Skrevet af: Morten Thing m.fl
http://www.palaestina-info.dk
På toårsdagen for starten af intifadaen inviterer en gruppe danskere
med jødisk baggrund til demonstration foran den israelske ambassade.
Demonstrationen er ikke en demonstration mod Israel som stat, endsige
mod jøder eller den jødiske kultur og identitet, som vi alle på
forskellig måder føler os som en del af. Den er en demonstration mod
en aggressiv og uforsonlig israelsk politik, der er en større trussel
mod staten, identiteten og kulturen end det, den søger at forsvare sig
imod.
Med demonstrationen vil vi forsøge at vække vores jødiske venner og
familie i og uden for Israel fra den lammelse de tilsyneladende er
blevet ramt af, vi vil signalere til vores arabiske og palæstinensiske
venner, at også de må tage et ansvar på sig for at give den israelske
fredsfløj den nødvendige støtte – og vi vil markere vores afstandtagen
til den spiral af vold og gengældelse, som Sharon i samarbejde med
Arafat har gjort til det helt dominerende træk ved konflikten mellem
Israel og Palæstina.
Historien er lang og sagen er kompliceret, men det vi mener kan i
korthed koges ned til følgende:
1. Den betydning 2. verdenskrigs masseudryddelser har haft for den
jødiske identitet og historie kan ikke overvurderes. Først sent og
modvilligt åbnedes verdensopinionens øjne for den katastrofe, de
europæiske jøder blev udsat for, og kun i beskedent omfang blev
redningen af de europæiske jøder sat på den politiske dagsorden.
I så godt som hver eneste jødiske familie eksisterer erindringen om
forfølgelser, ydmygelser, mord og magtesløshed som en arv, man ikke
kan kaste fra sig. Bevidstheden om at stå alene i kampen for
overlevelse er stadig en levende del af jødisk identitet. Og den
indbyggede kulturelle seismograf slår omgående alarm ved antisemitiske
signaler.
Med FNs delingsplan og den efterfølgende oprettelse af staten Israel
efter 2. verdenskrig blev der skabt et tilflugtssted for mange af de
overlevende - og for mange af os, der ikke udvandrede har Israel
fungeret som det sted hvor man i givet fald ville kunne søge tilflugt
mod nye forfølgelser.
2. Udryddelsen af flertallet af de europæiske jøder har sammen med
flugt forskudt vægten i jødiske diskussioner fra Europa til
henholdsvis USA og Israel. Opmærksomheden har af gode historiske
grunde været fokuseret på sikkerhed og velstand, og kun sent,
modvilligt og sporadisk har man forholdt sig til de tunge og ydmygende
konsekvenser som palæstinenserne har måtte bære i forbindelse med
oprettelsen af staten Israel. Den blindhed, som flertallet af de
israelske jøder udviser overfor den palæstinensiske fordrivelse har -
efter mange år med en entydigt positiv holdning til Israel – skabt
splittelse blandt Europas tilbageværende jøder. USAs jøder synes
tilsvarende at være påvirket af dette grundlæggende skisma. Alle jøder
må forholde sig til dette.
3. Næret af den israelske befolknings oplevelser under intifadaen, er
der idag en skræmmende stor opslutning bag Sharon blandt israelske
jøder. Terrorangrebene og den daglige angst og usikkerhed, har blandt
Israels jøder på én gang skærpet et berettiget krav om personlig og
national sikkerhed og forstærket en i forvejen rystende mangel på
fornemmelse for de lidelser, palæstinenserne påføres af den israelske
fremfærd. Der er ingen enkle løsninger på dette problem. Men ved
primært at satse på anvendelsen af massive militære midler og
fejlagtigt at gøre nedkæmpelsen af palæstinenserne til en forudsætning
for Israels overlevelse sætter Sharon Israels eksistens på spil. Og
ved skamløst at identificere politisk kritik heraf med den
antisemitisme, som alle jøder er på vagt over for, forsøger Sharon og
hans meningsfæller at tage alverdens jøder som gidsler i en kamp, der
ikke kan vindes militært, men kræver en politisk løsning.
Vi vil ikke tages til indtægt for denne ekstreme højrepolitik. Vi
skammer os over den og væmmes ved den. Vi konstaterer at flertallet af
Israels jøder er enige med os i ønsket om fredelig løsning og
oprettelsen af en levedygtig palæstinensisk stat. Men vi ser også at
flertallet af Israels jøder samtidig er skræmte af den palæstinensiske
terror, som må tage sin del af ansvaret for den aktuelle paralysering
af den israelske fredsbevægelse.
