|
|
 | Asperger syndrom !
Fra :  mango  | Vist : 3671 gange
50 point
Dato : 10-10-03 20:10 |
|
Aspergers syndrom,
form for autisme?
udviklingsforstyrrelse?
personligheds -variant?
professor-syndrom?
--Kært barn har mange navne.
De fleste kender nogen, der er lidt "asperger"
-Jeg har selv en søn med syndromet og vil gerne høre om andres erfaringer (pårørende eller aspergere)
Det er ikke mig, men Birgitta, der skriver dette...Hun kunne ikke fra sin profil komme ind og stille spørgsmålet !!
Venligst Mango (og jeg har ikke en søn med Asperger, bare så der ingen misforståelser er  )
--------------------------------------------------------------------------
| |
| Kommentar
Fra : blyb  |
Dato : 10-10-03 22:11 |
|
Hej Birgitta eller Mango?
Min søn på 11 år - havde fra han var ca 5 år en legekammerat der har Aspergers Syndrom.
Deres venskab var rimelig tæt indtil for et par år siden, hvor det hele gik i skudder mudder pga. for store uoverensstemmelser.
For mig så det ud som om, at jo ældre de blev - jo sværere blev det for begge parter at håndtere de efterhånden mange konflikter som drengens handicap medførte.
Når de havde hinanden på tomandshånd kunne det gå, men så snart de var flere sammen gik alting bare i kage. Venskabet endte meget brat, med et regulært slagsmål mellem de to - og min søn har siden nægtet al kontakt med ham.
Det svære for den anden part, var i aller højeste grad at begå sig socialt - at give plads til andre - situationsfornemmelse osv. Men alt i alt synd for begge drenge, at venskabet ikke kunne holde.
Hilsen
Carina
| |
 | Kommentar
Fra : ans  |
Dato : 10-10-03 23:06 |
|
Dette er bare en bemærkning. Ikke myntet på nogen. Jo det er myntet på de forældre, som er naboer til den dreng på 7 år som jeg passer.
Hvorfor endte det i et regulært slagsmål?
Når de kun var de to sammen, var der ingen problemer!! Lod din søn sig påvirke af andre legekammerater?
Det du så skriver om den anden part var, at han havde svært ved at begå sig socialt - give plads til andre -situationsfornemmelse osv.
Hvorfor fortalte du ikke din egen søn at den ven han "havde" når det kun var de to, der var sammen var syg.
Jeg er selv nu på 3. år aflastning for en familie, der har en dreng, som er tilbage i sin udvikling.
Det gør mig meget ondt at se den måde jævnaldrene behandler ham på (7 år), men jeg kan blive så sur over at forældre ikke kan forklare deres børn at ikke alle er ens. At forældre bare kan stå og grine af at deres egen lille tutte nutte driller naboens barn. Jeg forstår det ikke.
> blyb Det er ikke dig jeg er efter. Ovenstående mindede mig bare så meget om den lille drengs dagligdag.
> Birgitta har du ikke mulighed for at melde dig ind i en forening med Aspergers Syndrom?
mvh ans
| |
| Kommentar
Fra : blyb |
Dato : 10-10-03 23:43 |
|
Min søn har altid vist hvilken sygdom der lå til grund for drengens adfærd.
Slagsmålet drejede sig (desværre) om et regulært overfald med efterfølgende lægebesøg. (spark direkte i ansiget der medførte en flænge på 7 cm)
Jeg var til stede da det skete, - Og tro mig det var ikke noget kønt syn og jeg nåede desværre ikke at gribe ind før det var for sent. Jeg vil ikke - og har aldrig villet forsvare min søn på urigtige beskyldninger, men det som skete var af så voldsom karakter, at jeg har meget svært ved at komme med argumenter der taler til drengens forsvar.
I 5 år var de venner, hvilket jeg som mor har været med til at opbygge og støtte, netop fordi jeg har samme indstilling som du selv. Hvorfor udelukke et venskab mellem to drenge blot fordi den ene tilfældigvis har et handicap - men det har virkelig også haft sine omkostninger. Masser af kontoverser som dog har været overskuelige da de var mindre - men som i takt med nye interesser osv. - simpelthen ikke lader sig gøre længere.
Du kan da ikke presse børn til at kunne lide hinanden - uanset hvad du så måtte mene om diverse problemer. Du kan vejlede i god opførsel - drengens evt. problemer osv. - men når man er 11 år har man jo også sine egne meninger - og det som Moar siger, behøver man ikke altid synes er det rette.
Som sagt kendte min søn udemærket til drengens sygdom - men ville dog ikke finde sig i hvad som helst. Hvilket der vel er ganske forståeligt.
Carina
| |
| Kommentar
Fra : blyb |
Dato : 11-10-03 00:01 |
|
Ans du skriver godt nok at det ikke er møntet på nogen, men det har jeg lidt svært ved at se.
Citat
Hvorfor endte det i et regulært slagsmål?
Når de kun var de to sammen, var der ingen problemer!! Lod din søn sig påvirke af andre legekammerater?
Det du så skriver om den anden part var, at han havde svært ved at begå sig socialt - give plads til andre -situationsfornemmelse osv.
Hvorfor fortalte du ikke din egen søn at den ven han "havde" når det kun var de to, der var sammen var syg. |
Carina
| |
 | Accepteret svar
Fra : Birgitta | 
Modtaget 50 point
Dato : 11-10-03 15:56 |
|
Det er svært for en asperger at bevare venskaber. Jeg tror, at venskaber er noget andet for en asperger end for andre børn. Venskaber indebærer jo almindeligvis en eller anden form for gensidig interesse for det andet individ. Og det er nok noget af det sværeste for en asperger, at interessere sig for et andet menneske, altså prøve på at forstå det andet menneske, hvad mennesket tænker og føler.
