Misundelse er som bekendt en grim ting, men regeringen har
alligevel haft travlt med at forsvare de store forskelle i
skattelettelserne i sidste uges forårspakke.
I offentligheden har Venstre og de Konservative talt om en
såkaldt »socialt afbalancerede profil«, selv om der i kroner
og ører er mange gange mere til de rige end til de fattige.
Men i krogene i Folketinget og på Christiansborgs kringlede
gange har de taget mere kreative midler i brug for at
forklare, hvorfor de finder det naturstridigt at give lige
store skattelettelser til alle.
Et af de mere underholdende forsøg på en forklaring er
historien om de ti personer, der hver dag går ud på
restaurant og spiser middag sammen. Den fælles regning på
restauranten ender hver dag på 1.000 kroner, og de ti deler
den op på nogenlunde samme måde, som vi betaler skatter her i landet.
De første fire - de fattigste - skal derfor ikke betale
noget. Den femte skal betale 10 kroner, den sjette 30 kroner,
den syvende 70 kroner, den ottende 120 kroner og den niende
180 kroner. Den tiende, den rigeste af dem, skal betale 590 kroner.
Rod med rabatten
Sådan spiser de sammen hver dag, og alle er de glade for den
måde, de deler regningen på. Lige ind til restauratøren
pludselig giver dem rabat.
»Eftersom I er så gode kunder,« siger han, som han siger,
»giver jeg jer 200 kroner i rabat på jeres middage.« En
middag for ti personer koster derefter 800 kroner.
Gruppen vil stadig betale regningen på samme måde, som vi
betaler skatter her i landet. Så de første fire bliver ikke
påvirket: De skal stadig ikke betale.
Men hvad med de seks andre - dem som betaler - hvad skal de gøre?
Hvordan skal de fordele rabatten på 200 kroner, så alle får en lige
del? Og nu skal man holde ørene stive:
De finder ud af, at 200 kroner divideret med seks bliver til
33,33 kroner.
Hvis de trækker det beløb fra hver persons andel, skal den
femte og sjette person have penge for at spise.
Restauratøren foreslår, at det mest rimelige vil være at
reducere hver person regning omtrent jævnt, og han sætter sig
til at regne på, hvad hver person skal betale.
Resultatet bliver, at også den femte person kan spise gratis,
den sjette skal betale 20 kroner, den syvende 50 kroner, den
ottende 90 kroner, den niende 120 kroner. Den tiende skal
betale 520 kroner i stedet for de 590.
Alle seks personer får en lavere pris end tidligere, og de
fire første kan fortsat spise gratis. Men så er det, at én i
selskabet begynder at sammenligne, hvad de hver især har
sparet. De står uden får restauranten.
»Jeg fik kun 10 kroner af de 200 kroner,« begynder den sjette
person og peger på den tiende. »Men du tjente 70.« »Præcis,«
siger den femte person. »Jeg sparede også bare en 10´er. Det
er uretfærdigt, at han fik syv gange mere end mig!«
»Det er sandt,« råber den syvende person. »Hvorfor skal han
have 70 kroner, når jeg kun fik 20? De rige skal altid have
det bedre!!!«
»Hør et øjeblik,« forsøger de fire første. »Vi fik jo
overhovedet ingenting.
Det her system udnytter de fattige.«
De ni personer omringer den tiende og giver ham tæsk.
Næste aften kommer han slet ikke til middagen, men de ni
andre sætter sig til bordet og spiser uden at vente på den
tiende. Da regningen kommer, opdager de noget.
Der mangler 520 kroner...
|