Du får lige en kanin-artikel!!!
Kaniners adfærd og problemer
Af Charlotte Christiansen
Normal, men besværlig adfærd
Når man ser en sød kaninunge sidde og kigge ud af et bur, er det svært at forestille sig, at den i visse tilfælde kan udvikle sig til et dyr, man har mange problemer med! De fleste problemer kan dog heldigvis løses, hvis man fra starten har forstand på, hvad kaninen er for et dyr.
Kaniner er sociale dyr og lever i naturen i en flok spredt over et stort område. Flokken hjælpes ad med at grave huler til at bo i, med at forsvare området mod fjender og hjælpes ad med at finde gode spisesteder. Der er ét hierarki for hanner og et andet for hunner. De stærkeste hunner får de bedste huler og dermed den bedste chance for, at deres unger kan overleve. Blandt hannerne går de svageste til grunde i de kampe, hannerne udkæmper om hunnernes gunst.
Kaninerne lever ikke meget tæt sammen. Kaninvenskaber ses, men kun et kaninpar kommer helt tæt på hinanden. Ofte er det endda kun, når de skal parre sig for at få unger. Hun-kaninen opfostrer ungerne alene. Når ungerne er 3-4 uger og kommer ud af den hule, de er opvokset i, overtager nogle hanner deres videre opdragelse i en periode, mens andre kun er ude på at parre hunnen igen! Han-kaninen markerer sin hun og sine unger ved at strinte kraftigt på dem og dermed give dem sin lugt. Ellers bliver der ikke gået på toilettet i selve boet, men kun på særlige områder et stykke væk, hvor store bunker af gødningskugler også markerer flokkens territorie over for andre kaniner.
Tamme kaniner har i meget vidt omfang den samme normaladfærd som deres vilde søskende. Kaniner har både medfødte instinkter og adfærdsmønstre, som sætter dem i stand til at overleve fra en meget ung alder, og en særdeles god evne til at lære nye ting og huske dem. En kanin kan altså sagtens lære noget nyt.
Men normaladfærden kan give problemer i forhold til den måde, vi ønsker at have kaniner på, indtil vi måske får lært dem at opføre sig anderledes!
Ønsket om at grave huler får ofte inde-kaninen til at bide i tapet (læs: dejlig bark!), bide i ledninger (læs: trærødder), kradse voldsomt i gulvtæppet eller personers tøj (læs: de graver i jord) og til at udglatte alle slags folder (læs: de fører opgravet jord væk)! Dette er helt normalt for kaninen, men meget besværligt for dens mennesker!
Løsningsmuligheder er at give kaninen godt med hø i dens bur, grene fra usprøjtede æble-, pære- eller bøgetræer, hænge ledninger op på væggen og give den en sandkasse med meget høje kanter til at grave i eller en udendørs løbegård med jord, der er sikret mod, at den kan grave sig ud. Man kan også stædigt, venligt og vedholdende sige ”føj” til kaninen, når den kradser eller bider i noget, og løfte den væk fra stedet med en venlig, men bestemt hånd. Den sidste metode kræver megen venlighed, stædighed og tålmodighed – og ledningerne skal stadig langt væk fra gulvet!
Hvis en han-kanin har set en hun-kanin, efter at han blev kønsmoden, er det normalt, at han strinter.
Det er også ret almindeligt, at hans strinteri pludselig rettes mod hans mennesker – de er jo hans kære flok! Det er en relativt ubehagelig oplevelse at blive ”skudt” midt mellem øjnene af sin kære han-kanin, som ser inderlig glad ud bagefter!!
Strinteri-problemet kan løses helt ved at få ham kastreret. En kastraktion skal ske hos en dyrlæge under hel-bedøvelse og helst før, han er to år gammel. En kastraktion ændrer sjældent han-kaninens adfærd i øvrigt bortset fra, at han så ikke mere kan få unger.
Kun han-kaniner (og meget dominerende hun-kaniner) strinter, men alle kaniner har behov for at gå på toilettet. Intet er mere indbydende at bruge som toilet for en kanin end et lille område i et hjørne mellem to reoler! Denne normaladfærd kan man både afgrænse på flere måder. Indret enten kaninens løbe-områder på den måde, at der ikke er små, skjulte hjørner ved møblerne. Eller også kan man sætte en kattebakke i et mørkt hjørne med lidt spåner i og lidt gødning fra kaninens bur, løfte kaninen over på kattebakken og rose den, hvis den straks indtager den som toilet. De fleste kaniner kan med træning lære at bruge en kattebakke, og så får den meget frihed ud af det.
