Et nyt stykke software gør det muligt at surfe på nettet - også når du IKKE er forbundet til internettet. Forvirret? Læs videre her
Et nyt gratis program ved navn Webaroo gør det muligt at 'surfe' på nettet - selv når du ikke har forbindelse til internettet, hvilket jo kan være særdeles nyttigt i forbindelse med en togrejse, flyrejse eller campingtur.
Programmet udnytter det faktum, at de fleste mennesker faktisk kun bruger en utrolig lille brøkdel af det enorme internet i deres daglige rutiner.
Pakker af information
Programmet husker dine web-vaner og downloader komprimerede 'pakker' af information - det være sig hele hjemmesider med undersider eller de mest relevante søgeresultater samt de hjemmesider, der indeholder informationerne - til din computer.
Herefter kan du tage 'pakkerne' med dig på din bærbare computer eller PDA.
Efter sigende komprimerer programmet desuden informationerne så effektivt, at det giver en reel følelse af at være på nettet, selv om du i virkeligheden er 100 procent offline.
Opdaterer automatisk
Hver gang, man får forbindelse med internettet, opdaterer programmet automatisk alle informationer.
Det er 50 software-programmører og matematikere fra USA og Indien, der har udviklet programmet, der allerede nu er blevet udråbt som en revolution i måden, vi bruger internettet på.
Webaroo har netop lanceret et samarbejde med ACER, der vil integrere programmet i deres bærbare computere.
- Folk er afhængige af at søge på internettet, men der er mange tilfælde, hvor det er besværligt at koble sig på nettet, siger firmaet grundlægger Brad Husick.
Han forklarer, at Webaroo udnytter det faktum, at de fleste mennesker sjældent bruger mere end de to første søgeresultater, når de leder efter information på eksempelvis Google.
Programmet kan downloades gratis på firmaets hjemmeside, hvor du også kan læse meget mere om den banebrydende teknologi.
Download programmet her:
www.webaroo.com