Længerevarende venskaber lykkes bedst, hvis aspergerbarnet har "noget at byde på". F. eks. er lidt ældre, så han kan hjælpe det yngre barn og evt lære ham lege eller spil, som han selv kan lide. Computerspil f.eks er tit en "Guds gave" til aspergerbørn og unge.
Man kan ikke forvente, at et barn i årevis skal tage alle mulige hensyn til et andet barn. Jo, hvis de har et nært og godt venskab, men det er jo lige det, det kniber med...
Aspergers syndrom er ikke en sygdom, men snarere en -i mildeste form - personlighedsvariant. Der er faktisk adskillige mænd og drenge, som fungerer normalt i samfundet, men som alligevel er aspergere. Mange har aldrig fået diagnosen. -I dag er der faktisk en hjemmeside for ægteskaber, hvor den ene partner er asperger. Det eksisterede ikke, dengang jeg var gift...
Selvfølgelig må man ikke, som 9 årig sparke og slå andre børn, så de ender på skadestuen. Uanset om man er asperger eller ej. Jeg véd ikke, om det er noget, der er almindeligt for aspergere.
Min egen søn kunne godt blive aggressivt hidsig, da han var 5-6-7 år, men det var vist mest mig det gik ud over. Hans kammerater tror jeg aldrig, han har været voldsom overfor. Han havde 2 i barndommen. En lidt yngre dreng, og en jævnaldrende, som var mobbeoffer i skolen. De 3 havde et fint sammenhold. Min søn var ret god til at finde på noget de kunne lege så de to andre lod i høj grad ham bestemme. Desværre overlevede venskaberne ikke overgangen til voksenlivet, -de gled lige så stille ud.
Hvis det er nogens ansvar, at Carinas søn kom op og slås med sin asperger ven, og at venskabet røg på den bekostning, så må ansvaret da placeres hos aspergerbarnets forældre. De burde vide, at sådan et par drenge har brug for noget at være fælles om, de kan ikke nødvendigvis lege helt ligesom andre børn. -Hvis der kommer flere børn til, der ikke kender reglerne, så er der nok brug for en voksen, der kan styre samværet.
Det er jo ikke nok at vide, at et barn har asperger syndrom. Man må også vide, hvordan man kan tackle de problemer, lige netop det barn har... -Det er da ikke et ansvar, man kan lægge over på et andet barn.
Carina, hvordan har I det med aspergerdrengens forældre? Kunne I ikke tage sammen på en tur -zoologisk have, eller i skoven eller sådan noget. Altså en tur for børnene og de voksne sammen. Måske kunne venskabet genoplives, hvis drengene kunne finde nogle fælles interesser. Men hvis de ikke har nogen fælles interesser, så er der nok ikke så meget at gøre...
| |
| Kommentar
Fra : blyb |
Dato : 11-10-03 19:30 |
|
Hej Birgitta.
Vi har det fint med drengens forældre. Moderen er én kollega til mig - og vi bor meget tæt på hinanden.
Desværre er dit forslag allerede forsøgt - uden held!!! Venskabet er slut - og det har alle implicerede parter været nødt til at indse. Min søn er blevet *bange* siden deres slagsmål - og jeg hverken kan- eller vil tvinge ham til samvær med ham.
Moderen har fortalt, at drengens aggressioner har været tiltagende gennem længere tid - og pt. er det så slemt, at hendes mindste datter er begyndt at udvise frygt for hans adfærd. Hun har det meget svært - og jeg føler virkelig med hele familien!!!
Vi har oplevet drengenes venskab, netop som du beskriver her:
Citat
De 3 havde et fint sammenhold. Min søn var ret god til at finde på noget de kunne lege så de to andre lod i høj grad ham bestemme. |
Jo ældre de så er blevet, har min søn nok udviklet sig som de fleste børn vel gør.
I hvert fald vil han ikke længere finde sig i, at føle sig "styret" til noget der er ham imod.
Et eks: Rollerne i drengenes lege, var altid bestemt på forhånd af den anden dreng!!!
Skulle de f.eks på fodboldbanen - bare de to. Så var det på forhånd bestemt, at min søn skulle stå på mål...Rollerne kunne på ingen måde tænkes at blive byttet om, til større og srørre irritation for min søn.
Sørgeligt at det skulle ende på denne måde - men både den anden drengs forældre og vi selv, føler at vi har gjort, hvad der er muligt - og har valgt at lade drengene få fred for vores indblanden.
Hilsen
Carina.
| |
| Kommentar
Fra : Birgitta |
Dato : 12-10-03 18:20 |
|
Hej, Carina
Dit eksempel med fodbolden lyder meget typisk. En støttepædagog kunne have formidlet et skift mellem rollerne, hvilket selvfølgelig havde været det rigtigste for begge parter. -Hvis de voksne erkender, at drengen er handicappet, så må de også sørge for, at han får hjælp til det, der er svært for ham, -nemlig socialt samvær med andre børn. Det nytter ikke noget, at lukke øjnene og sende børnene alene ud og lege, og håbe at det går nok.
Netop det, at han har fået lov til at styre andre mennesker så de passer til hans ønsker, -det gør jo, at han nu "flipper ud" hvis folk siger fra.
Det vigtigste overhovedet er nu, at han lærer at begå sig blandt andre mennesker. Til det er der brug for en omgangskreds (jer) og i allerhøjeste grad fagfolk. Har forældrene et godt samarbejde med drengens psykolog eller psykiater? -Og kan I ikke blive inddraget i det? -Med jeres søn... Det er da ubekvemt, hvis I voksne ikke kan ses, fordi drengene ikke kan være sammen..
Min egen søn havde i en periode en støtteperson i sin fritid. Han tog drengene ud på ture, og han formidlede, at min søn kunne starte på noget fritidsundervisning, som han havde meget glæde af.
