"Peter Schrøder" <spam@spam.dk> skrev i en meddelelse
news:3b8f3614$0$234$edfadb0f@dspool01.news.tele.dk...
>
> Jo langsommere film, jo mindre underbelysning kan den tåle.
> Prøv at se
http://www.cqj.dk/index5.htm hvor Claus nærmest
> konsekvent underbelyser Velvia med 1/3 blænde (og
> bruger polfilter)
Flotte billeder!
Jeg kører tilsvarende med ISO 125 for ISO 100 film, og ligeledes 1/3 blændes
undereksponering for Kodachrome.
Grunden er den samme, som andre har nævnt: Mærkbar bedre farvemætning, og en
moderne højtydende projektor kan sagtens hente detaljer ud i de mørke
områder. Jeg bruger en Leica P600 med op til 150/2,8 og op til omkring 2x3
meter på lærredet. Men så er grænsen også ved at være nået.
En yderligere grund er kvaliteten af højlysområderne. Er de helt udbrændte
kan de ikke reddes - og det kan også ske med et kontrastrigt motiv selv om
man undereksponerer. Men selv om det ikke er så galt, vinder højlysene som
regel betydeligt ved en let undereksponering. Sagt på en anden måde:
Omvendefilm skal eksponeres efter højlysene, negativfilm efter skyggerne -
simpelthen for at få noget på filmen.
Jeg tager ofte billeder med +½, 0, og -½ i forhold til de nævnte ISO 125.
Det sker jævnligt, at jeg foretrækker -½ til projektion og et af de andre
til scanning. Selv min Polaroid 4000 scanner kan have svært ved at trække
detaljer ud af de mørkeste områder uden støj. Til gengæld kan man jo så i
billedbehandlingen korrigere de noget ferske højlys.
Et sidste punkt er lysmålingsteknik og udstyrets kalibrering. Det sidste er
nok blevet væsentlig mere præcist i den elektroniske tidsalder, men
resultatet af en gennemsnitsmåling beror stadig på motivet, og det er
kamerafabrikanterne heldigvis ikke begyndt at bestemme for os. Med en mere
bevidst lysmålingsteknik bliver resultaterne endnu mere individuelle.
Derfor: Prøvefilm, bracketing og en stabil rutine - det er den eneste måde
at finde den "filmhastighed", der matcher en bestemt film, en bestemt person
og et bestemt udstyr.
Med venlig hilsen
Jens Chr. Jensen