---

Vi har været sammen i 15 år og har to børn på 10 og 7 år. Vores ægteskab har kørt lidt op og ned de sidste par år især meget fordi vi begge har haft meget krævende arbejde, hvor det har været svært at finde ressourcer til at pleje hinanden.

For et halvt år siden mødte min kone en anden mand og hun fandt ud af, at hun sandsynligvis ikke elskede mig mere. Hun valgte derfor efter et par måneder at lade sig separere og fortsætte forholdet med ham. Vi har nu boet hver for sig i to måneder og børnene ved ikke noget endnu for det skal jo se ud som om hun har mødt ham efter skilsmissen.

Jeg ved godt, at utroskaben er et symptom på vores forhold og, at jeg ikke kun kan bebrejde ham, men for mig er han, undskyld udtrykket ”et dumt svin”, der har været medvirkende til, at min familie er ødelagt. Hvis han ikke var dukket op, så havde vi stadig en chance for at arbejde med vores ægteskab, men det havde vi lige pludselig ikke, for så skulle hun jo give afkald på ham uden sikkerhed for, at vores ægteskab blev reddet. I mine øjne har han vidst, at hvis han indgik i et forhold til hende og fortsatte, så ville han smadre en hel familie og derfor hader jeg ham.

Jeg kunne selvfølgelig bare vælge ikke at se ham, men hvis deres forhold holder, så kommer der jo nogle fælles ting som fx børnefødselsdage, Jul og aflevering af børn, hvor jeg kan ikke kan undgå ham og det kan jeg ikke tillade mig overfor børnene. Desværre kan min ekskone slet ikke forstå det. Han er jo i hendes øjne det dejligste menneske i hendes verden, men i min verden er han jo ”det dummeste svin” i min verden og hun kan slet ikke forstå hvor ydmygende det er for mig at blive forladt på denne her måde.

Jeg har to spørgsmål:

1.   Er min tankegang helt forkert? Jeg synes selv, at jeg er kommet langt med en afklaring det sidste halve år ift. vores forhold, men min indstilling til ham er stadig den samme.

2.   Hvordan skal jeg forholde mig ift. ham og familien? Jeg har ikke lyst til at sidde sammen med hele hendes familie, der kender hele historien. Jeg holder af hendes familie, men jeg kan ikke udholde tanken, at jeg skal sidde sammen med min rival som jeg tabte til og jeg kan slet ikke holde tanken ud, at han skal være sammen med mine børn. Jeg håber, at de kommer til at holde af ham, men jeg har også tænk ” Ja I synes sikkert, at han er sjov og sød, men I skulle bare vide …”

For første gang i mit liv overvejer jeg at sætte mine børn i anden række for at redde min stolthed og at melde mig ud af alle former for fælles familiearrangementer fordi jeg ikke kan klare ydmygelsen og mit had til ham. Dvs. holde Jul alene, blive væk fra børnefødselsdage og holde mine egne. Jeg kan slet ikke genkende mig selv når jeg skriver det her for jeg synes, at det vil være så synd for børnene og de skulle i hvert fald ikke lide under skilsmissen.

---

Du har alt for længe bare bebrejdet dig selv, at det er gået som det er gået, ret dig op og marker at du også har en vilje, ikke være så ydmyg og blød, du risikerer at eksen bruger det mod og du taber retten til dine børn.
1. Din tankegang er forståelig, men den vil ikke bringe dig videre, du skal ikke være så ydmyg og bebrejde dig selv at det ikke gik, konen er den som har det største ansvar for at jeres forhold gik i stykker, det er da ikke alle som uden videre går til en anden, bare fordi at i har haft meget arbejde og så videre.
2. Du skal ikke forholde dig til ham, cut forbindelsen til konen + familie, men bevar et godt forhold til børnene, det er det vigtigste, du er nødt til at se dem i forbindelse med at hente og bringe børn, men så heller ikke mere, ud med hende og det hun står for, hvem siger at du skal være hos dem til børnefødsels dage ? De kan lige så godt foregå hos dig, børnenes mor er du nødt til at invitere men ikke manden, hvis hun så vælger ikke at komme, så er det hendes problem.
Kort sagt du skal videre uden hende, men med børn, dem må du ikke miste forbindelsen til

---

Nej..han har ikke ødelagt jeres ægteskab, for hvis det havde fungeret havde din ekskone ikke indladt sig med ham.
Og hvis det ikke lige var blevet ham, så var det blevet en anden...eller måske slet ingen, men hun var sikkert gået alligevel.
Så at hade ham er kun noget du gør fordi du føler du skal ha' noget/en at gi' skylden.
Der er ingen/intet udefrakommende, der kan ødelægge et godt og velfungerende parforhold...

