---

Mine forældre har været skildt, siden jeg var helt lille. Og jeg er helt på det rene med, at de ikke finder sammen igen.

Min mor har fået sig en kæreste, som hun nu midlertidig er flyttet sammen med. Fornuftmæssigt synes jeg, det er godt, at hun har fundet en, der gør hende glad. Men følelsesmæssigt kan jeg slet ikke administrere det.

Jeg synes, hun har forandret sig, og synes ikke, jeg kender hende mere. Derudover er jeg fuldstændig ligeglad med, hvordan hans børn klarer sig, og hvad de laver - men desværre er det noget af det eneste, der bliver snakket om.

Derudover mener jeg ikke, han er den type, hun har brug for.

Jeg har svært ved at tale med hende om det. For det første fordi jeg prøver at undgå at være sammen med hende, og derudover fordi jeg ikke vil gøre hende ked af det eller sur.
Iøvrigt er jeg bange for hun misforstår det, så hun tror, jeg ikke vil have hun har en kæreste.

Nogle forslag til hvad jeg kan gøre?

---

Nu skriver du ikke hvor gammel du er, men jeg kan "berolige" dig med, at din reaktion er helt normal. På en måde føler du dig tilsidesat, og synes din mor giver fyren og hans børn alt for meget opmærksomhed. Og måske har din mor forandret sig, det gør alle med tiden uanset om de finder en kæreste eller ej. Hvis du ellers viser at du ikke har noget imod situationen, kunne du da prøve at fortælle stille og roligt hvad du føler, men derudover kan du ikke gøre så meget. Du skal også tænke på at du måske selv snart skal leve dit eget liv, og det må vel være trygt for dig at vide, at din mor så forhåbentligt har det godt selv.

---

Du må indse at din mor har ret til sit eget liv.
Om nogle år vil du frigøre dig, så må din mor
lære sig at give slip. Vi ejer ikke vores familie.

---

Jeg er 23 og har ikke boet hjemme de sidste 5 år, så jeg lever allerede mit eget liv, og hun sit.
Jeg har det bare bedre, hvis jeg undgår at mødes med hende, og jeg vil jo ikke afskære mig fra hende.

---

Nu har din mor "undgået" denne konfrontation i mange år, måske af hensyn til dig.
Du vil selv opdage at din tilkommende måske ikke passer i familiens bedømmelse, og alligevel vil du selv bestemme, hvem du lever sammen med.
Vi er jo ikke ens selvom vi er i samme familie, og derfor vil vi også vælge forskelligt.
Emesen. (med håb om at du accepterer dit nye bagland.)

---

Din bekymring et sikkert på samme niveau, som din mor har, når du kommer med en ny fyr.

Du kan måske godt have ret i dine antagelser, men som du selv nævner er du voksen, derfor må du leve med den usikkerhed du har vedrørende hendes nye forhold. Der er ingen, der siger du skal kunne synes om ham. Du må som din mor i forhold til dig, og dine bekendtskaber, acceptere den andens partner. I den forbindelse må man af og til sluge et par kameler, og gøre gode miner.

Der er jo intet til hinder for, at du i en periode drosler kontakten lidt ned. Det er der ingen som tager skade af. Og du skal ikke som du nævner det tale med hende om det. Det er hendes valg. Får hun senere problemer, hvis det viser sig du har ret i dine antagelser, vil det være tids nok at tale med hende. Lev dit eget liv indtil da, -der er nok at tage fat på.

---

Min umiddelbare tanke var at du kun er fjorten.
Men 23, så må du hellere skynde dig at blive voksen.

---

Hej - du kunne være min datter!
Hun er nemlig også 23 og jeg er for en måned siden flyttet sammen med min kæreste. Han har godt nok ingen børn og hun har selv kæreste og barn og er blevet voksen, men du har da selvfølgelig ret i, at man forandres af at komme til at bo sammen med et andet menneske - men se det som noget positivt, din mor har jo også ret til at leve sit liv, så und hende det.
Jeg ved ikke hvordan forholdet er mellem din far og mor, men hvis de taler godt sammen ( det kan man sagtens selv om man er blevet skilt) så kan du måske læne dig lidt op af ham nu - og rolig, uanset hvad der sker, så holder man aldrig op med at være MOR. jeg elsker min kæreste, men jeg er mine børns mor på livstid og vil altid være der for dem - det gælder helt sikkert også for din mor.
Held og lykke med det hele

---

Altså hvis du synes du har det bedst med at undgå at møde din mor, hvordan vil du så undgå at afskære forbindelsen til hende. Det klarer du da selv hvis du helst ikke møder hende. Jeg synes heller ikke du er helt voksen når du reagerer på den måde selv om du har boet for dig srlv i flere år. Du kan jo ikke forvente at din mor henslæber sit liv for at stå "standby" og vente på at hun kun er der for dig når du har brug for det. Jeg havde ikke troet at du er 23, men nærmere 14-16 år.

---

Først vil jeg sige, at jeg bestemt ikke mener du skriver eller lyder som en på 14 år. Du er pænt velformuleret, og jeg forstår ikke, hvordan andre kan få den tanke. Dog vil jeg medgive, at dine reaktioner måske ikke særlige modne, men det tror jeg hænger sammen med, at du i mange år har været alene med din mor, og derfor ikke har været vant til at dele hende med andre.