4. Selvmordsbomber er under alle omstændigheder forkastelige og
destruktive i forhold til en hvilken som helst fornuftig løsning på
problemerne. De rammer blindt, signalerer krig mod civilbefolkningen
og opfordrer i højere grad til beskyttelse end til forhandling. Man må
imidlertid ikke se bort fra, at der bag hver eneste selvmordsbombe
ligger en desperation. Intet folk finder på noget så vanvittigt og
destruktivt som at sende deres unge i døden, og ingen unge mænd og
kvinder vælger terrordøden uden at være bragt i en håbløs situation.
Selv om håbløsheden ofte lanceres med en ulidelig antijødisk holdning
og aldrig kan tjene som en undskyldning, er den imidlertid en realitet
som Israel nødvendigvis må forholde sig til. Den helt dominerende
grund til denne håbløshed er efter vores opfattelse, at Israel som
stat systematisk har undermineret palæstinensernes værdighed og
fremtidshåb. Den fatale blindhed for palæstinensernes lidelser som
følge af fordrivelse og flugt fra de områder, der blev den israelske
stat i 1948, besættelsen af Gaza og Vestbredden i 1967 og den
arrogante underkendelse af palæstinensernes rettigheder er en
afgørende baggrund for den aktuelle eskalation af terroren. Israel må
som enhver stat beskytte sine borgere, også mod overgreb som den selv
har været med til at fremprovokere. Men det berettiger ikke til den
brutale og kompromisløse fremfærd, som har præget Israels militære og
politiske aktiviteter gennem de sidste år. Israel må derimod vise
politisk klarsyn og undlade handlinger der kun fører til yderligere
had, frustration og ydmygelse hos den palæstinensiske befolkning.
Sharons målrettede politik har sammen med Arafats utroværdige
vankelmodighed effektivt trængt henholdsvis palæstinenserne og
israelerne op i en krog, hvor de hver især ikke kan have realistisk
tillid til modpartens fredsvilje. Med sin aggressive og kompromisløse
optrapning af gengældelsesspiralen står Sharon helt på linie med
Hamas. Med sin manglende vilje til kompromisser og sin manglende evne
til at læse de globale realiteter fremtvinger han en situation, hvor
verdenssamfundet vender Israel ryggen og en hvilken som helst
levedygtig fredsslutning vil fremstå som et israelsk nederlag.
Israel må påtage sig det modige hverv at bryde den onde cirkel og
betingelsesløst sætte fredsprocessen i gang. Det kræver mod blandt de
mange israelere, som befinder sig i opposition til den førte politik.
Vi mener, at det er en selvstændig opgave for alle, der ønsker gang i
fredsprocessen, at støtte den israelske opposition i denne proces.
5. For både jøder og palæstinensere er fred, sikkerhed og stabilitet
det afgørende mål. Det er et mål som ikke kan nås uden, at der skabes
en palæstinensisk stat og uden at flygtningeproblemet finder en
løsning. FNs delingsplan fra 1947, der delte det britiske
Palæstinamandat i to stater en jødisk og en arabisk, og grænserne
efter 1948 udgør en historisk realitet, der ikke kan gøres om uden
endnu en uacceptabel fordrivelse. Det har palæstinenserne og de
arabiske stater efterhånden accepteret. Palæstinensernes plan for en
stat er knyttet til kun 22% af det oprindelige mandatområde. Israel må
også acceptere disse for palæstinenserne beskedne mål.
Samtlige israelske bosættelser på Vestbredden og i Gaza må ubetinget
forlades så den palæstinensiske stat kan få en territorial sammenhæng,
reel suverænitet og mulighed for at overleve. De palæstinensiske
Flygtninge må anstændigvis have erstatning for den ejendom de mistede
ved fordrivelsen, ligesom Israel bør godtage genbosættelsen af et
symbolsk antal flygtninge, som ønsker det, i Israel. Men frem for alt
må den øvrige verden bidrage med at åbne sine grænser for de
flygtninge, som ikke på den måde får et hjemland.
Det internationale samfund må organisatorisk, politisk og militært yde
de nødvendige garantier for begge parters sikkerhed.