Jeg synes, at det er kulsort, hvis man giver de her børn og unge en diagnose, og så bare lader dem og deres forældre om at klare tilværelsen selv.
| |
| Kommentar
Fra : blyb |
Dato : 12-10-03 22:16 |
|
Hej Birgitta
Jeg tror du har misforstået!! - eller også har jeg ikke formået at udtrykke mig klart nok.
Når jeg skrev, at vi har det fint med forældrene - skulle det ikke forståes som, at vi forældre ses privat. Vores børn har selvsagt kommet meget hos hinanden, men vi forældre har mest talt sammen "over hækken" - "på jobbet" - "I brugsen" osv.
Det er klart at moderen og jeg har talt meget om, hvordan hun i hverdagen tackler sønnen's adfærd - og jeg har da også brugt de metoder hun selv anvender, når der har været optræk til "ballade" - de fleste gange med held, men som jeg har beskrevet, er det som om, at hans aggressive adfærd er tiltagende - og indrømmet!! - Jeg magter nok ikke disse kollosale vredesudbrud - og da slet ikke efter, at min egen dreng udviser frygt i stedet for glæde når deres veje krydses.
Det er muligt du mener, at jeg vælger den letteste vej, men jeg har på ingen måde lyst til at blive involveret i et samarbejde med kompetente fagfolk.. - og jeg ved der er støttepædagog og psykolog inde i billedet (heldigvis da).
Hvis jeg derimod havde fornemmet, at venskabet var et stort tab for drengene, kunne det da godt tænkes, at jeg ville have handlet mindre YNKELIGT - men tværtimod, er jeg ret sikker på, at i hvert fald min egen søn føler en form for lettelse - ved at han nu pludselig selv får lov at være i focus - uden at være ræd for hvad det indebærer, hvis du forstår!!!
Sorry - hvis det skuffer dig Birgitta, men du må tro på, at den dreng jeg sidder her og taler om - faktisk er kommet i mit hjem siden han var tre år gammel, og jeg holder utroligt meget af ham på trods af det måske kunne lyde som omvendt.
Jeg håber virkelig, at drengene en dag vil få glæde af hinanden igen - men hvor om alting er!!! - kommer ens egne børns trivsel jo i første række - og lige nu blomstrer min søn, hvilket ikke altid har været tilfældet...
Jeg fortryder næsten, at jeg gik ind i dette spørgsmål - for et eller andet sted gør det frygteligt ondt...
Mange hilsner fra
Carina.
| |
| Kommentar
Fra : Birgitta |
Dato : 13-10-03 14:53 |
|
Ja, Carina. Jeg forstår dig fuldtud. Selvfølgelig kommer éns egne børn i første række. Og især, hvis der opstår problemer, som de direkte vantrives ved.
Men asperger-problemer er så komplexe, at man ikke kan løse dem ved at tackle de enkelte problemer efter en færdig løsningsmodel.
Hvis drengen hører til i den tungere ende af spekteret, så er det derfor at problemerne efterhånden bliver uoverskuelige, -simpelthen fordi drengen jo bliver så stor, at han bliver til fysisk fare for sine omgivelser. Det er problemer, man jo også ser med børn, der er intellektuelt handicappede. Og med infantil-autister. Hvis de bliver ved med at være som små børn indeni selv om kroppen vokser, så er situationen jo uholdbar.
Og blandt andet derfor har de fleste aspergerbørn brug for faste rammer og regler, der skal overholdes.
Det er et kæmpearbejde for forældrene. Godt, at de har hjælp fra støttepædagog og psykolog. De har garanteret også brug for at kunne "øse ud" over hækken eller lignende. Bliv endelig ved med at "låne øre".
Og så se lige at komme ud over den der med at handle "ynkeligt"!!! Du og din dreng har gjort, hvad I kunne! Og det er nu din opgave, at fortælle dig selv, -og i allerhøjeste grad din søn!- at nogle opgaver bare kan være for svære. Det er fint, hvis man prøver at løse dem alligevel. Men man skal så sandelig også kunne sige STOP i tide. -Måske var det en slags nederlag for jer, at I måtte opgive. Men hvis man ikke tør risikere at rende ind i et nederlag, så skal man jo aldrig påtage sig svære opgaver. Og så lærer man ingenting her i livet.
Måske får drengene glæde af hinanden engang som voksne. Måske vil din søn blive ved med inderst inde at undres over hans specielle ven i barndommen. Og det kan være drivkraften til en eller anden uddannelse til noget med handicappede børn. Men de første mange år får han nok at gøre med at være ganske almindelig dreng og ung. Og det kan være svært nok. Så giv han endelig ro og støtte til det først og fremmest.
| |
| Kommentar
Fra : mango |
Dato : 13-10-03 20:29 |
|
Birgitta !
Hvor er det dog vidunderligt at læse hvad du skriver...hvis bare flere mennesker havde den livsholdning,,så ville det være meget lettere at leve med et handicap...ja så ville der jo faktisk ikke være noget der hed handicap !!
Du er et menneske med stor indsigt og aligevel er du stadig nysgerrig og vil lære...bliv endelig ved med det
Og Carina, jeg synes du har gjort hvad du kunne- og stadig gør. Det er dejligt at høre at din søn er begyndt at blomstre igen.
Jeg har en søn på 13, som har en god ven, som har DAMP. Min søn har selv været "offer" for mopning! Jeg stod lidt og famlede i starten, da jeg selv har prøvet det som barn, så det trickede naturligvis noget hos mig...så jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle stille op i starten. Men, min nuværende mand, som jeg har kendt i 3 år, kom med en rigtig god ide: Min søn begyndte at gå til Taekwondo..jeg synes det var en underlig ide i starten, men der skete et eller andet med min søn, han fik større selvværd og selvtillid og er nu formand for mopperådet på skolen. Det var naturligvis ikke det eneste vi gjorde, vi fik talt med skole og elever og ellers støttede vi min søn alt hvad vi kunne.
