| FJERDE KAPITEL.
 Menigheds - Forstander, da han var 17 Aar.
 'Lad ingen foragte dig for din Ungdoms Skyld!' 1 Tim. 4, 12.
 Cbarles Haddon Spurgeon blev snart den mest efterspurgte af de
 Prædikanter, der besøgte Omegnen af Universitetsbyen Cambridge. I 1851
 kom han første gang til Waterbeach, hvor de Fri-kirkelige havde en
 besynderlig gammel, straatækt Kirke; men da der kun var 40 Medlemmer,
 havde de ikke Raad til at have en særlig Prædikant.
 En af Menighedens Ældste beskrev mange Aar senere den unge Mands første
 Besøg saaledes: 'Vi sad lige overfor binanden. Jeg skal aldrig glemme
 det. Han saa' saa hvid ud, og jeg tænkte ved mig selv: 'Han vil ahirig
 være i Stand til at prædike - Dreng som han er'. Jeg ringeagtede ham for
 hans Ungdoms Skyld. Jeg sad og tænkte saaledes hele Tiden, mens der blev
 sunget. Da Sangen var til Ende, sprang han op og begyndte at læse og
 udlægge Kapitlet om Farisæerne og de Skriftkloge; og saa vidste jeg
 snart, at han kunde prædike.'
 
 Da han havde været et Par Gange i Waterbeach, bad Menighedens Ældste ham
 om at blive der som deres Forstander. Det gik han ind paa, men blev dog
 foreløbig ved at undervise i Cambridge hver Søgnedag. Om Søndagen
 prædikede han 3 Gange i Kirken og næsten hver Søgnedagsaften andre
 Steder i Omegnen. Hvad der for mange vilde have været et besværligt
 Arbejde, gjorde han af Hjertens Lyst. Det varede heller ikke længe,
 førend Kirken var propfuld, og mange stod udenfor uden at kunne komme
 ind. Langvejs fra kom de kørende for at høre 'Drenge-Prædikanten'.
 Men det var mere end Nysgerrighed, der drog dem. Guds Aand arbejdede saa
 stærkt gennem hans Forkyndelse, at Egnen blev helt forvandlet. Den var
 før berygtet for sin Drukkenskab og anden Daarlighed; men de mest
 forfaldne græd nu Strømme af Taarer; og de, der før havde været Byens
 Forbandelse, blev nu dens Velsignelse. Forbrydelser blev der ingen af
 mere, da de, der kunde begaa dem, var omvendte.
 Den unge Mand havde altid en praktisk Maade at tage Folk paa, saa de
 glemte hans Ungdom og selv blev hjulpne over de Pnnkter, hvor de var
 gaaet i Staa.
 En Mand, der var kendt for sin Gerrighed, bragte ham en Dag 7 kroner,
 som han skulde købe en hat for. Da andre fik dette at høre, undrede de
 sig. Men Manden var virkelig i Pine for sine Penges Skyld. Næste Søndag
 kom han og ønskede, at Spurgeon skulde bede for ham, at han maatte blive
 frelst fra Gerrighed, 'thi', sagde han, 'Gud sagde, jeg skulde give Dem
 18 kroner; men jeg beholdt de ti og kan nu ikke sove om Natten for at
 tænke derpaa.' 'Dersom det er det, der er i Vejen,' blev der svaret,
 'saa kan den Sag hurtigt bringes i Orden.'  Og da de 11 kroner var
 udleveret, syntes dermed Sagen at være til Ende.
 En Kone, som var bekendt for sin grove Mund skældte ham ud, en Dag da
 han gik forbi. Men smilende sagde han: 'Jo Tak, jeg har det godt; jeg
 haaber ogsaa, De befinder Dem vel.'  Efter endnu en Ladning Skældsord
 fra hendes Side fortsatte han med et smilende Ansigt: 'Ja, det ser ud
 til, at vi kunde faa Regn, saa jeg maa hellere gaa videre.' - 'Stakkels
 Mand!' udbrød Konen; 'han er døv som en Dørstolpe; ham kan det ikke
 nytte at tale til.' -
 
