Kan ærlige Higgins redde os fra muslim-Eliza?
Spoleret af enguderiernes krævesyge forsøger den dybt u-etiske
rendestens-blomstersælgerske at få poleret sit arbejdersprog, så hun
kan blive ansat i en blomsterbutik, og hun vil betale hele sin
sammensparede formue på coaching..
Generøse og etisk uangribelige sprogprofessor Higgins gir hende, den
ønskede undervisnings-indsats gratis, fordi han så kan vinde et
væddemål over en fagfælle ved at give hende hertuginde-fremtoning på ½
år .
Han vinder, og den krævesyge svindlerske indser at hun ikke har
underskrevet en klausul om ikke at forære Higgins
forretningshemmeligheder til konkurrenter, så det truer hun med at
gøre .
Men Higgins ærlighed varer længst (som Nietzsche skriver, kun de der
evner venskab opnår stabile parforhold) og den svage og aldrig
feministisk frigjorte Eliza falder til patten, da den inkarnerede
ungkarl erkender, at hun er blevet kvinden i hans liv , dvs hun har
sikkert nossegreb om rigmanden.
Inden da har den spontant ærlige professor-idealist kaldt hende et
"utaknemligt insekt" og hvor han han ret.
Hendes tak for at få gratis, hvad hun ville have givet ALT for, er
ondskabsfuld bitterhed over, at han ikke hurtigere blev forelsket i
hende (som Nietzsche skriver, så ville der ikke være krige, hvis ikke
kvinder anstiftede dem for at skore vinderen).
Man mindes muslimer, der kom her for at jobbe på tidsbestemt kontrskt
, men pludselig insisterer, at det er menneskeret at få
statsborgerskab til Slaraffenland efter måneder hvor den snydende
gæsts kontrakt er blevet overholdt perfekt af værten.
Shaws original-skuespil har ikke happy end, og Broadway/Hollyway
svindlede i 1956 den netop afdøde Shaw, der faktisk havde skaffet
juridisk klausul om, at hans Shakespeare-jævnbyrdige drama-kunst
aldrig måtte forfladiges til USA-musical.
Ved at lade en uforståeligt gebrokkent talende kroatisk-født
ikke-dansker spille Elizas blodsuger-far understreges, at DK ku ha
været reddet af de talrige opførsler af ægte debatskabende Shakespeare
og Ibsen jævnbyrdig dramatik af Nietzsche-eleven Shaw, som
svindler-USA har hindret ved, at alle nu kender den sentimentale
musical-film og derfor tror de ved alt om Shaw (og hans
sandhedssøgning er ikke så socialistisk som Shaw sagde han var, i sin
geniale uærlige markedsføring af sin dramatik).
Selv i den seværdige forfladigelse fremgår, at Eliza aldrig bliver
feministisk frigjort af at få poleret noget så overfladisk som sin
accent., selvom Higgins-vennen oberst Pickering , mestrer
forventnings-effekt, selvopfyldende profeti. Skolelærere har i årevis
kaldt det Pygmaleon-effekt (efter Shaw-originalskuespillets tidel )
når børn bliver kloge af at læreren tror de har rige forældre, helt
som Eliza bliver en vindende (men snobbe-ond) "adelsdame" af at
blive behandlet, som om hun allerede er det. Placeboeffekten i den
sociale arv vises genialt i Shaws kunstværk som slet ikke kan
ødelægges, når blot ordene udtales forståeligt og den elendigste
skolekomedieopførsel gør altid publikum lige så ekstatisk glad, som
hvad det Kgl Teaters GAMLE SCENES mega-dyre mirakel-opførsel (Kun 100
gange har man på et år benyttet rigets smukkeste teater, fordi
snobbearkitekter sku opføre betonslum til dronningens teater, bl.a.
"Brødristeren".)
Bo Warming, cand.scient, gymnasielærer, Bjelkes Alle 46, KbhN
|