Efter at have deltaget på årets lakridsfestival, har jeg i krydderi-skabet fået tilført en bøtte lakridspulver. En dygtig dansk kok har lært mig lidt om brugen af lakrids og forrige weekend eksperimenterede jeg så lidt med det fine sorte pulver, og jeg deler gerne det første resultat med jer her:
Kraftig Lakridssauce (til kalvekød, fisk og fjerkræ):
1 skalotteløg
1 dl rødvin
2 spsk balsamicoeddike
5 dl kraftig kalvefond (jeg brugte flaske-fond + lidt vand, da jeg ikke har mere af den hjemmelavede i fryseren
)
Salt og peber
1 stor spsk koldt smør
1 - 1,5 tsk lakridspulver (jeg brugte "Raw Liqcorice Powder by Bülow")
Kom rødvin, 1 finthakket løg og balsamico i en lille gryde og kog det ind til det får konsistens som sirup. Tilsæt herefter kalvebouillon og lad det igen reducere til det halve. Smag til med salt og peber. Tag saucen af varmen. Pisk det kolde smør i, så saucen bliver blank og får en bedre konsistens. Jævn evt. med lidt maizena, hvis saucen er for tynd.
Til slut tilsættes lakridspulveret. Prøv med lidt ad gangen. Det giver kraftig smag og farver saucen sort.
Server saucen til en bøf af kalvemørbrad, eller som jeg gjorde i sidste weekend, til et stykke fisk (sej, torsk eller lign.), der steges i portionsstykker i ovn eller på pande med en skive parmaskinke viklet omkring hvert stykke. Hertil fine aspargeskartofler og/eller fine letkogte/-stegte gulerødder/broccoli.
Det er dejligt at eksperimentere, og lakridspulver er et interessant krydderi at lege med.
God fornøjelse