|
| Kunsten at glemme ? Fra : Jesper84 | Vist : 779 gange 100 point Dato : 03-07-07 04:37 |
|
Kunsten at glemme...?
For 3½ år siden mødte jeg en pige som jeg blev smask forelsket i bare sådan BANG!
Dengang var jeg 19 år, hun var 16.
Jeg kan ligeså godt sige med det samme at jeg ikke er en pervers type som bare har forsøgt at komme i bukserne på en tilfældig ung pige. Så sådanne kommentarer frabedes på forhånd.
Der var flere ting der fangede min opmærksomhed lige fra de første sekunder hvor jeg mødte hende. Hun var smuk (i mine øjne), hun var sød, og det jeg faldt aldermest for bare sådan "pladask" var at hun var underlig! Hun kunne finde på at sige og gøre de særreste ting bare sådan uden videre, fuldstændigt ligesom mig selv. Det kan være meget svært at sætte sig ind i hvad jeg mener, så hvis du ikke lige kan fange det så spekulèr ikke mere over det.
Jeg kunne mærke at der var noget imellem os. Uden at der var nogen af os der snakkede om det så kunne jeg bare mærke det. Jeg ville våge den påstand at hun havde det på samme måde. Jeg kan ikke forklare det med ord. Det kunne jeg bare fornemme.
På det tidspunkt havde jeg indtil videre haft meget meget svært ved at møde nye mennesker lige siden jeg var helt lille - og sådan har jeg det egentlig stadig. Og har heller ikke haft nogle rigtige venner bortset fra ganske få. Men med hende var det som en leg. Jeg fik lynhurtigt fornemmelsen af at være 14 år igen. Fornemmelsen af at kunne vælte hele verden...En så kraftig fornemmelse som ord ALDRIG ville kunne forklare. Hun slog benene væk under mig.
Bedst som vi kom tættere og tættere på hinanden havde hun det med at lukke mig ude, og ikke ville ses med mig og ikke ville besvare mine opkald. Bare sådan vupti.
Dette førte til at jeg hurtigt gik ned med flaget, ikke mindst af den årsag at jeg ikke anede hvorfor hun ikke ville have noget med mig at gøre.
Efter en periode gav hun pludselig lyd fra sig og vi så hinanden igen, vi hyggede os, vi snakkede og jeg faldt i...Igen bare sådan "pladask". Denne cyklus gentog sig mange gange. Bedst som vi var ved at komme tæt på hinanden så lukkede hun mig fuldstændigt ude.
Det resulterede i at jeg prøvede at holde igen med de efterhånden stærkere og stærkere følelser der opstod, da jeg var bange for at blive skuffet igen. Men ethvert menneske med sund fornuft ved lige så godt som jeg at sådan noget kan man ikke bare tænde og slukke for på en kontakt. Kærlighed gør blind.
Derfor skete det en dag at jeg åbenlyst erklærede min store kærlighed til hende og blev mere end bare skuffet. Nu hævdede hun at de følelser som jeg sagde at jeg havde for hende havde hun da aldrig haft for mig og det ville hun nok heller aldrig få.
I dag ved jeg med sikkerhed at hun ganske enkelt har været ond og led, og helt bevidst gennem hele forløbet bare har leget med min psyke og mine følelser.
Og hvordan kan jeg så være så sikker på det? Nu er det 3-3½ år siden at jeg har haft kontakt til hende. Så jeg kan ikke komme med konkrete argumenter sådan lige ud ad hovedet. Men den måde som vi snakkede og grinede og hyggede os sammen på...Vi var som to forelskede teenagere...Fra hendes side har det åbenbart bare været skuespil...
Den dag hvor hun brændte mig af en gang for alle, fik jeg også at vide at hun desuden havde mødt en anden sød fyr som hun var blevet kærester med. Jeg fattede bare ikke hvorfor jeg skulle have det at vide lige nu og her og ikke for en måned siden ?
Den aften gik jeg helt i baglås. Jeg har aldrig i mit liv været så langt nede. Jeg skrev et lille selvmords-brev og mailede det rundt til familie og venner. Jeg drak en flaske Whiskey og havde tilsyneladende planlagt at tage mine forældres bil og køre mig selv ihjel. Om jeg havde gjort det hvis jeg ikke var blevet snakket til fornuft, er jeg usikker på. Men dybest set var det vel et råb om "hjælp!" ?
Dagen efter meldte jeg mig syg, og kom ikke på arbejde. Jeg brugte argumentet "tømrermænd og kæreste-sorg". Det var i og for sig noget værre sludder da det aldrig nåede så langt, men det var de nærmeste ord jeg kunne komme på. Hvorfor at jeg ikke brugte et andet argument ved jeg faktisk ikke. Måske et råb om "hjælp!" igen ?
