Gmail-program er spywareSikkerhedProgrammet G-Archiver kan lave back-up af e-mails i Gmail, men det er nu blevet afsløret, at programmet også afslører brugernes Google-brugernavn og kodeord.
Af Kasper Villum Jensen
tirsdag 10. juni 2008, 09:29
ForstørDer er røde ører og flove miner hos udviklerne af programmet Garchiver.
Det har nemlig vist sig, at programmet sløser med opbevaringen af de brugernavne og passwords til Gmail, som brugerne indtaster. Det har fået kritikere til at kalde Garchiver for spyware.
Garchiver er ellers udviklet som en hjælpende hånd til personer, der bruger Googles mail-tjeneste. Programmet kan lave back-up af mails og vedhæftede filer, som man modtager i Gmail.
Problemet blev opdaget, da en bruger kiggede programmets kildekode igennem. Her opdagede han, at samtlige nye brugere automatisk sendte deres brugernavn og password til Google videre til en bestemt Gmail-konto.
Udviklerne af Garchiver har erkendt problemet. Det vil sige, at det ikke længere er muligt at downloade den eksisterende version. Udviklerne hævder dog, at videresendelse af oplysninger er en ting, som blev indsat i udviklingsfasen, og som man har glemt at fjerne igen.
Hvis du selv benytter Garchiver, bør du afinstallere og vente på, at udviklerne som lovet lancerer en ny version - hvis du stadig stoler på dem...
Tonny Bjørn fra Virus112 anbefaler desuden, at man straks ændrer sit nuværende password til Gmail, hvis man har brugt Garchiver.