Dernæst vil jeg spørge dig, hvad du mener med at din mors ny ven ikke er den type, hun har brug for? - er han fordrukken, voldelig, usympatisk eller noget helt andet, siden du mener han ikke er noget for hende?

Du skriver osse, at du ikke er interesseret i hvad hans børn laver, og hvordan de klarer sig. Det finder jeg lidt underligt, da hans børn vel har ligeså meget brug for ham, som du tilsyneladende har for din mor. Jeg undrer mig desuden over, hvad du selv taler med din mor om når i er sammen. Det er da naturligt at tale om, hvad ens børn går og laver, og jeg vil vædde med, at din mor osse taler om dig med sin nye ven når du ikke er til stede.

Jeg fornemmer du er lidt misundelig på din mors vens børn, og det kommer du altså ikke særlig langt med. Hvad er det der er dig så inderligt imod angående hans børn - føler du dig tilsidesat - eller bunder det i noget helt andet?

Du skriver, at du fornuftsmæssig mener det er godt din mor har fundet sig en ven, men at du ikke kan administrere det følelsesmæssigt. Det er du nødt til at finde ud af med dig selv - ingen kan gøre det for dig, og desuden fortæller det vel, at du lider af en form for jalousi.

Jeg kan ikke give dig gode råd/forslag - andet end at du prøver at se indad, og finder ud af hvad det er der trykker dig. Når det er gjort fortæller du din mor ærligt om dine følelser. Hun vil med garanti lytte til dig, og sammen kan I sikkert få en rimelig dialog igang, som gerne skulle være gunstig for jer begge..

Held og lykke.

---

J_Lo, jeg forstår ikke helt hvorfor du ikke kan se hvorfor vi opfatter ibenkh som ikke særlig gammel. Det er da fordi, som du selv siger, at hendes reaktioner er umodne, det er bare udtrykt lidt anderledes. Men ibenkh, jeg tror også at dine reaktioner skyldes jalousi, at du føler din mor bliver taget fra dig. Og jeg tror din mor måske også har det dårligt med at du sætter hende i det dilemma, at du ikke vil acceptere hvem hun har valgt at leve sammen med. Hvis han ellers behandler din mor som hun kan acceptere det, synes jeg du skulle overveje om ikke du skulle give dem en chance. Livet er for kort til familiestridigheder af den slags.

---

Det med alderen er jeg helt enig i... Det er sgu for infantilt, men det var en del af min pointe.
Jeg skrev for at få en andens syn på sagen. Det med "Du må se at blive voksen" er så sandt som det er sagt, men det er ikke ligefrem en måde at komme videre på. - Så beklager det er altså ikke ligefrem noget, jeg kan bruge til noget. Om I synes jeg er 14 eller 9 er sådant set ikke interessant for mig.

Til dova: Nej det er svært at holde kontakt til sin mor, hvis man helst ikke ville mødes med hende. Det var jo lige det jeg mente!!!

---

Det skulle vist have været Ja, ikke Nej

---

Hvis du ikke vil holde kontakten med din mor, ja men så er det jo dit eget valg søde ibenkh - jeg tror ikke hverken du eller hun får et bedre liv af det - tværtimod skulle I måske mødes på tomandshåns og få nogen ting sat på plads, for din skyld - men også for hendes ---- og du har ret "der er sgu for infaltilt" når man er 23 - håber I finder ud af det

---

uha jeg kan se min selv.
Min far har fundet en nu kæreste efter min mor døde, det synes jeg var svært , jeg havde jo hele tiden været nummer 1 i min far´s liv og pludselig havde han ikke tid .jeg svingede op og ned i humør i rigtig lang tid nogle dage gik det godt og andre dage var det eneste jeg tænkte på ,bare at få min arv og så kunne droppe han og adlrig mere se ham igen..har senere læst mig til at denne reaktion er helt normalt. Min far er gift med hende og de har det godt , men du har ret min far´s livstil er helt forandret (fordi han har nye værdier i han´s liv,hvilke jo er godt at han er kommet videre) og der er svært at man ikke få den samme opmærksomhed som før. men mit råd til dig er fordet første -Giv tid og undervejs håber jeg du kan finde mod og styrke til at fortælle din mor hvordan du har det med det her, hun kan jo ikke gætte hvordan du har det, og slet ikke mærke det hvis i næsten ikke ses . håber det lykkes

---

Jeg trpr jeg stopper den her...
                        

---

Det var nemt - du stopper den, og giver point til en, som giver dig ret i alt. En bog med titlen "Fars nye kærste" viser, hvor svært det er med børn, der styres af jaloui. Min ægtefælles barn kalder mig stadig "gæsten" i mit eget hjem. Mit råd til mine venner er: "Pas på - hvis han/hun har børn". Sandheden om sammenbragtre børn er ofte: "Mine englebørn og dine møgunger". Selv havde jeg en stedforælder - og det ville jeg ikke ønske for min værste fjende. I dag sidder jeg selv i en knivtang mellem min ægtefælle og mine børn - og det samme gør min ægtefælle mellem mig og sine børn. Og det er rigtigt, som flere skriver, at man skal give sin far/mor ret til et nyt liv - det man har krav på, er plads og tid alene med sine forælder, hvis kemien ikke er der med den nye.

Eftersom du ikke er logget ind i systemet, kan du ikke skrive et indlæg til dette spørgsmål.

Hvis du ikke allerede er registreret, kan du gratis blive medlem, ved at trykke på "Bliv medlem" ude i menuen.