Jeg prøvede at glemme. Det var jo ikke første gang jeg havde oplevet at være nedtrykt på grund af ulykkelig kærlighed, men denne gang skulle det vise sig at være alvorligt. Vel og mærke meget alvorligt.
Jeg havde været så forelsket som aldrig nogensinde før. Simpelthen helt ubeskriveligt.
Og jeg var blevet brændt af gang på gang før det til sidst var helt slut.
Nu prøvede hun at bilde mig ind at hun da ikke havde nogen kæreste og at jeg havde misforstået noget. Men jeg prøvede stadig at glemme. Den kontakt som jeg før ikke troede eksisterede havde jeg pludselig fundet og havde pludselig mulighed for at tænde og slukke for den som jeg havde lyst, at slå mine følelser fra simpelthen - egentlig ret skræmmende, men det kan altså åbenbart lade sig gøre. Jeg turde simpelthen ikke mere. Hvad skulle det ende med næste gang hun brændte mig af? At jeg kom til at slå mig selv ihjel?
Jeg stoppede med at ses med hende og prøvede at glemme, men det var svært. Jeg var sikker på at jeg aldrig ville kunne finde en som hende, og sådan har jeg det i øvrigt stadig den dag i dag.
I 3 år har jeg forsøgt at glemme og komme videre med mit liv, men har ikke kunnet. Til trods for at jeg kun kendte hende i et halvt års tid så burde det for helvede da være muligt, men nej...
Gennem det sidste års tid havde jeg stort set ikke tænkt på hende og var for alvor begyndt at se noget mening med livet og komme videre. Men så her den anden dag havde jeg en drøm som hun var med i, og det ødelagde alt for mig!
Jeg vågnede Lørdag kl 7:40 og havde drømt at vi havde fundet sammen og levede lykkeligt.
Nu hænger jeg på den igen og kan ikke lade være med at spekulere.
Jeg er ved at gå i stå igen. Kæden hopper af...Jeg kan mærke at det er på vej. I aftes da jeg kom hjem fra arbejde sad jeg i en times tid i bilen og røg den ene cigaret efter den anden mens jeg hørte musik og bare sad for mig selv og følte mig rastløs. Dette er kun begyndelsen. Jeg kender efterhånden mig selv for godt. Indenfor en uges tid er jeg havnet på herrens mark igen. Jeg har prøvet det før. Nu ender det med at jeg ikke kan sove om natten, og sætter mig ud i bilen og bare kører. Jeg aner ikke hvor jeg kører hen. Jeg kører bare...
Det kommer på det helt forkerte tidspunkt! Jeg har bare ikke tid til det! Om en måned starter jeg på DTU og skal læse videre. Jeg har brug for en positiv indstilling og en masse energi. Åbenhed overfor nye mennesker o.s.v... Det går bare ikke!
Nu har jeg brug for nogle gode tips & tricks til at glemme og bare komme videre med mit liv...
Hvis nogen af jer har en idè om at det er fordi jeg ikke gider at prøve, så glem alt om det for jeg har virkelig prøvet igennem 3 år!
Og alt det der med at jeg er ung endnu og at jeg nok skal møde en anden pige på et tidspunkt som jeg kommer til at holde lige så meget af.......Det er forhåbentlig rigtigt nok, men lige nu kan jeg bare ikke bruge det til noget. Så længe jeg ikke kan få hende ud af mit hovede er jeg låst fast. Jeg tør ikke at stole på nogen af frygt for at blive brændt af på det groveste en gang til.
Jeg hader hende ikke. For jeg har på fornemmelsen at selv om hun godt har vidst hvad det var hun lavede, så anede hun nok ikke hvor slemt det egentlig var. Hun har nok alligevel ikke helt haft styr på hvad det egentlig var hun gjorde ved mig. Hun har muligvis på daværende tidspunkt været for ung til at forstå hvor meget hun egentlig har ødelagt mig...
Hvordan kommer jeg videre med mit liv ???
| |
| Kommentar Fra : knh15 |
Dato : 03-07-07 06:36 |
|
Kære Jesper84
Tak for dit varme og ærlige indlæg. Du skal ikke glemme. Fortiden baner vej for fremtiden. Det eneste du kan gøre for og "glemme" er og lægge det hele på en hylde, måske du kan bruge det en dag.
Læst ud fra dit indlæg, syntes jeg du dyrker det lige lovligt meget. Vi har alle lov til og være kede af det og såret. Men pas på med dyrkelse af din egen selvmedlidenhed og drømme om hvor godt det kunne være det hele, hvis hun bare følte lige som dig.
