Jeg har lige været et smut på Djævleøen et par dage.
De fem "efterladte" misser blev passet af dem, jeg bor til leje hos, og da
de selv har katte og vi nærmest deler dem, har de bestemt ikke lidt nogen
nød.
Alligevel fik jeg en varm velkomst, da jeg i aften kom hjem.
Magnus stak halen i vejret med et begejstret mjav, og Malou trippede lidt
mere forsigtigt bagefter op i skødet på mig for at få sit gnide-kind-kys.
Ingen af dem var til at DRIVE væk igen. Og det fandt Sille noget
ubetænksomt!
Hun er dog trods alt den, der var her først, og så møver de små lømler bare
ind foran. HMMMFFRR!. Meget utilfreds med situationen (men det er altså
svært at sige hej til fem katte på én gang) vendte hun enden til og satte
sig demonstrativt i vindueskarmen: Som om jeg overhovedet gider snakke med
dig så, nå.
Endelig drønede de "små" ud igen, og så kan det nok være, at der skulle
kæles. Sille nærmest klistrede til mig og spandt og æltede og savlede og
trillede rundt på ryggen i ren fryd!
Er det ikke bare skønt at være elsket?????????
Pia
PS Sille er i øvrigt af en eller anden grund udelukkende interesseret i mig.
Hun er ret sky og nem at forskrække. Kommer der gæster, nægter hun at komme
ind. Overfor mig er hun det tryggeste, kærligste og mest hengivne væsen. Men
andre....nej tak! Hun har altid været vant til mennesker. Har boet hos mig
siden hun var 10 uger. Hendes bror - som desværre er blevet kørt over - var
stik modsat. En allemandskat, åben og udadvendt.
Folk tror jo nærmest, jeg mishandler det stakkels dyr, når de set hendes
rædselsslagne flugt ind under den nærmeste seng.
|