Kaniners omgang med mennesker bærer af og til også præg af, hvordan kaniner har det med hinanden. En kanin kan lære at blive holdt af et menneske – bedst, hvis man lærer den det, fra den er helt lille – men det er ikke naturligt for den at blive holdt fast og især ikke, hvis den ikke har fodfæste. Man bør derfor lære at holde en kanin rigtigt, så den ikke springer voldsomt ud af ens arme og kommer til at forårsage voldsomme kradseskader på mennesket eller faldskader på sig selv. En god måde er, at kaninen bæres med fødderne mod ens brystkasse, en arm rundt om dens krop og fingrene rundt om dens forben helt inde ved dens krop. Så har man den anden hånd fri til at lægge om dens ryg eller på dens pande som ekstra støtte.
En kanin kan også give et nap af og til uden, at det er unormal adfærd. Nap, der ikke får huden til at bløde, kan betyde en del ting som for eksempel, at kaninen er dominerende, at den er sur og sulten, at den ikke vil forstyrres eller, at den er jaloux på, at dens venner beskæftiger sig med noget andet!
At undgå nap, som godt kan gøre temmelig ondt, kræver, at man bliver klar over årsagen. Ofte skal man simpelthen bare ae sin kanin grundigt på panden, så er der ikke mere i vejen med den!
Ved gentagne nap uden årsag bør man søge hjælp hos kanin-kyndige, da napperiet nødig skulle udvikle sig til en unormal adfærd – nemlig bid…
Unormal adfærd
Når man ser en sød kaninunge sidde og kigge ud af et bur, er det svært at forestille sig, at den i visse tilfælde kan udvikle sig til et dyr, man har mange problemer med! De fleste problemer kan dog heldigvis løses, hvis man fra starten har forstand på, hvad kaninen er for et dyr.
Umiddelbart er det normal adfærd hos en kanin, at den ikke er helt tryg ved at sidde hos et menneske. Hvis kaninen får en opvækst, hvor den fra helt lille er i gode hænder mindst en gang om dagen, lærer den imidlertid at nyde at blive holdt. Man kan endda lære sin kaninunge at ligge på ryggen, når den er 3-5 uger, og så vil den elske denne position hele livet – en position, hvor den ellers er totalt sårbar med bugen lige i vejret.
Det er der i mod unormal adfærd, hvis kaninen er direkte skrækslagen for at blive rørt, taget op og holdt. Ofte skyldes det simpelthen, at den slet ikke har været i hænder som lille, eller at den hader at blive taget under maven, hvilket mange kaniner faktisk gør!
Al unormal adfærd er svær at ændre, men det kan lade sig gøre, hvis man tager sig tid – måske op til flere år! Først og fremmest skal den bange kanin beroliges. Giv den mad med hånden hver dag, men pres den ikke til at nærme sig. Rør meget ved den, hvis det kun er løftet, den er bange for. Eller i svære tilfælde kan man sætte sig ned hos kaninen og lade den finde ud af, at det er rart at hoppe op på skødet hos sit menneske. Det kan tage flere måneder, før den tager mod til sig, og så må man endelig forholde sig passiv, når den gør det første gang!
Foretag, når kaninen skal løftes, så kortvarigt et løft som muligt og bær den ikke i nakkeskindet, sådan som det stadig står i mange bøger! Et nakke- eller rygskindsgreb vil føles som et rovdyrbid! Man bør i stedet stille sig eller sætte sig foran kaninen og lade en hånd få fat med fingre lige bagved og lige foran forbenene, mens man lader den anden hånd glide over ryggen, til man kan tage fat lige bagved begge bagben. Så et rask løft op med begge hænder, til kaninen sidder med alle fire ben mod ens brystkasse. Her holdes den fast, så den ikke falder ned, og roses meget. Med dette tag undgår man at røre den midt under maven.
De beskrevne metoder er generelt også gode til kaniner, som bare er angst, hvilket også er en unormal adfærd for et dyr, der burde have lært at være glad for mennesker. Angste kaniner har en god prognose for at blive helbredt, hvis ejeren er klar til at investere tid, ro og venlighed i dem. Ofte bliver de trygge i løbet af et par måneder, og selv de værste tilfælde tager højst omkring 2 år. Så kan det angste dyr måske ”vende på en tallerken” og blive det tryggeste af alle!
