Nå, vil lige skrive sidste kapitel i den bette solstråle historie om
de to
katte, der dumpede ind i mit liv for fire år siden (ja, tiden går
hurtigt),
så de TUUUUSINDER af interesserede kan få afslutning på sagerne
Mulle kom, som tidligere fortalt, ind til mig som heeelt bette lille
for fem
år siden, gnubbede sig op af mig og smuttede igen, for mor lå ude i
haven,
hvor hun fik mad dagligt af min Far. Jeg tog mig ikke synderligt af
situationen på det tidspunkt, for det var helt umuligt at komme ud i
den
have - det er det sådan set stadigvæk, den er endnu fuld af skrammel
og
gamle møbler.. Det er s'gu et under at naboerne ikke klager - så da
den
bette fyr kom indenfor var det en stor overraskelse - "Jamen heeej?
Hvor
kommer du dog fra, bette fyr?"... Jeg tænker ikke specielt hurtigt,
nej, for
jeg havde da glemt alt om den kat med killinger ude i haven, selvom
Far
nævnte den ugentligt. Nå, men han smuttede igen og jeg arbejdede
videre...
Hvorfor jeg lå på gulvet med min computer kan jeg ikke huske - det
var
sommer og døren stod åben, måske pga. brisen. WHO cares?
Næste år fandt jeg så selv ud af at der var katte derude, og at det
ikke var
Mor fra tidligere, for hun var altså skredet. Nu lå der en stor grå
huskat
derude, som Far gik og fodrede hver dag, men da jeg så en dag stod i
havedøren for at se om jeg kunne få øje på den omme i buskadset, kom
der et
bette hovede ud fra under en stol, lige ved siden af mig, og kiggede
på mig.
Rødlig pels og de sødeste små øjne, samt et åbent og venligt udtryk i
ansigtet. "Hva søren? Hej med dig? Hvor kommer du dog fra?" og vi har
sådan
set været bedste venner lige siden - det tog ham dog noget tid at
forstå at
han godt måtte komme helt indenfor og sove i sofa, seng og hvor han
ellers
vil være.
Den anden, den større af dem - huskatten - var det dog en anden sag
med. Han
var ekstremt sky, kom gerne hen og åd foran os, med nogle skridts
afstand,
men så snart vi forsøgte at nærme os ham, så PIST... var han borte.
Han
ville end ikke indenfor i mere end korte øjeblikke det første års tid,
men
fandt derefter ud af at sofaen var et dejlig varmt sted at sove, når
det
tordnede og pissede ned udenfor.
Nu er der gået fire år siden de flyttede ind, eller 3 hvis man ikke
regner
Bamsens små ture med, men det gør jeg nu altså, og fem år hvis man
medregner
Mulles første lille tur indenfor som killing, hvilket jeg ikke gør, og
nu er
Bamse altså så bekvem ved os begge, at vi må kæle med ham på gulvet,
ja han
kommer ligefrem hen til os og gnubber sig op af benene på os, når han
vil
rages på. Det kan slet ikke gå for groft til, uha, hvis man nusser ham
på
hovedet, så skubber han selv hovedet op i hånden når han mener det er
for
blidt. Og ih, han spinder. Hvilken lyksagelig lyd.
Så nu kan man for alvor sige at han er hjemme =)
Hans Christian