Taget fra
http://www.danskespil.dk/
Danmark dømt som taber 3-0 mod Sverige
Danmark var efter 25 minutter bagud 3-0 til Sverige i Parken, men med et sensationelt comeback formåede de rød-hvide at få 3-3. Kampen blev fløjtet af efter 89 minutter, efter at dommeren var blevet slået af en tilskuer, og Danmark blev dømt som taber 3-0.
Før dagens opgør i EM-kvalifikationsgruppe F mellem Danmark og Sverige, havde svenskerne en indbyrdes føring på fem point. Derfor var kampen i Parken særdeles vigtig for danskerne, men desværre viste de rød-hvide sig alt andet end klar til opgaven i de første 25 minutter.
Det startede ellers så godt de første fem minutter, hvor danskerne kombinerede flot, og formåede at få både Lars Jacobsen og Jan Kristiansen med på kanterne. Men det skulle efter blot seks minutters spil blive skidt, da Michael Gravgaard ville heade bolden tilbage til Thomas Sørensen.
FCK-forsvareren fik slet ikke styrke på sit hovedstød, hvilket gav Johan Elmander mulighed for at komme imellem. Svenskeren var dermed alene med Thomas Sørensen, og den mulighed takkede Elmander for ved at sende bolden i mål til 1-0.
Målet så ud til at ryste danskerne en smule, i hvert fald kom Sverige langt bedre med i kampen, og formåede til tider at styre spillet fra midten af banen. Her fik de blå-gule efter 22 minutters spil et frispark, som forsvarsspilleren Peter Hansson valgte at sparke på.
Skuddet fra 30 meters afstand var ganske ufarligt, men da Lars Jacobsen uheldigt fik rettet skuddet af, strøg bolden i mål bag en sagesløs Thomas Sørensen. Selv samme Sørensen måtte blot tre minutter senere igen hente bolden ud af nettet, efter Johan Elmanders anden scoring.
Målet faldt efter godt forarbejde af Christian Wilhelmsson, der fuldstændig satte Jan Kristiansen i den danske venstreside. Wilhelmsson sendte bolden ind til Elmander, der halvt med hælen fik fumlet bolden ind bag Sørensen.
Bagud 3-0 skulle der ske noget - og det gjorde der. Efter et hjørnespark efter 34 minutters spil sendte Thomas Kahlenberg bolden ind i feltet. Michael Gravgaard fik den fumlet til sig, sendte med hælen bolden videre til Daniel Agger, der via den ene opstander fik reduceret til 1-3.
Kort efter målet valgte Peter Bonde at tage en noget uheldig Jan Kristiansen ud, mens Leon Andreasen kom på banen til sin fjerde landskamp. Andreasen fik stabiliseret forsvaret lidt, og nåede kort inden pausen stærkt at blokere et forsøg fra Fredrik Ljungberg.
Fra starten af anden halvleg var Nicklas Bendtner, og den unge angriber fik hurtig indflydelse. Med godt fysisk spil var han en evig trussel, og det var da også unge Bendtner der med en fornem frispilning faldt Jon Dahl Tomasson efter 62 minutters spil.
Tomasson spurtede fra det svenske forsvar, og sparkede med venstrebenet bolden op i fjerneste målhjørne til 2-3 - Danmark var igen med i kampen. Kort efter var Danmark ved at komme helt tilbage, men Nicklas Bendner måtte se sin flugter stryge forbi mål.
De mange danske fans i Parken skulle dog kort efter få noget at juble over. Efter et hjørnespark endte bolden ved Leon Andreasen, der fra kanten af feltet, fladt, bankede bolden i nettet til det uopnåelige resultat - 3-3. Parken var i ekstase.
Svenskerne var dog tæt på at slå igen blot minuttet efter Andreasens mål, men den tidligere AGF’er viste at han kan i begge ender. Med et energisk løb kom han i vejen for Fredrik Ljungbergs afslutning fra nært hold.
Jon Dahl Tomasson kunne efter 78 minutters spil have bragt Danmark på 4-3, men alene med Andreas Isaksson svigtede den ellers så skarpe inderside. Nicklas Bendtner var minuttet efter ligeledes tæt på, men han måtte se Isaksson hive endnu en redning op af hatten.
Danskerne var bestemt ikke tilfreds med 3-3, hvilket svenskerne fik at føle. Et massivt dansk pres blev etableret, med Leon Andreasen som feltherre - nu på midtbanen. Indskiftede Jesper Grønkjær skabte problemer på begge kanter, og sendte efter 83 minutters spil et perfekt indlæg ind til Jon Dahl, men landsholdstopscoreren fik slet ikke kraft på sit hovedstød.
Tre minutter før tid var det så Martin Jørgensens tur til at prøve sig i skydeteltet, men han måtte se Isaksson pille hans fremragende afslutning helt oppe i krogen.
Som om dramatikken ikke var stor nok i forvejen, ville Christian Poulsen også lige bidrage et minut før tid. Efter en infight med Marcus Rosenberg i feltet sender Christian Poulsen en knytnæve i maven på svenskeren, der falder til jorden.
Dommer Herbert Fandel giver korrekt den danske midtbanespiller det røde kort, mens en dansk tilskuer vil blande sig i løjerne. Han slår ud efter Fandel, der bliver ramt i ansigtet, hvorefter de danske spillere får tilskueren skubbet væk.
Herefter vælger Fandel at fløjte kampen af, med 89 minutter spillet. Spillerne forlader banen, hvorefter dommeren, efter nøje overvejelser, vælger at afslutte kampen.
Danmark er dermed dømt som taber, 3-0.
dr.dem