Sygekasseloven af 12. april 1892 indførte statstilskud til sygekasser for mindrebemidlede (de såkaldte ”statsanerkendte sygekasser”). Det blev pålagt lokale udvalg at foretage afgrænsningen af, hvem der kunne betragtes som mindrebemidlet og dermed berettiget til at søge optagelse i kassen. Denne metode blev misbrugt, sådan at selv velbjærgede bønder i visse tilfælde blev optaget, og ved lov af 10. maj 1915 blev det bestemt, at der skulle udsendes en vejledning om det, man senere kaldte ”sygekassegrænsen”, dvs. de indtægts- og formueforhold, der var en betingelse for nydende medlemskab af de statsanerkendte sygekasser. Personer over denne grænse havde ret til at stå i kasserne som ydende medlemmer, sådan at de senere kunne blive nydende, hvis de kom under grænsen. En anden mulighed var, at de kunne indmelde sig i en statskontrolleret sygeforsikringsforening uden offentlig støtte (”fortsættelseskasse”).
Gennem sin sygekasse fik man ret til:
fri læge og sygehusbehandling i 60 uger i løbet af 3 år
dagpenge i 13 uger om året
fri kørsel
Endelig overtog staten ved lov af 9. juni 1971 al form for sygeforsikring, og fra den 17. marts 1973 blev de sidste sygekasser lukket og erstattet med den offentlige sygesikring.
http://da.wikipedia.org/wiki/Sygekasse