Ting vokser sig ofte større og større, desto mere vi drømmer og tænker over tingene. Både posetivt og negativt.
Vi kan ikke styrer andres føelser og tanker.
Alt du hører om hende, glem det, du har ikke hørt tingene fra hende selv og dermed ved du ikke hvad det udspringer af.
Du aner måske ikke hvad fortiden har budt hende, hun er måske ude af stand til og modtage kærlighed, fordi hun ikke selv har fået den. måske er der nogle der har gjordt hende fortræd, måske aner hun det ikke selv. Der er så mange måskere i det hele. Så længe der er det, kan intet blive som DU ønsker. Skal der blive noget skal det være en fælles indsats.
Jeg ved du har smerter, kan fornemme det du skriver dybt inde i mig, men kun du kan hjælpe dig selv.
Måske har det hjulpet lidt og være så åben og ærlig som du lige har været, men måske skulle du se på om du kan have nogen fejl i jeres forhold dengang.
Vi kan have så svært ved og se vores egne fejl, fordi vi fjerner focus fra os selv ved og holde et vågent øje, med hvornår begår modparten fejl.
Dette er styring og kontrol og det kan vi ikke. Ingen kan vide og styre andres føelser, vi kan kun prøve og være fornufige om vores eget liv og gøren.
Du beskriver, at i blev som pjattede teenager, når i var sammen. I var jo heller ikke andet. Men det du bliver ved med og nævne er hvor sjovt i havde det sammen.
Det sjove er måske et skalkeskjul fra hendes side, måske tør hun ikke se på den alvorlige side i livet, måske har alvorlige ting gjordt hende bange for alvoren i livet. Så er det letter og søge trykheden i pjank og pjat. For så er der ingen der ser den lille og forskræmte pige, der gemmer sig i den sjove pige. Du kender det måske fra mange tykke mennesker, der siger at de er glade for og være tykke. Gu' er de ej, ingen er glade for og udgive sig for noget de ikke er, men så får man fred for dumme spørgsmål, der kan komme for tæt på. Kender det selv.
Du nævner selvmordstanker, du skriver det var et nødråb. Jeg tænker på, har du sagt undskyld til de mennesker du gjorde fortræd ved den handling??? der har sikkert været nogle forældre, venner eller andre, der har fået et chok over det du gjorde. Husk! døden er for de overlevende, når du er død, "dit eget valg" mærker du intet, men du efterlader mennesker der skal leve videre med savnet og smertet og måske også skyld over at de ikke stod på pinde for dig. (igen selvmedlidenhed)
Du virker som en fornuftig fyr, så det med og drukne dine sorge i whisky, må du også have mærket ikke hjalp, så det er du forhåbentligt stoppet med.
Jeg har været misbruger i ca. 30 år, fra jeg fik min første alkohol, jeg prøvede og gemme alle mine problemer i flaskens ånde. Først da jeg stoppede med og drikke og tage piller, turde jeg tage mit eget liv op til revision.
Se en sag for to sider, lyt ikke til sladder, se på dig selv før du dømmer andre og hold om med og dyrk din selvmedlidenhen. Så vil du være på vej. Jeg siger ikke det bliver let, det giver smertet og se på sig selv og erkende, at man måske har været en dum, egoistisk og naiv skid. Men jeg har lært af mine dårligheder og vendt dem. Derfor..... tag fortiden med, den baner vej for fremtiden.
Alt godt til dig og din fremtid, tro mig, fremtiden er det er det eneste der venter trofast på dig. Alt andet låner vi.
De kærligste hilsner og tanker til dig.
| |
| Accepteret svar Fra : Axelise | Modtaget 100 point Dato : 03-07-07 08:06 |
|
Kære Jesper.
Dit meget personlige indlæg vækker minder fra min egen ungdom...Også JEG var alt alt for følsom og tænkte alt alt for meget over tingene, og det gør ikke livet lettere, når man er sådan skruet sammen. Man er som ganske ung i stand til at føle særdeles voldsomme følelser, som kan slå én fuldstændig ud, - det dér med at man "bare er ung" passer simpelthen ikke.
Det med at glemme den pige, du taler om, vil du nok aldrig nogensinde kunne, for det har været for betydningsfuldt et møde for dig. Men du kan lære at tænke anderledes om dig selv og om hende og ikke fokusere så meget på dét, du oplever at have mistet. For mit eget vedkommende var jeg nødt til at få hjælp i form af terapi, da jeg var i begyndelsen af 20'erne, fordi jeg havde så tunge tanker, at jeg ikke kunne se anden udvej end selvmord.