Nå tilbage til hans ven med DAMP !! Han er sammen med ham i de perioder hvor han selv har et overskud at give af..og når han ikke har, ja så holder de sig fra hinanden. Nu er det sådan at hans ven godt ved at han har det problem han har, og en mor som er fantastisk god til at fortælle og forklare, så begge drenge er helt med på at tingene forholder sig som de gør.
Jeg ved godt at det ikke er Asperger og at mennesker med det handicap, nok har svært ved at tackle en situation på samme måde, men det var egentlig for at fortælle en historie om en anden situation, hvor tingene også kan være svære men hvor der kan findes en løsning.
Jeg har fuld forståelse for at din søn ikke kan klare mere, min søn har også haft nogle oplevelser, hvor han har været meget stærkt følelsesmæssig berørt og været på nippet til at opgive...og jeg vil støtte ham i, uanset hvad han vælger at gøre.
Det var en ordentlig smørre...ja bare nogle tanker, men håber da det gav mening ?
Mange venlig tanker
Sus
| |
| Kommentar
Fra : blyb |
Dato : 13-10-03 21:29 |
|
Hvor har du dog ret Mango... Birgitta's indlæg oser af en utrolig stor viden - og det varmer at netop én som selv har et "Asperger" barn besidder en evne til at anskué problemerne fra flere synsvinkler (det synes jeg er flot)
Og ja, Birgitta! Jeg havde en kanon dårlig samvittighed - da jeg GAV OP!!!
Min dårlige samvittighed drejede sig mest om, hvad "tænker og føler" drengen og hans mor NU?? - Hvad jeg i den forbindelse overså var tegnene på - at min egen søn havde haft det elendigt gennem længere tid...
Det skal lige tilføjes, at min søn af "natur" er en meget stille dreng, som aldrig har taget det som en selvfølge, at hans behov skal tilgodeses som de første - snarere tværtimod.
Da han så fik "tæv" - så han det som sin mulighed for at slippe ud af et venskab, som han for andres skyld havde holdt ved - for ikke at gøre nogen ked af det.
Netop det at han blomstrer nu - fortæller mig, at jeg ikke havde formået at sige STOP i tide. Min dårlige samvittighed flyttede sig til nu at handle om min egen søn's ve og vel, uden dog aldrig at glemme hvad dette specielle venskab helt sikkert også har bidraget med af positive oplevelser.
Du skriver:
Citat
Måske vil din søn blive ved med inderst inde at undres over hans specielle ven i barndommen. Og det kan være drivkraften til en eller anden uddannelse til noget med handicappede børn. Men de første mange år får han nok at gøre med at være ganske almindelig dreng og ung. Og det kan være svært nok. Så giv han endelig ro og støtte til det først og fremmest. |
Det er bare så smukt formuleret - at det fortjener at blive fremhævet.
Ord jeg kan forholde mig til - og som jeg fremover vil leve efter..
Mange hilsner fra
Carina.
| |
| Kommentar
Fra : mango |
Dato : 13-10-03 21:39 |
|
Ja, det var lige præcis det du fremhæver, der fik mig til tasterne!
Jeg følte det også som et skulderklap, da i jo nok har erfaret efterhånden, at jeg selv har et handicap (dog fysisk) Men jeg har netop også oplevet at mine unger har en bedre forståelse for andre mennesker som er anderledes på en aller anden måde og det er da bestemt en styrke...vil jeg vove at påstå.
Jeg synes det er vidunderligt som du har givet Carina mod på tingene igen.
Og Carina, jeg forstår så inderligt din dårlige samvittighed, pyyha hvor må det være hårdt, at "vågne op" MEN...jeg tror ikke din søn har lidt stor skade, men kun er blevet klogere på livet og du er blevet mere vågen og kan rådgive ham i at sige fra..ikke sandt? 
Knus Sus
| |
| Kommentar
Fra : Birgitta |
Dato : 14-10-03 18:41 |
|
Jammm, du godeste, jeg bliver helt blusrød i kinderne..... (kan ikke lige finde smileyen)...
Her sidder vi "gamle koner" ved tasterne, og jeg er da sikker på, at vi alle har nogle oplevelser fra vores barndom, som har sat spor. At du, Sus var blevet mobbet som barn var jo både med til, at du opfattede hvor slem situationen var for din dreng, -og det gjorde også, at du genoplevede den følelse af hjælpeløshed, som du havde som barn. Hvis din søn fortsat var blevet mobbet hele sin barndom, så kunne du med fuld ret sige, at "sådan er det bare, det må man bare leve med, det er ikke noget at pive over". Og så kunne man sige, at du havde taget skade af at blive mobbet.
Men nu har du formået at hjælpe din søn ved at være opmærksom på problemet og støtte ham i nogle nye løsningsmodeller. HAN har fået en god oplevelse, men DU er så sandelig også vokset en bid ved at opleve, at det kunne lykkes at løse problemet.
Jeg har også oplevet mig selv vokse på grund af de trængsler, mine børn har haft.
Nåårh, jeg løber igen, jeg ville lige over og kikke på hundespørgsmålene inden TV-avisen...
| |
| Kommentar
Fra : blyb |
Dato : 18-10-03 21:00 |
|
Hej Birgitta.
Du har ingen grund til at blive rød i kinderne. Mango og jeg selv, har begge kunnet bruge dine glimrende indlæg, så det skal du da være stolt af.
Du laver i mine øjne et meget fint stykke arbejde- ikke bare her, men også i andre spm. her på Kandu
Mvh
Carina
| |
| Kommentar
Fra : Birgitta |
Dato : 19-10-03 15:07 |
|
Hej, Carina.
Måske er jeg blevet lidt ekstra tilbøjelig til at "læse mellem linierne" fordi jeg har levet i en asperger-familie i så mange år. For det er jo så paradoksalt, at selv om aspergere har meget svært ved, -eller slet ikke er i stand til at aflæse andres tanker og følelser, -så er deres trivsel helt afhængig af, at andre kan aflæse DEM.