M.h.t. børnefødselsdage og jul, så tror jeg ikke jeg kender nogen fraskilte, der holder den slags sammen med både eksen og den nye partner, i hvert fald meget få tilfælde hvor det praktiseres.
Der indretter man sig med at hver forælder eks. skiftes til at ha' børnene juleaften og så holder den der ikke har børnene en julefest for dem enten d. 23 eller d. 25 december.
Ligeledes med børnefødselsdage, børnene fejres begge steder.


Og hendes familie, jamen der skal du så være forberedt på, at den er du ikke mere en del af.
Og hvis den ligner de fleste andre familier, vil du heller ikke blive inviteret med til fester/sammenkomster.


Der vil måske komme tidspunkter hvor du, for børnenes skyld, bliver nødt til at bide i det sure æble og stille op . Om ikke før så hvis børnene skal konfirmeres.

Og det kan du, det er kun et spørgsmål om at ha' viljen til det hvis alternativet vil være et barn der er skuffet og ked af det hvis du bliver væk.

---

For det første synes jeg du skal give dig selv lov til at være ked af det og sørge. I har været sammen i 15 år og kun været fra hinanden i nogle måneder. Det skal altså tage den tid det nu tager. Når du så er færdig med at være ked af det, så bliver du gal og vred. Gal over at hun kunne finde på bare at smutte. Gal over at hun bedrog dig med en anden og bare skred med ham. Når du så er færdig med at være vred, vil hun være ligegyldig for dig. Sådan bør en krise forløbe, for at komme helt ud på den anden side.
http://www.psyke.dk/SORGENS%20FASER.html
http://www.lbb-raadgivning.dk/kriser.htm

Jeg synes du skal vende din vrede lidt mod hende. Hendes nye kæreste har ikke noget med jeres brud at gøre. Det var gået galt uanset om han har været i billedet eller ej. Det begyndte at gå galt længe før han kom ind i billedet. Han skal bare ses som et symptom. Havde det ikke været ham, havde det bare været noget andet. Han har bare været det, der gav hende en grund til at bryde ud, måske prikken over i´et.

Jeg tror hvis du kan lægge hadet mod ham fra dig, vil du også have nemmere ved at konfrontere dem begge. Hvis du har det skidt med at deltage i arrangementer i deres hjem, så lader du da være med det. Hvis du gerne vil holde noget fødselsdag for ungerne, så tilbyd at invitere skoleklasserne hjem til dig. Så kan din x holde for hendes familie. Du kan da også holde fødselsdag for dine børn, bare med din familie som gæster. I skal da heller ikke holde jul osv sammen. Nogle kan, men tror bestemt ikke det er flertallet. Men hvis du hader dine børns mor, så vil dine børn komme i klemme. Selvom du ikke siger noget, vil de kunne mærke det. Du sætter dem i en loyalitetskonflikt mellem hende og dig. Du vil ikke kunne undgå at påvirke dine børn.

Når du er ved at komme igennem krisen, så arbejd hen imod et godt forhold til din x, hvor i som minimum kan tale sammen. Men mens du sørger og er ved at komme videre, så er det ok at være egoistisk, hvis det ikke direkte rammer børnene. Dine børn er jo heller ikke tjent med at deres far falder sammen. Hvis du ser dem, så forsøg at have dem hvor du har overskuddet til det, og ikke når bare går rundt ved siden af dig selv.

Du skal nok komme igennem, hvis du giver dig selv lov...

---

Hehe dova.....du har sendt mens jeg har skrevet, men kan se at vi er meget enige hele vejen

---

At kalde rivalen for et dumt svin, eller møgkælling hvis det var ægtemanden der var flyttet er vel meget normalt og første reaktion når man finder ud af hvad der er foregået.

Jeg har en gammel skolekammerat der lod sig skille med tre små børn (den ældste 6 år) og helt frivilligt overlod hende myndigheden, der var ikke tale om at nogen af dem havde fundet en ny partner, men ægteskabet gik ikke.
Desværre regnede han børnene som "fortid", og det så grundigt at han afviste dem da de var blevet voksne og opsøgte ham efter at have ledt efter ham et stykke tid.
Måske dårlig samvittighed over at han havde opdraget dem lidt strengt, jeg kritiserede ham for den beslutning men han bed mig af.

---

Tak for svaret Klojs.

Gudskelov så har vi et godt forhold og derfor blev vi også enig om - for børnenes skyld - at de fleste arrangement skal foreå sammen. Okay Jul med den nye er måske lidt usandsynligt. I hvertfald de første par år kan jeg forestille mig.

---

Super hvis i kan få det til at fungere sammen til arrangementer. Men lad være hvis du ikke kan undgå at ryge i totterne på hendes nye kæreste. Det vil dine børn i hvert fald ikke være bedst tjent med.

Og tak for point

Eftersom du ikke er logget ind i systemet, kan du ikke skrive et indlæg til dette spørgsmål.

Hvis du ikke allerede er registreret, kan du gratis blive medlem, ved at trykke på "Bliv medlem" ude i menuen.