aaahhh...så gik den lange ventetid endelig og jeg er nu blevet den lykkelige
ejer af en ridgeback hvalp. De sidste 14 dage har jeg holdt ferie og brugt
det meste af tiden på at rende i hælene på hende... skælde ud når hun tisser
de forkerte steder..gnaver i møblerne osv osv og jagte hende gennem huset
når vi skal ud og gå tur (det er bare for koldt og vådt til den slags unoder
efter hendes mening).
Stået op 5.30, ud og tisse (altså hunden ) og så falde i søvn på sofaen med
hende i armene, så "far" kan få lov at sove lidt inden han skal på arbejde.
Puhha, det er hårdt, men hvor er det dog også vidundeligt igen at være mor
til en lille pjevs, der bare vokser alt alt for hurtigt.
Vi er allerede begyndt til hundetræning (hun er 10 uger nu og skulle
egentlig først starte til februar, men vi fik lov at få vores eget lille
hold) og hun er selvfølgelig et pragteksemplar... not!
Det der med at stå stille og ikke kunne lege med de andre når de står lige
ved siden af, er ikke lige noget der passer fruen. Men i det mindste kan hun
finde ud af at komme når der blive kaldt på hende, så længe vi ikke er for
tæt på "hjemme".
Det er fascinerende at se, så anderledes hun er i forhold til den ridgeback
jeg havde for 3 år siden. Skal snakke med alle vi kommer i nærheden af, både
mennesker og hunde...skal prøve det hele (når det kan foregå i hendes eget
tempo)...snakker helt kollosalt meget, når der er noget der ikke lige går
efter hendes hovede...og skal bare nutte og putte så meget som muligt.
I det hele taget lader min vurdering af hende for 5 uger siden til at holde
meget godt stik, selvom hun er lidt mere egenrådig end jeg havde forventet,
men det gør nu ikke noget.
Hun er i hvert fald dejlig og jeg glæder mig til at tilbringe de næste 10-12
år sammen med hende.
glade hilsener fra en ny hundeejer
Bettina