 En Dag fik han Besøg af en gammel Dame, som havde været troende i 50
 Aar, men dog stadig var bange for, at hun aldrig skulde naa til himlen.
 Nu fortalte hun, at hun intet haab havde; hun havde ingen Tro; hun var
 vist kun en Hykler. 'Saa bliv borte fra kirken', sagde han; 'vi ønsker
 ingen Hyklere. Hvorfor kommer De da?.' - 'Jeg kommer, fordi jeg ikke kan
 blive borte; jeg elsker Guds Folk; og jeg kan ikke undvære at tilbede
 Gud.' 'Det var da en underlig Slags Hykler, De er,' saa tibæd han hende
 100 kroner for hendes haaob til Frelse; men nu fik det pludselig Værdi
 for hende: 'Nej, jeg vilde ikke sælge det for 20,000.' -
 En Mand kom til ham og sagde, at han vidste nøjagligt, hvor mange Guds
 Børn der var i Sognet. Der var akkurat fem.
 'Hvem kan det vel være?' spurgte den unge Prædikant.
 'Først er der mig selv - '
 'Nej, stop' sagde Spurgeon. 'Er De ganske sikker paa den første?' -Der
 var nok, der vilde vejlede den unge Vejleder, mange blot for at gøre sig
 vigtige, andre for at disputere om forskellige Lærespørgsmaal, nogle dog
 ogsaa i en god Mening. Saaledes fandt han en Dag, da han gik op paa
 Prædikestolen, Bibelen opslaaet og en Knappenaal stukket i ved Titus 2,
 8: 'sund, ulastelig Tale, for at Modstanderen maa beskæmmes, naar han
 intet ondt har at sige om eder'. Denne Formaning kom i rette øjeblik og
 blev ogsaa optaget i en god Mening.
 Borgmesteren i Cambridge havde særlig sat sig den Opgave at rette ham,
 naar han mente, der var noget forkert i hans Tale. En Gang havde
 Spurgeon sagt, at dersom en Tyv blev lukket ind i Himlen, vilde han gaa
 omkring og stjæle af Englenes Lommer, fordi han blev ved at være Tyv,
 saa længe som hans Hjerte ikke var forandret.
 'Min kære, unge mand,' sagde Borgmesteren 'véd De ikke, at Englene ingen
 Lommer har?'
 'Nej, det vidste jeg ikke; men jeg er glad ved at blive oplyst derom af
 en Mand, som kender det; og jeg skal sørge for at rette min Fejltagelse
 ved den første Lejlighed.'
 Næste Søndag sagde han saa i Kirken, at det gjorde ham ondt at have
 givet dem fejl Besked; Borgmesteren i Cambridge havde nemlig oplyst ham
 om, at Englene ingen Lommer havde. Han vilde derfor sige, at dersom en
 Tyv kom i Selskab med Englene uden at have faaet en ny Natur, saa vilde
 han prøve paa at stjæle Fjerene ud af deres Vinger. -
 Efterhaanden som han blev kendt, blev han ofte opfordret til at tale
 andre Steder ved særlige Lejligheder. En gammel Prædikant, som aldrig
 havde set ham, sendte saaledes Bud efter ham, for at han skulde tale ved
 en Aarsfest. Men saa snart han saa' ham, udbrød han: 'Jeg vilde aldrig
 have indbudt Dem til at komme, havde jeg vidst, De var saadan en Dreng.
 Folk er strømmet til hele Morgenen paa alle Slags Befordringsmidler -
 Tossehoveder som de er!'
 Den gamle Mand syntes saa forfærdet over Situationen, at Spurgeon tilbød
 at rejse hem straks igen. Det vilde han dog slet ikke gaa ind paa; og
 maaske var det héle kun beregnet paa at pille mulige hovmodstanker ud af
 den nnge Mands hoved.
 'Nej, nej,' sagde han 'nu er De her, og nu maa de gøre Deres bedste. Der
 er en ung Fyr ovre fra Cambridge, som vil hjælpe Dem; og vi skal ikke
 sætte for store forventninger til jer.' Og i kirken gik han frem og
 tilbage og sagde: 'Aa dog! Aa dog! Hvad er det for en Gænge, Verden er
 ved at komme ind i, at Drenge, som knap nok er vænnet fra, skal være
 vore Prædikanter!'
 Men hvilke tanker han end havde gjort sig, b1ev han dog fuldstændig
 overrumplet. Spurgeon begyndte med at læse af Ordspr. 16, 31: 'Graa haar
 er en dejlig Krone -' Men saa standsede han og sagde: 'Dette betvivler
 jeg, thi i Morges traf jeg en Mand med graat haar, som endnu ikke havde
 lært at vise simpel høflighed mod sine Medmennesker -'
 '- den findes paa Retfærdigheds vej', læste han videre. ''Naa, ja, det
 forandrer Sagen. Saa bliver graat haar en dejlig Krone, men for den Sags
 Skyld ogsaa rødt Haar eller Haar af en hvilken som helst anden Farve.
 Efter Prædikenen klappede den gamle Mand ham paa Ryggen og sagde: 'Gud
 velsigne Dem! Jeg har været Prædikant i omtrent 40 Aar og har aldrig
 været bedre tilfreds med en Prædiken i hele mit Liv. Men De er den
 frækkeste Hund, der nogen Sinde har gøet paa min Prædikestol.'
 De to var Venner fra da af.
 Mange lignende Omgange fik han. Snart var det galt med hans Maade at
 tale paa, snart med hans ungdommelige Udseende.
 'Lad mig give Dem et godt Raad, min unge Ven,' sagde en gammel Mand, som
 regnedes for en Pille i den kristne Menighed: 'De bliver aldrig
 Prædikant; opgiv det hellere og se at blive Lærer igen!' - en Profeti,
 som dog ikke gik i opfyldelse. - -
 Men Spurgeon følte Selv, at han var ung og kunde trænge til flere
 Kundskaber for at klare sig iblandt Mennesker. Derfor bestemte han sig
 til at søge Optagelse i en højere Skole, som Frikirkerne havde i
 Cambridge. Efter megen Bøn gik han for at tale med Forstanderen paa en
 aftalt Tid. Men ved et underligt Tilfælde kom han til at vente i et
 Værelse og Forstanderen i et andet. Da han endelig efter flere Timers
 taalmodig Venten ringede paa en Klokke for at faa at vide, hvad Grunden
 var, fik han den Besked, at Forstanderen lige var rejst til London efter
 længe forgæves at have ventet paa ham. Det var saa hans Hensigt at
 skrive; men da han om Eftermiddagen var paa Vej til et Møde, hørte han
 tydeligt en Røst, der sagde: 'Søger du store Ting for dig selv? - Søg
 dem ikke!'
 Da han ikke kunde tage fejl af, at det var Gnd, der her paa to
 forskellige Maader havde talt til ham, opgav han for bestandig at søge
 flere kundskaber ad en Vej, som kunde give ham Anseelse blandt
 Mennesker. I Stedet for valgte han at fortsætte ad Stier, hvor han
 mente, at han i stadig Fattigdom vilde komme til at føre en ubemærket
 Tilværelse.
 Men Gud havde en anden Plan.
 
 
 
 
 
 
 |