Men ellers kan jeg jo ikke gøre meget andet end at tale ud fra egen erfaring, -og den er stor inden for visse områder, og -ikke eksisterende inden for andre områder..... Som det vel er tilfældet for de fleste mennesker.
Er det mon ikke det, der er en del af "fidusen" ved kandu? Vi skulle kunne bruge hinandens erfaringer.
Øuv, jeg kan stadig ikke stille spørgsmål på kandu... det er nok min computer, der er noget galt med.
---------Men tak for roserne...
| |
| Kommentar
Fra : mango |
Dato : 19-10-03 18:25 |
|
Hej Birgitta
Hvordan gør du? Altså når du skal stille et spørgsmål?? Har du gjort det før..det kan jo være du gør et eller andet forkert
Ja,men selv om du har stor erfaring inden for Asperger...har du jo aligevel en stor menneskelig forståelse og selvom man har en i familien der har Asperger, behøver det jo ikke nødvendigvis resultere i en større forståelse vel..tag du nu de roser til dig, uden at forsøge at bortfoklare
Knus
Sus
| |
| Kommentar
Fra : CMASLasse |
Dato : 03-11-03 13:30 |
|
Et godt råd til jer som har børn med Aspergers syndrom, Tourette, Damp osv.
Tag et kig på Trine-rosenbergs hjemmeside. Hun er en meget dygtig Kranio sakral terapeut.
Hun har skrevet en bog om disse børn og om den måde hun hjælper dem på.
Hun er VIRKELIG dygtig. Jeg har set hende arbejde og har prøvet det på egen krop. (Hun laver også andet end at hjælpe
disse børn). Bogen kan jeg varmt anbefale. Jeg kan også anbefale at tage jeres barn/børn med til et besøg hos hende.
www.trine-rosenberg.dk
| |
|
Når vi nu taler om litteratur, så har jeg - som tidl. psykologistuderende - haft meget glæde af at læse flg. bog:
Én fod ude - én fod inde. Aspergers syndrom - en vejledning for forældre og professionelle. Af Tony Attwood. 254 sider
| |
| Kommentar
Fra : mango |
Dato : 13-01-04 22:44 |
|
Hej Birgitta
Hvor længe endnu vil du have at jeg holder denne tråd åbent??
Og rigtig godt nytår
Venlige hilsner
Sus
| |
| Kommentar
Fra : Birgitta |
Dato : 14-01-04 15:19 |
|
Hej Mango.
Hvid du af en eller anden slags principielle grunde ønsker at lukke tråden, så luk den bare. Jeg vil så lave et enkelt indlæg og sætte flueben så jeg kan følge med i, om der kommer nye indlæg henad vejen.
Tak for hjælpen. --Jeg har jo fået løst mine "stille spørgsmål problemer". Jeg er ikke klar over, om du har fået det at vide... Det krævede nogle ret store indgreb og ændringer på mit PC-dyr...
| |
| Kommentar
Fra : mango |
Dato : 14-01-04 22:33 |
|
Hej Birgitta
Nej det har jeg ikke hørt..jeg har ingen principielle grunde til at lukke den, men ville bare høre om du stadig har brug for den og det ser det jo så ud somom du har. Så den for lov at stå lidt endnu.
-og velbekomme
Sus
| |
| Kommentar
Fra : Birgitta |
Dato : 15-01-04 14:06 |
|
Det er lige så meget det, at aspergerproblematikken ikke som sådan er tidsbegrænset, Sus. Der kan være nogen, der søger på ordet i morgen eller om et år. Så betyder det ikke noget, at spørgsmålet er lukket, for det vil jo kun koste en femmer at lukke det op. Når jeg vil gå ind og lave et indlæg efter at spørgsmålet er blevet lukket, så er det bare for at være sikker på at få mail, uanset hvornår der kunne tænkes at komme indlæg.
Det er jo ikke et egentlig spørgsmål, men snarere en slags debattråd.
Joo, jeg måtte rense computeren for spybots, vira, cookies og jegvedikkehvad... Så måtte jeg geninstallere Windows. Inden jeg turde det, så købte jeg en 120GB extern harddisk, som jeg lagde alle mine vigtige filer over på. For at få den externe harddisk til at virke, måtte jeg have isat nye hurtige USB-porte. Og til allersidst fik jeg en ny og hurtigere forbindelse, ADSL, i stedet for det gamle 56k modem, jeg havde før. Så nu kan jeg bare det hele. Og jeg er blevet gevaldig meget klogere for jeg gjorde det allermeste selv!!! -med hjælp fra de flinke computerfyre her på kandu 
| |
| Kommentar
Fra : mango |
Dato : 16-01-04 08:59 |
|
Flot klaret Birgitta..jamen du har helt ret..jeg lader den bare stå så.
Venligst
Sus
| |
| Kommentar
Fra : assies |
Dato : 06-03-04 14:15 |
|
Jeg er en 23 årig pige der selv har AS. Jeg kan anbefale mailinglisten på www.autlist.dk
den er både for AS, infaltil autisme og pårørende. ( man skal have en profil på ayhoo.com for at blive medlem men det står alt sammen på hjemmesiden. )
| |
| Kommentar
Fra : Birgitta |
Dato : 06-03-04 14:47 |
|
Hej, assies.
Tak for dit link. Det kendte jeg ikke.
Hvis du har læst tråden her, så ved du, at jeg selv har en søn med asperger.
Men jeg har også her på kandu gennem længere tid haft kontakt med en ung mand, der er meget vred og ulykkelig over at han har fået den diagnose. Jeg prøver at hjælpe ham, men det er svært fordi han ikke har accepteret diagnosen.
Måske kunne du hjælpe mig ved at svare på nogle spørgsmål:
1)Hvor gammel var du da du fik at vide, at du har AS?