Der er anden unormal adfærd, der er langt sværere at have med at gøre. Det er relativt normalt for en kanin, at den sætter artsfæller på plads med et nap. Kaniner har en meget sikker forståelse af forskellen på et nap og et bid! Et nap til en artsfælle hiver allerhøjst hår ud eller niver kaninens menneske, som om man blev klemt af en pincet. Et bid, der i mod, går helt klart ud på at skade den, kaninen bider efter! Et rigtigt kaninbid føles som en skarp, men grov knivtang, er dybt, bløder meget og kan blive inficeret, hvis man er uheldig!
Kaninbid er en alvorlig unormal adfærd, som har mange årsager. Adfærd hos kaniner nedarves i meget vidt omfang, så man skal aldrig købe en kaninunge et sted, hvor ejeren ikke kan komme i nærheden af kaninungens mor. Godt nok er en kaninhun noget beskyttende over for sit afkom, men en tam kaninmor lader trygt sin ejer røre ved ungerne hver dag.
Kaniner er beskyttende over for deres territorium. I nogen tilfælde begynder de at bide, hvis man stikker hånden ind i buret til dem. Denne adfærd løses bedst ved at tage kaninen ovenfra, hvor man er den dominerende, eller ved at tage grove arbejdshandsker på, når den skal tages ud. Med handskerne bliver man selvsikker, når man stikker hånden ind, trykker dens hovedet let ned og tager fat i den på måden beskrevet ovenfor under angst!
Mange kaniner er jaloux anlagt! Hvis man får en ny kanin, en ny kæreste, et barn eller lignende, kan de meget jaloux kaniner vælge at bide i stedet for at nappe! Her skal man etablere sig som den, der bestemmer. For eksempel kan man holde kaninen lidt ud fra sig, når den lige har bidt/forsøgt at bide, og så råbe føj til den! Når den så lader være, er det lige så vigtigt at vise, at man stadig er meget glad for den. En god måde er at holde den med hovedet rettet lidt væk fra sin krop, så den ikke kan bide, holde den lidt fast og ae den kærligt i en del minutter hver dag. Ros den, når den slapper af i kroppen – bideriet sker jo, paradoksalt nok, fordi den kan lide sin ejer mægtig meget!
Og den gode adfærd skal fremmes ved indlæring – kaninen skal særlig have kontakt, når den gør det ønskede, ikke kun kontakt, når den opfører sig slemt! Den kan godt lære nye adfærdsmønstre.
Af og til kommer man ud for, at en kanin er meget stærk og vil bestemme det hele. Det er gudskelov sjældent, for det er ikke en rar oplevelse, at ens kanin pludselig bider for at bide. En han-kanin af mine var den sødeste unge, til han fyldte 2½ måned – så gik han pludselig til angreb på mine ben under en løbetur, bed hul i mine bukser og et storblødende hul i min arm, fordi jeg forsøgte at fange ham! Herefter forsøgte jeg at motionere ham i sele, så han ikke kunne komme i nærheden af mig, men han blev ved med at angribe mig, selv om jeg skældte ham meget ud! Han blev større og større – næsten 2 kg, da han var 4 måneder - og det var en efterhånden en rædsel at have 2 kg muskler og perfekte tænder, der kun var ude på at gøre mig fortræd! Jeg kunne heller ikke gøre nogen hyggelige ting med ham eller en sjælden gang lade andre passe ham et par dage, så jeg var begyndt at overveje en aflivning som en mulighed.
Hans historie blev overraskende lykkelig. Da han fyldte 5 måneder, fik jeg ham kastreret, og fra den ene dag til den anden ændrede hans temperament sig tilbage til det, han havde som lille unge. Dyrlægen mente, at han lige som en voldtægtsforbryder havde haft alt for meget mandligt kønshormon, og dette blev fjernet ved kastraktionen. I dag vejer han næsten 3 kg, er stadig fuld af energi og kærlig og vidunderlig!
Har man en kanin, som bider bare for at bide, bør man overveje, om det skyldes hormoner, og søge hjælp hos sin dyrlæge. Måske er en kastraktion eller en sterilisation en mulighed i stedet for en aflivning, selv om det ikke altid er tilfældet. Hvis ikke den unormale adfærd kan helbredes, bør man overveje grundigt, hvad der skal gøres. Hverken en kanin eller dens mennesker har det godt med, at ingen tør røre ved kaninen. Heldigvis er det meget sjældent, at det går så galt. Langt de fleste kaniner er dejlige, søde og kælne. Derfor føler man sig så alene, hvis man pludselig er så uheldig at få en kanin, der ikke er sådan!
http://www.kaniner.info/adfaerd.htm