Det er nok svært for os herinde at skrive de helt rigtige ting, som kan bringe dig videre, for det kræver også et større kendskab til dig, og jeg kunne godt forestille mig, at mange af dine voldsomme følelser og oplevelse af svigt også hænger sammen med følelser, du kender fra din opvækst, evt. i forhold til dine forældre. Også selvom det ikke føles sådan lige nu.
En god psykolog vil kunne hjælpe dig med at optrævle og undersøge gamle tankemønstre og måder at reagere på og hjælpe dig med at finde ud af, hvor disse strukturer kommer fra. Og det vil hjælpe dig med at se tingene lidt mere i fugleperspektiv og give dig en større forståelse, som kan være brugbar for at komme videre.
Nogle af os er bare mere nærtagende og følsomme end andre, sådan vil det være. Jeg oplevede som 18 årig en kærestesorg, der var så voldsom, at jeg tabte mig 10 kg af bare sorg og det tog mig 3-4 år at komme igennem. Sorgen og mine mange følelser for kæresten, som ( i mine øjne) behandlede mig ukærligt og følelseskoldt, åbnede op for en smerte og en sorg over livet, som aldrig rigtig har forladt mig siden. Jeg siger ikke dette, for at gøre dig ked af det, men mere for at fortælle dig, at jeg godt forstår, hvordan et ungt menneske kan have så stærke følelser og blive så ulykkelig, som du beskriver. For mit vedkommende havde denne smerte nok mere noget at gøre med, hvordan min psykiske struktur er skruet sammen, - mere end den egentlig havde noget med min daværende kæreste at gøre. Selvom det måske kan lyde som noget underligt noget i dine ører, så er vi selv ansvarlige for de følelser, vi har, og for den måde vi vælger at bearbejde dem på.
Tiden læger IKKE alle sår, det handler om at bruge tiden konstruktivt, så sårene kan heles - de gør det ikke af sig selv. For mit vedkommende hang jeg meget fast i de samme følelser og var ikke god til at bruge tiden til at bearbejde min sorg, jeg hang simpelthen for meget fast i den, derfor tog det så lang tid. Men man (du) kan ikke gøre for det! Man kan jo kun, hvad man kan!
Du er ung og jeg kan love dig, at der er andre piger derude i livet, som du vil kunne more dig med og som ikke vil gøre dig fortræd, men så længe dit hjerte er så fuld af sorg, er det svært at åbne op og overhovedet få øje på andre.
Da jeg var i 20'erne gik jeg på noget, der hedder Ungdomsklinikken på Saxogade i København, der kunne jeg få gratis psykologhjælp og jeg gik der i et par år. Det var en stor hjælp for mig, og måske det også kunne hjælpe dig. Det er ihvertfald én af de ting, du kan gøre, for at komme videre. Prøv evt. at snakke med din læge om det, det kan være at han/hun kan hjælpe dig med at finde en god psykolog.
Held og lykke, - og tro på at det ER muligt at komme igennem, selvom det er meget hårdt for dig.
| |
| Kommentar Fra : dova |
Dato : 03-07-07 11:02 |
|
Citat Jeg kan ligeså godt sige med det samme at jeg ikke er en pervers type som bare har forsøgt at komme i bukserne på en tilfældig ung pige |
Kunne ikke drømme om, at kalde dig pervers, og synes egentlig at ovenstående sætning er noget der slet ikke har med din historie at gøre, da historien efter min mening er en beskrivelse af din egen sindstilstand
Men du har nogen problemer, kan jeg læse ud af det du ellers skriver.......og det værste er, at du ikke rigtigt kan gennemskue hvad problemerne er, men overfører dem til pigen og er fundet frem til, at det er hende der er skyld i dem.
Og derfor bliver du stadig ved, så længe efter, at give hende skylden for dine nedture........fordi du måske ikke kan se, at problemerne er nogen du selv har........og indtil du indser det kommer du ikke videre.
Citat I dag ved jeg med sikkerhed at hun ganske enkelt har været ond og led, og helt bevidst gennem hele forløbet bare har leget med min psyke og mine følelser. |
Citat For jeg har på fornemmelsen at selv om hun godt har vidst hvad det var hun lavede, så anede hun nok ikke hvor slemt det egentlig var. Hun har nok alligevel ikke helt haft styr på hvad det egentlig var hun gjorde ved mig. Hun har muligvis på daværende tidspunkt været for ung til at forstå hvor meget hun egentlig har ødelagt mig... |
Det tror jeg ikke på........men jeg tror på, at du muligvis har lagt noget mere i tingene end pigen har, og at hun så er "blevet bange" og har trukket sig væk fra dig.....måske du selv uden at være klar over det stødte hende væk i perioder........eller måske hendes følelser for dig ikke har været helt som du i din forelskelse antog de var.........og man kan ikke tvinge nogen til at gengælde følelser.