2)Hvordan reagerede du?
3)Har du uddannelse? Arbejde? Pension?
4)Har du haft en kæreste? (Det med at der kan være svært at have en kæreste er noget, der bekymrer den unge mand rigtig meget)
5)Hvordan er dit liv i dag?
6)Hvordan har du fået -eller får du- hjælp til at leve med dit handicap?
Hvis du kunne svare på nogen af de spørgsmål, så kunne det måske hjælpe den unge mand, som har det svært med sit handicap.
Jeg håber meget, at du vil hjælpe mig.
| |
| Kommentar
Fra : assies |
Dato : 08-03-04 20:54 |
|
Hej Birgitta.
Jeg håber at du får glæde af at være på autlist.
Jeg vil prøve at besvare dine spørgsmål så godt jeg kan.
Vil det være i orden hvis jeg sendte min besvarelse til din e-mail, jeg har ikke lyst til at udstille mig selv her.
Hvis der er ok så send din mail adresse. Min e-mail er assies@jubiimail.dk
| |
| Kommentar
Fra : Birgitta |
Dato : 09-03-04 13:46 |
|
Hej, assies.
Selvfølgelig må du få min mailadresse, jeg har lige fået lavet én til brug her på kandu og lignende steder.
Her er den:
noname48@ofir.dk
Glæder mig til at høre fra dig.
| |
| Kommentar
Fra : mango |
Dato : 02-08-04 22:29 |
|
Birgitta er det ok at jeg lukker nu? ..min ordenssans gør at jeg føler trang til oprydning *LOL*
Håber ellers at du har det godt *knuz*
sus
| |
| Kommentar
Fra : mango |
Dato : 03-08-04 20:59 |
|
Hej Birgitta
Nææh du jeg er såmænd tyr med krebseaccendant...og jeg tror faktisk ikke at jeg har noget jomfru i mit horoskop overhovedet...sååh det er ikke der den ligger..min mnad har en del jomfru, og min far har..*GG*
Nej det lød vist også værrer end det var..men jeg kan godt lide at have orden i mine ting, det giver energi til andre ting..ikke sandt?
MVH Sus
| |
| Godkendelse af svar
Fra : mango |
Dato : 13-10-04 11:55 |
| | |
| Kommentar
Fra : Birgitta |
Dato : 13-10-04 14:59 |
|
Tak til mango, -jeg har sat flueben, hvis der skulle komme flere indlæg.
Jeg kan ikke huske, om jeg har givet dig en halvtresser?
| |
| Kommentar
Fra : mango |
Dato : 13-10-04 17:23 |
|
Birgitta..det kan jeg heller ikke huske, mn det er fuldstændig ligegyldigt..Har du det ellers godt? og resten af familien?
Vi har det alle godt, er lige blevet færdig med den sidste ombygning, så nu nyder vi det.
Knus sus
| |
|
hvad er aspergers syndrom
aspergers syndrom findes i mange grader nogle kan mange ting nogen skal have mere hjælp end andre.
det er et socialt handicap.det indebærer angst,hjælp fra andre,at miste venner,at klare hverdagen.
personen med aspergers syndrom kan have svært ved
at handle ind tøj,mad, gå til frisør, at bruge offentlige transportmidler som bus, tog og taxa,
at have en uddannelse,at have et job,at koncentrere sig,
jeg har selv aspergers syndrom.jeg bor på et kollegie hvor der bor 10 autister.jeg har brug for hjælp
til at klare hverdagen.jeg er god til at tegne og skrive.jeg arbejder på et værksted der hører til kollegiet.
jeg laver smykker,kort,grydelapper og skriver priser.jeg er rigtig glad for mit job.jeg får ikke løn.
råd til mennesker med aspergers syndrom
tal med din socialrådgiver
tal med en psykiater
find forums på nettet om asperger
tal med lærer på skolen
gå til foredrag om asperger
venlig hilsen Tinapigen28
| |
| Kommentar
Fra : Birgitta |
Dato : 27-09-05 20:28 |
|
Hej, Tinapige.
Godt at høre fra dig.
min søn er 29, og han bor i egen lejlighed. Men jeg tror ikke, at han klarer det særlig godt. Det er gået galt en gang før.
Det er et problem, at når det begynder at gå galt, -når han ikke kan klare hverdagstingene, så afbryder han kontakten med kommune og familie... Det er ikke til at nå ham.
Jeg kunne tænke mig at spørge dig: Når du bor sammen med andre, som også er autister, er det så ikke svært at opnå venskaber? Jeg tænker på, at hvis en asperger er sammen med kontaktstærke mennesker, så vil de kontakte aspergeren. Tale til aspergeren. Foreslå nogle ting, man kan lave sammen.
Har du venner blandt dem du bor sammen med?
| |
| Kommentar
Fra : Birgitta |
Dato : 27-09-05 20:36 |
|
mango: -Underligt, jeg har ikke fået mail om dit indlæg, men nu får jeg pludselig mail om Tinapigens...
Næ, mango, jeg tror ikke, det går helt godt hos min søn. Jeg har ikke haft kontakt med ham siden engang i marts-april...
| |
|
hej birgitta
jeg læser du har en søn på 29 år og at han bor i egen lejlighed.
jeg tror han lukker sig væk fra samfundet netop fordi han har aspergers syndrom.
det kan være muligt at han er ked af at han ikke klarer sin hverdag som andre.
mange med asperger vil helst være for sig selv.jeg har det på samme måde.
