| On Sat, 22 Sep 2001 01:47:57 +0200, "Lyrik"  wrote:
 
 >Han kan jo ikke klandre folk for noget de ikke selv
 >er herre over.
 >
 Dyr skal være tilgivet...
 Ret beset kan de jo heller ikke synde -medmindre de er oplært af
 mennesker og derpå forløber sig. Måske lige undtagen syndebukke
 -som dem, der til gengæld synes at bekræfte regelen.
 Hvilket ikke gør dem skyldige på samme måde, som os andre.
 
 Så hvorledes hænger det sammen? Skulle man igen vove forsøget
 med en sviptur ud i åndslivets åbne vidder!.. Mennesket er, som det
 hedder, skabt i Guds billede. Dyrene bestemt for, som det også hedder,
 at vandre i mørket -i medfør af den lykkelige uvidenheds nådegave.
 Men hvad forstår vi da ved Guds billede?
 
 Begynder man ved studiet af kilden må det kanske konstateres,
 at den springer ud i nattens mulm og består af det rene vand.
 Enhver fordybning i sporet, den følger, fyldes på lovmæssig vis;
 hver dal og hver kløft, den passerer igennem, vederkvæges...
 
 Men dyrene forstår ikke den slags billeder.
 De gør lige så gerne i vandhullet som i spinatbedet.
 De følger, som det hedder, blot deres natur.
 Og hvorfor ikke? Vi lever jo i et frit land!
 
 Sagen er, at mennesket i kraft af en vis evne  til at 'skumme fløden
 af sin erfaring'  kan hævde sig på snart sagt ethvert område. Dog er
 dèt også en frihed, som forpligter... til selvkontrol. Eller med andre
 ord: Til den kunst at mestre hensigten. Og her kommer troen ind.
 For skal det lykkes til fuldkommenhed er troen ganske nødvendig.
 
 Aristoteles (384-322 BC) kalkulerede med 4 såkaldte årsagsfaktorer:
 Form og materie samt diverse motivgrunde (naturånder), der fremkalder
 forandringer + hensigten , der ligefrem tilsigter forandring.
 
 Han introducerede endvidere princippet om Den gyldne Middelvej.
 Hvilket i praksis vil sige, at 'Gavmildhed' f.eks. fastholder sin
 position i feltet mellem 'Gerrighed' og 'Ødselhed' -at 'Dyden' i alle
 tilfælde indtager en særstilling imellem to extreme 'Laster'.
 
 Samme princip findes iøvrigt beskrevet i Herrens Sang, hvor
 Kundskaben betegnes ved 'Lyset' -svarende til en balancegang
 imellem Begærets 'Lyst' og Dårskabens 'Mørkt'. Ja, tænk hvad
 Adam og Eva kunne få ud af dén fremstilling...
 
 Aristoteles gjorde sig endvidere til talsmand for den (skarpe)
 grænsedragning imellem studiefagene, vi kender idag:
 
 Som 'grundlægger af moderne videnskab' satte han især skel
 mellem 'naturvidenskab' og åndsvidenskab, 'metafysik' (meta: på den
 anden side; red.) -med sidtnævnte kategori rangerende som et mindre
 'attraktivt' arbejdsfelt, uden særlig fortrinsret og andet pop...
 
 
 
 |