6. Freden kommer ikke med mindre der er kræfter blandt såvel
palæstinensere som blandt israelske jøder, som støtter den. Og selvom
Israel bærer et moralsk og historisk ansvar for problemets løsning,
sidder palæstinenserne idag inde med en afgørende nøgle til dets
løsning. Selvmordsbomberne er reaktioner på en vanvittig situation,
men det berettiger dem hverken moralsk eller rationelt. De fører kun
til mere lidelse, forøger antallet af uskyldige ofre, skader
palæstinensernes sag og gør det vanskeligere at slutte fred. At
afholde sig fra at bruge terror er at styrke fredsfløjen i israelsk
politik. At tilbyde israelere et sikkert liv er vejen til at styrke de
kræfter som kan bringe Sharon og hans voldsekstremister til fald. Kun
en løsning som bygger på en styrkelse af fredskræfterne kan føre til
en løsning som den skitserede. Den kortvarige eksistens af det
palæstinensiske selvstyre var ikke lovende for karakteren af en
kommende Palæstina-stat. De kritiske røster blandt palæstinenserne,
som støtter et demokratisk Palæstina og fordømmer også palæstinensisk
terror mod den israelske civilbefolkning, sidder inde med vigtige
brikker til en kommende og varig løsning, og deres aktive stemmer
savnes som et vægtigt bidrag til en bæredygtig fredsproces.
Blandt Israels jøder er der en voksende gruppe som selv nu byder
Sharon trods og som fastholder menneskerettigheder og international
ret som det grundlag Israels politik bør hvile på. Disse kræfter må
alle jøder støtte. Jøder i Israel og jøder udenfor må gøre det klart
at Sharons politik er uden perspektiv for både jøder og israelere.
Uanset hvor legitimt det er for Israel at beskytte sin befolkning mod
terrorbombningen, er gengældelsesaktioner meningsløse og illegitime.
Ethvert forsvar mister sit langsigtede perspektiv, når det ikke følges
op af politiske initiativer. Med Sharon som leder mister officielle
israelske fredsinitiativer enhver troværdighed, hvorfor Israel
udsættes for en selvvalgt isolation i en stadigt tiltagende og
udsigtsløs voldsspiral
Tilsvarende må progressive og demokratiske kræfter blandt
palæstinenserne påtage sig opgaven at etablere tillidsskabende
foranstaltninger, der overbeviser den israelsk-jødiske befolkning om,
at man ikke vil smide dem i havet, at man faktisk anerkender den
jødiske stat, ønsker fred og sikkerhed også for jøderne. Også uden for
Mellemøsten må progressive og demokratiske kræfter blandt
palæstinenserne tydeligt markere deres afstand til antisemitisme,
angreb på synagoger etc. Kun på den måde kan man markere sin vilje til
at se konflikten i Mellemøsten ikke som en uløselig etnisk og religiøs
konflikt, men som en konflikt om land, der kan finde en løsning.
7. Sharon støttes stort set betingelsesløst af George Bushs
administration. Det skyldes ikke, som mange tror, at han er afhængig
af jødiske stemmer. Traditionelt stemmer amerikanske jøder
demokratisk. Bush er derimod afhængig af det protestantiske højre i
Bibel-bæltet i USA. Selv om antisemitismen er kraftig i disse kredse,
støtter de af religiøse grunde den israelske politik. I andre lande
støttes Israels aktuelle politik af kræfter, som i øvrigt støtter en
fremmedfjendtlig politik. I det hele taget er de kræfter, der støtter
den israelske politik svinget fra det demokratiske og
socialdemokratiske Europa til en falanks af højrekræfter.
Efter vores mening hænger denne uhellige alliance sammen med det
jødiske Israels håndtering af de erfaringer som de europæiske jøder
har gjort gennem århundreder som undertrykt befolkning. Fokuseringen
på shoa og egne lidelser har overskygget andre forhold. Blindheden og
ufølsomheden over for de lidelser Israel selv påfører palæstinenserne
er en fatal underkendelse af den erfaring som forsvandt med de 6
millioner af vores forældre, bedsteforældre og oldeforældre, som blev
ofrene for udryddelsen. Det er at drive rovdrift på deres minde og en
trussel mod jødisk arv og humanisme at basere staten Israels
overlevelse udelukkende på en tro på militære løsninger med den dertil
knyttede tro på vold, terror og tortur. Som resultat af dette påføres
begge befolkninger unødige lidelser, og deres ungdom forledes til en
moralsk og personlig afstumpethed som det kan tage generationer at
hele. Dette angreb på fundamentale europæisk-jødiske værdier anser vi
for en katastrofe.
En palæstinensisk, suveræn stat i værdig sameksistens med Israel med
sikre og garanterede grænser for begge stater er den eneste vej til
fred!