Meen vedligeholder dog kontakten med kommunen og familien.
hvis jeg bliver ked af noget vil jeg osse helst bare væk fra det hele.jeg bliver
forvirret og lukker mig inde i lejligheden.det kan være meget svært at tale om tingene.
om det er svært at få venskaber mellem autister.det kommer sandelig an på hvem de er.
nogen kan man tale med eller vi har fælles interesser.vi spiller et spil,tager på ture,spiser
sammen,tager på cafe,holder fester.de ting giver et sammenhold for de fleste.
dem der er autister ser op til dem der kan noget de ikke kan.nogle kan ikke læse sedler på
tavlen.så læser jeg det for personen.sådan hjælper vi hinanden og sådan opstår der venskab.
det er bare et eksempel på det.
jeg har to gode veninder på kollegiet.den ene er meget langsom i det.hun har samme interesser som mig.
og den anden kan jeg tale med om alt og vi arbejder på samme værksted.
venlig hilsen tinapigen28
| |
| Kommentar
Fra : Birgitta |
Dato : 28-09-05 15:15 |
|
Hej, tinapige.
Tak fordi du vil fortælle om dit liv.
Unge voksne er jo ikke altid særligt interesserede i at fortælle deres forældre om, hvordan de klarer deres hverdag. Det gælder nok både for handicappede og for ikke-handicappede. Så min søn fortæller ikke ret meget. Heller ikke, når han har det godt.
Som handicappet kan det selvfølgelig være godt at møde andre med samme handicap.
Jeg synes bare, at det må være ekstra svært at bo i et bofælleskab når éns handicap meget går ud på, at man vil være for sig selv? Er det ikke det?
Er det vigtigt for dig at have venner? Eller vil du helst være alene, når du har mulighed for det?
Hvad sker der, hvis du lukker dig inde i din lejlighed -hvis du er ked af noget? Hvordan kommer du ud igen? Er der nogen, der hjælper dig, eller klarer du selv at komme ud igen?
| |
|
hej birgitta
jo det kan være svært at bo hvor der er med handicap som mig selv.men det er osse rart at man ved man ikke er alene om at have asperger eller være autist.der er pædagoger der hjælper mig og de andre hvis vi har det skidt.
vi tar på ture og får mange gode oplevelser med hinanden.man behøver ikke at være sammen her på kollegiet.
hvis jeg er inde i min lejlighed kommer der en pædagog ind og taler med mig.man taler måske ik så meget om det der sker.der bliver sørget for at jeg får det godt.man borer ikke i tingene.man er aldrig alene på kollegiet.pædagogerne har en nøgle til vores lejligheder.så de kan altid komme ind.
kh tinapigen28
ps vil gerne fortælle mere.jeg vil prøve at svare så godt jeg kan,hvis jeg kan.
| |
| Kommentar
Fra : Birgitta |
Dato : 28-09-05 17:35 |
|
Ja, det gør en stor forskel, at der er nogen, der har nøglen til lejligheden... Det var der ikke, da det gik galt første gang for min søn, og det er der nok heller ikke nu.
Du er heldig, at du har sådanne trygge rammer... Der er nok forskel på, hvor i landet man bor. Min søn boede her i Ballerup da han fik sin første lejlighed, og fik derefter plads i et ungdomsbofællesskab i København. Og bor nu i egen lejlighed i København...
Det har været svært for ham at fungere sammen med andre autister. Han kom først i specialklasse i 6. klasse.
Hvornår blev du klar over, at du havde asperger? Jeg tænker på, at du skriver og staver rigtig godt. Det lærer man ikke altid i en specialklasse..
| |
|
jeg vidste ikke jeg havde asperger.aspergers syndrom var ikke kendt dengang jeg gik i skole.
jeg har ikke gået i specialklasse.har gået i almindelig skole og privatskole de sidste skoleår
ja jeg skriver og staver godt.det har jeg gjort hele skoleforløbet.det er min stærke side.
lægerne troede kun jeg havde epilepsi,men i året 2000 fik jeg min diagnose i videncenterforautisme.
nu kunne der endelig gøres mere for mig.min socialrådgiver fandt en psykiater til at forklare mig om
aspergers syndrom.og hvilke muligheder der var for mig i fremtiden
jeg bor på nu Hinnerup kollegiet i østjylland. kig på nettet.der står mere om det.
kh tinapigen28
| |
| Kommentar
Fra : Birgitta |
Dato : 28-09-05 20:49 |
|
Selv om det sikkert har været hårdt for dig at gå i almindelig skole, så kan du være glad for det i dag. For du har sikkert lært mere end du ville have lært i en specialklasse.
Og kvinder har nogle gange lettere ved at vænne sig til store forandringer i deres liv, end mænd. Det virker som om du har en fin accept af dit handicap. Det er jo nok en betingelse for at kunne modtage hjælp. Men det må have været en stor omvæltning for dig at få den diagnose.
Min søn havde også epilepsi som teen-ager. Han gik i en privatskole de først 2 år, men skolen syntes ikke, de havde ekspertise til at klare hans specielle væremåde. Så kom han i en kommunalskole og gik der i 4 år før han fik diagnosen. Puberteten er jo en meget svær tid for de fleste unge, -også for aspergere..
Har du nogen ide om, hvorfor du er blevet handicappet?
Jeg tænker på, at aspergers kan skyldes arv eller en slags hjerneskade, enten tidligt i barndommen eller måske allerede før fødslen.
Er der andre i din familie, som har problemer, der ligner dine? -Eller OCD, tvangshandlinger, som mange aspergere også lider af?
Du er jo også speciel, fordi de allerfleste aspergere er jo drenge..
Har du nogensinde overvejet at skrive en bog om, hvordan DU har oplevet dit handicap eller din barndom? Du er så god til at skrive. Det kunne mange andre jo have glæde af hvis du gjorde. Både behandlere og aspergere og især os pårørende.
