Man kan selvfølgeligt henfalde til alle mulige teorier, og ofte er der nogle ret fantasifulde dyrket af science fiction forfattere.
Jeg hverken kan eller vil udelukke at nogle af disse kan være mere rigtige end den officielle. I hvert fald er der nogle ting som ikke kan forklares fornuftigt endnu, og måske heller aldrig bliver det.
For nogle mennesker er historien fortsat nedskrevet "på stentavler". Det er i hvert fald ikke noget de synes at tage med sig, så det er nok derfor at historien er blevet væk for store dele af menneskene.
Det fortælles dog at i Kina er det ret almindeligt at man kender sin slægt indtil 65 generationer tilbage. D. v. s. ca. 2000 år. Den måde man navngiver sine efterkommere/børn kan være medvirkende til at det er nemmere at huske.
Indtil ca. 1845 var der i Danmark noget der lignede lidt. Det var nemlig sådan at den første søn fik farfars fornavn, den næste søn fik morfars fornavn.
Derefter behøver man ikke at gætte meget at den første datter fik farmors fornavn, og den næste datter mormors fornavn.
Der var dog undtagelser. En af de vigtigste var hvis en tidligere hustru var død, for så fik første datter derefter normalt afdøde hustrus fornavn.
Bl.a. derfor min farmors første datter i 1906 blev opnævnt efter min farfars afdøde første hustru, Anna.
Så det er først ret nyligt man er stort set ophørt, og reglen har aldrig været uden undtagelser. Forbløffende mange børn blev opnævnt efter præsten, præstens kone, degnen, herremanden o.s.v.
Vel oftest fordi man derved sikrede sig en smule at der blev tagetsig af børnene hvis man selv døde i utide, hvilket uhyggeligt nok ofte skete, men i hvert flad var det jo klart at en fremtrædende person ikke kunne have et barn rendende rundt uforsørget med hans/hendes navn. Så på en eller anden måde kunne det hjælpe barnet.
Lidt af samme praksis sås i fadderpraksis hvor man for en sikkerheds skyld ofte havde flere af disse kendte mennesker som faddere, men der har vel ind i mellem været en og anden som "ikke havde tid".
MVH
Varla