---

Den udskældte fedme-konge

I 1760erne da psykiatrien var ved at opfinde sig selv som fremtidens
store spydspids for psykologisk lægevidenskab og mangfoldig social
terapi , og patienterne var især overklassehystader, havde man brug
for at opdigte sindsyge hos berømtheder og havde stort held med Georg3
i London og Christian7 i København
Ingen nåede preussernes oplyst enevældige kloge monark Friedrich der
Grosse til sokkeholderne
Man kan ikke undgå at blive særling af hof-forkælelse og alt for mange
privatlærere og det kan forklare de to såkaldt sindsyge kongers
nykker. Den britiske monark havde desuden stofskiftesygdommen porfyri
hvis enorme smerteanfald gør irritabel og det omdigtedes til sindsyge.
Danskerkongen havde som livlæge Struense der er de bedste
regeringschef Danmark har haft og derfor misundtes af hoffet og
henrettedes og inden da fyldte han kongens morgenkaffe med opium
daglig så han fik et letkontrollerbart abstinensvrag at manipulere
efter behag. Alt hof elsker syge, svage konger, hvilket giver dem
magt
Begge var veluddannede og præsentable og Georg3 levede længe til stor
sorg for hans søn, der ønskede at få kongemagten, og som slog
kedsomheden ihjel med at spise sig tyk og fed og klæde sig moderigtigt
og da tiden var til dydig adfærd kritiseredes Georg4s
podagragigtsmerter som selvforskyldte og da han døde som 68årig og
havde meget fedt ved hjertet, hånede The Times ham - retfærdigt?

Alle er produkt af arv og miljø. Britisk kongeslægt har altid haft
elendige gener, blødersyge mm mm.
Social arv kan man gøre noget ved og hoffet gør altid hvad IKKE burde
gøres.
Når kongen ikke tages med på råd, er det forståeligt at særheder
udvikles - så er jobbet meningsløst og træls