...

Held og lykke
Mvh Benjamin

---

Hej Line

Du har helt ret i at det er et dilemma. Men det er ikke noget du kan forklare dig ud af overfor din datter og du kan ikke forklare din ex. til at handle ansvarligt som voksen.

Det du er inde i nu er den fase hvor barnet skal lære at ikke alle voksne er til at stole på….

Som jeg ser det bliver du den ikke tilstedeværende der udpeges som skurken. Den adfærd kan di ex. med garanti også præstere i andre situationer i livet. Det handler om hans manglende evne til at tage ansvar. Det kan du ikke rette op på hvor gerne du end vil eller hvor gode dine motiver end er.

Jeg mener popgruppen TV” skrev en sang hvori de sang ”Det er samfundets skyld”. Det din ex. gør at tage dig som gidsel når du ikke er tilstede… ”Det er mors skyld”.

Jeg mener ikke man kan forklare mennesker til fornuft – du kan kun forklare dine synspunkter (som jeg nok grundlæggende syntes er meget fornuftige). Din datter skal igennem en fase hvor hun selv skal afklare ved egene tankevirksomhed, hvem der er til at stole på. Jeg kan let sætte mig ind i at denne proces er smertelig – men men men….

Den har vi alle været igennem dog nok med andre ting… Ekstra trist er det det at det er hendes biologiske ophav der er det største og første utroværdige menneske hun skal forholde sig til. Men det er jo ikke din skyld…

For hende er det vigtigt at du derfor holder hvad du lover – heller ikke love end at love noget man ikke kan overholde… For børn tæller handlinger mere end ord…

Noget andet du kan gøre er at bruge den viden du har…

For eksempel kan du sige til din datter – ”Næste aftale du laver med din far får du helt lov til at bestemme….” så kan du spørge hende om hun vil ringe til sin far og fortælle det… Han skal jo bare sige til sin far ”Mor har sagt at vi to sammen skal lave en aftale for hvornår vi ses….og jeg må gerne for mor”.

Hvis faderen ringer for at aflyse noget – (det kan du jo nok mærke når han ringer) så siger du blot… ”Du får lige din egen datter i telefonen….” eller ”Hun ringer til dig når hun kommer hjem….” Så kan han selv overbringe sine budskaber….

Der er et ordsprog der siger ”at man ikke skal skyde budbringeren…” dette ordsprog kender børn ikke… Derfor at det vigtigt at Faderen selv bliver budbringer….

Nogen dialoger bliver man nød til at tage når børnene er tilstede . Det kan være at du er nød til at tage datteren i hånden og sammen besøge faderen når der kommer urigtige oplysninger i omløb. Han vil have svært ved at fastholde en løgn når du med oprejst pande konfrontere ham med at du ønsker ærlighed…

Der er jo også den lille mulighed at børns hørelse – vælger det de helst vil høre. Det er jo bedre at du som mor slås hendes små kampe med hendes far. Det er dog ikke lige det jeg tror foregår lige nu…

Det kan godt være han ikke har valgt at blive fyret - at du skulle vælge ham fra.... Men han er ved at vælge sit barn fra, i den krig han føre mod dig. Alene udtalelsen viser at krigen ikke handler om jeres barn, men om hvordan han kan genere dig...

Held og lykke
Mvh Benjamin

---

Hej B.

Ja, det vil jeg give dig ret i, det med at han vælger sit barn fra i kampen for at genere mig, men det er uhyggeligt svært at være vidne til. Og hvorfor fand.. skal han genere mig, nå han nu har fundet en anden at leve livet med, det fatter jeg bare fuldstændigt minus af. Jeg siger mange tak for din tid til at besvare mit indlæg,-og lukker det, for jeg kommer det nok ikke nærmere end det du skriver,- og jeg mener helt sikkert, at meget af det du skriver kan jeg bruge og måske få noget mere ro på.
Tiden vil så vise om min eks. vil bibeholde sin destruktive adfærd overfor sin datter, eller om han til trods for at jeg ALDRIG kommer tilbage til ham, indser dette og optager kontakten til hende. Jeg kan så kun se til med blødende hjerte imens.

Tusinde tak for dine indlæg.

Mange hilsner fra Line

---

Tak for svaret Benjamin.Hansen.
                        

---

Hej Line
Det glæder mig hvis du kan bruge lidt af mine tanker. Og især hvis det kan give dig lidt ro...

Der er mange ting i livet der kan forklares... mht. til årsag og virkningssammenhæng.

Men jeg er da helt sikert enig med dig at det er en dybt urationel handlemåde...

Til at slutte med vil jeg give dig lidt at tænke over...
Når jeg ser programmer som forsvundne danskere tænker jeg tit på det underlige i at - mennesker man intet har med at gøre mere betyder næsten mere og mere jo længretid de er væk....

Det må da være en interesant tanke at jo mere afstand dit barns far tidsmæssigt holder sig væk fra din datter jo størrer bliver savnet hos hende.... for at se sin far.

Hvis hun opnår at være sammen med ham vil hendes kærlig næsten med sikkerhed dale.... da hun kommer til at se ham i et andet lys...

Held og lykke i fremtiden
Benjamin

---

Hej B

Helt sikkert.

Tak fordi du ville dele dine tanker med mig

Held og lykke til dig også
Line

Eftersom du ikke er logget ind i systemet, kan du ikke skrive et indlæg til dette spørgsmål.

Hvis du ikke allerede er registreret, kan du gratis blive medlem, ved at trykke på "Bliv medlem" ude i menuen.