Jeg har kikket lidt på Nettet, men jeg kan ikke finde en hjemmeside for Hinnerup kollegiet. Har I sådan en?
| |
|
hej birgitta
jeg skulle osse vænne mig til at få min diagnose.det at jeg har brug for hjælp.
jeg har en bror der klarer sig godt.han har ik asperger.han har taget studentereksamen
og er nu ved at læse videre.det ville jeg gerne selv have gjort.
der er ikke nogen i familien der har de symtomer eller diagnoser som du beskrev.
jeg er født med mit handicap.og må lære at leve med det så godt jeg kan.
ja mange aspergere er drenge. hvorfor mon det er sådan?????
at skrive en bog vil klart være en udfordring for mig.jeg har tænkt på det.
men så vil jeg gerne have hjælp af nogen,så jeg kan klare det.
hjemmeside om kollegiet har vi ikke.jeg vil meget gerne fortælle dig om det pr mail.
vil du gerne det???så må du stille mig spørgsmål.så kan jeg bedre svare...
| |
| Kommentar
Fra : Birgitta |
Dato : 29-09-05 18:10 |
|
Hej, Tinapige.
Det er da surt, at du ikke fik taget studentereksamen. Du må have haft nogle problemer dengang og du vidste bare ikke dengang, at det var på grund af asperger.
---Dengang min mand og jeg, -og dine forældre- var børn, da var der ingen, der kendte noget til aspergers syndrom. Selv om syndromet jo har eksisteret også dengang.
Så nogle af den tids aspergere blev registreret som dårligt begavede fordi de havde svært ved at klare almindelig skolegang. Og andre blev rigtig gode -bedre end deres jævnaldrende- til de ting, som interesserede dem mest.
Rigtig mange klarede sig igennem med halvdårlige karakterer og bestod eksaminer med nød og næppe.
Hvis mine børns far og jeg var blevet født 25 år senere, så havde en af os måske fået diagnosen "aspergers syndrom". Vi har helt sikkert begge haft forskellige problemer i vores barndom og ungdom. Måske har dine forældre også?
Og hvis din bror har et eller andet, som han er rigtig god til, -bedre end andre, så kan det være en snert af asperger også.
For selv om man som asperger KAN have svært ved at koncentrere sig, så er man alligevel nogle gange i stand til nærmest at lukke verden ude og koncentrere sig rigtig meget om det man interesserer sig for.
Nåmen det er da ærgerligt, at I ikke har en hjemmeside. Den ville jo være interessant at besøge for pårørende. OG for andre tilsvarende botilbud her i landet. --Måske var det noget, DU også kunne være med til at lave?
Jeg forstår, at der både er kollegiet, som du bor på, -og værkstedet med samme navn. Er det så der, du arbejder?
Der må vel også være en butik, hvor I kan sælge det, I laver. Eller det sælger I måske direkte fra værkstedet?
Min søn fik arbejde på et elektronik-værksted for autister og aspergere for et års tid siden.. Men jeg ved ikke, om han stadig arbejder der. Jeg har ikke haft kontakt med ham i over ½ år. Det bekymrer mig.
Er du tit i kontakt med dine forældre?
| |
| Kommentar
Fra : tinzen |
Dato : 16-06-11 21:21 |
|
Jeg fik konstateret AS for lidt over 1 år siden - men fandt ikke det her før sent i går  .
Men jeg kan kende mig selv i meget af det, og jeg er ved at få ordnet noget med uddannelse nu - men det tager jo tid når det skal i gennem kommunen....
| |
| Kommentar
Fra : Birgitta |
Dato : 17-06-11 14:15 |
|
Hej Tinzen. Velkommen til!
Hvor gammel er du?
Bare indenfor de sidste ti år er der sket meget med hensyn til både uddannelse og erhverv for aspergere.
Tidligere måtte alle aspergere bare forsøge at klare sig bedst muligt i en almindelig skole. Det gav ALTID problemer med de fleste fag. Og med skolekammeraterne.
| |
| Kommentar
Fra : tinzen |
Dato : 17-06-11 14:35 |
|
Det kender jeg godt.....Jeg er lige blevet 27 for et par dage siden.....
| |
| Kommentar
Fra : Birgitta |
Dato : 17-06-11 15:13 |
|
Okay... Min søn er 35 nu..
Hvad har du overvejet med hensyn til uddannelse? Har du nogen afsluttende eksamener?
Det lyder spændende med at du skal i gang med noget.
| |
| Kommentar
Fra : tinzen |
Dato : 17-06-11 15:27 |
|
med lidt held i sprøjten asp-it, men ellers har jeg en helt almindelig folkeskole og HG, med en EGU-tur indover, så jeg har ikke haft det helt let, men sådan er det jo nu engang.....Og nogle af dem kunne have været undgået hvis man havde gidet at interressere sig hvorfor ting gik galt i stedet for at kaste aben videre.....
| |
| Kommentar
Fra : Birgitta |
Dato : 19-06-11 17:41 |
|
Det er da en rimelig vifte af uddannelser, du har allerede.. Med mere eller mindre succes?
(hurra for google, jeg kendte ikke til Asp-it..  )
Asp-it er vist ikke bare for alle og enhver med diagnosen. Man skal være motiveret og have selvdiciplin. Så er det måske meget godt at du har en vis alder og modenhed.
Hvor langt er du nået med asp-it? Har du været til informationsmøde? Visitationssamtale?
Siden du venter på kommunen, så er du måske allerede nået længere.
| |
| Kommentar
Fra : tinzen |
Dato : 19-06-11 17:58 |
|
jaaa.....og det er en længere historie, så den tager jeg ikke her i det offtentlige Men du kan altid smide mig en mail på krog_tina@yahoo.dk
Jeg har ikke haft ret stor succes med de forskellige uddannelser, men hende der har aspiti Skive kender jeg på forhånd,og hun mener, at det er lige mig,så det hjælper også
Man skal jo også lære nyt hver dag 
| |
 | Du har følgende muligheder | |
|
Eftersom du ikke er logget ind i systemet, kan du ikke skrive et indlæg til dette spørgsmål.
Hvis du ikke allerede er registreret, kan du gratis blive medlem, ved at trykke på "Bliv medlem" ude i menuen.
| |
|
|