Så det er altså ikke på nogen måde hendes skyld, at forholdet gik i stykker og at det har haft den virkning på dig.......det er kun noget du selv kan bearbejde dig ud af, for dine følelser er du kun selv ansvarlig for.......ingen kan forlange, at nogen skal blive sammen med en, fordi man ellers går i stå.......og jeg tror det er det du inderst inde mener, at bare hun var blevet, så ville alt være i orden.
men sådan er virkeligheden jo ikke
Citat Jeg er ved at gå i stå igen. Kæden hopper af...Jeg kan mærke at det er på vej I aftes da jeg kom hjem fra arbejde sad jeg i en times tid i bilen og røg den ene cigaret efter den anden mens jeg hørte musik og bare sad for mig selv og følte mig rastløs. Dette er kun begyndelsen. Jeg kender efterhånden mig selv for godt. Indenfor en uges tid er jeg havnet på herrens mark igen. Jeg har prøvet det før. Nu ender det med at jeg ikke kan sove om natten, og sætter mig ud i bilen og bare kører. Jeg aner ikke hvor jeg kører hen. Jeg kører bare...
Hvordan kommer jeg videre med mit liv |
Hvordan kommer du videre med dit liv...........
Det gør du ved at gå op til din læge, fortælle lægen hvordan du har det, fortæl lægen det her:
"Jeg er ved at gå i stå igen. Kæden hopper af...Jeg kan mærke at det er på vej. I aftes da jeg kom hjem fra arbejde sad jeg i en times tid i bilen og røg den ene cigaret efter den anden mens jeg hørte musik og bare sad for mig selv og følte mig rastløs. Dette er kun begyndelsen. Jeg kender efterhånden mig selv for godt. Indenfor en uges tid er jeg havnet på herrens mark igen. Jeg har prøvet det før. Nu ender det med at jeg ikke kan sove om natten, og sætter mig ud i bilen og bare kører. Jeg aner ikke hvor jeg kører hen. Jeg kører bare... "
For DET er dit egentlige problem, at "kæden hopper af" i perioder og du får det sådan...og det kan lægen hjælpe dig med..............problemet er ikke at du ikke kan glemme en gammel ungdomskæreste, om hun så var den dejligste pige på jorden.
mvh dova
| |
| Kommentar Fra : dkwM327 |
Dato : 04-07-07 13:24 |
|
Hej Jesper84
Jeg synes det er rigtig fine indlæg, som både du og de andre har skrevet, og med en masse gode råd.
Min ide til dig:
Du skal stoppe med at – PRØVE – at glemme.
I stedet skal du bearbejde din ”Kærestesorg” og acceptere at den aldrig forsvinder, men at du skal leve med den
og de erfaringer du har gjort dig ved hjælp af den.
Jeg kan fortælle, at jeg stadig husker en af mine kærestesorger fra 1953, men jeg har bearbejdet den,
og alle de andre sorger, samt taget ved lære af dem, så mit rå er:
Gør det samme som jeg gjorde.
Og en ting mere: Brug aldrig Sprut, Piller, Medicin og lignende i et forsøg på at glemme.
Det er – og bliver stadigvæk - afprøvet af så mange, uden at løse nogen problemer.
Så hermed mine bedste hilsner
DkwM327
| |
| Godkendelse af svar Fra : Jesper84 |
Dato : 05-07-07 01:46 |
|
Takker. I har alle været behjælpelige med nogle værktøjer. Jeg vil bl.a. prøve at tænke på andre måder end hvad jeg har gjort før. Og skulle lokummet for alvor begynde at brænde, så vil jeg besøge Kandu.dk og kigge på dette spørgsmål og de svar der er kommet...
| |
| Kommentar Fra : knh15 |
Dato : 05-07-07 07:13 |
|
Godt Jesper. Du skal ikke dvæle i fortiden, men bruge den konstruktiv.
Hvad gjorde jeg galt, hvad kunne jeg have gjordt anderledes, hvad kan jeg gøre fremover, så tingene ikke gentager sig.
Lykke til i dit liv.
| |
| Du har følgende muligheder | |
|
Eftersom du ikke er logget ind i systemet, kan du ikke skrive et indlæg til dette spørgsmål.
Hvis du ikke allerede er registreret, kan du gratis blive medlem, ved at trykke på "Bliv medlem" ude i menuen.
| |
|
|