Fra Berlingske Tidende i dag:
http://www.berlingske.dk/kommentarer/red-skolen-fyr-laererne
I sin nytårstale inviterede statsministeren til, hvad han kaldte »en
særlig Marienborg-uge«, for at indlede »et 360-graders-eftersyn af den
danske folkeskole«. I morgen mødes han og undervisningsministeren med
blandt andre repræsentanter for lærerne. Foto: Keld Navntoft/Scanpix
Knud AA. Back: Hvis statsministeren skal have sit fromme nytårsønske
for skolen opfyldt, må den skille sig af med en del af lærerkorpset:
de tyvagtige skader.
Af Knud AA. Back
Mandag den 25. januar 2010, 22:30
Ethvert firma med respekt for sig selv sørger for at skille sig af med
medarbejdere der er samarbejdsuvillige, dovne og tyvagtige. Manglende
konsekvens over for dem ville hurtigt få konsekvenser for firmaet. Og
hvis man ikke lever i et socialistisk paradis, regnes dette forhold
for en god og samfundsnyttig »naturlov«.
Men underligt nok gælder denne lov ikke for den danske folkeskole.
Det må være en bananrepublik og ikke et vestligt velfærdssamfund vi
bor i, når en statsminister i sin nytårstale kan udtrykke håb om at
alle landets indbyggere skal kunne læse når de forlader skolen.
Man tror ganske enkelt det er løgn.
Det er det desværre ikke. I min lærerkarrieres sidste år på en
efterskole der modtager elever fra et bredt udsnit af landets
folkeskoler, kunne jeg med hvert nyt elevhold undre mig over hvordan
så mange har kunnet lære så lidt på så mange år i »verdens bedste
folkeskole«.
Nu er det heldigvis gået op for skolen at det at lære at læse er noget
man - netop - skal lære! Men der er åbenbart stadig noget der halter.
Min påstand er at der, trods den grundige og tiltrængte oprydning i
den danske folkeskole som Bertel Haarder som undervisningsminister har
stået for, endnu sidder for mange 68-åndspygmæer og putter sig på
lærerværelserne rundt om. Haarders oprydning er gået uden om det
vigtigste element i denne reform: fyring af uduelige medarbejdere. Det
våben der holder alle andre virksomheder sunde.
Nu siger man jo at overdrivelse fremmer forståelsen. Men det billede
jeg her tegner, er baseret på autentiske eksempler fra et langt
skoleliv. Ingen overdrivelse her: Vi står stadig med problemet med de
tre lærertyper:
1. Den dedikerede har aldrig fri-lærer
2. Den forsigtige flyde med-lærer
3. Den tyvagtige skade.
Type 1-læreren findes der - på en måde desværre - mange af. Desværre
fordi de ved deres ihærdige hverdagskamp for at holde sammen på
tingene, forhindrer det store kollaps. De nyder respekt blandt
forældrene som godt véd at »de har vundet i klasselotteriet« når deres
børn får en sådan ildsjæl ved roret. Det er læreren der aldrig har
fri, for i samtlige ferier og på alle fridage ligger tanken konstant i
baghovedet: - Kan jeg bruge denne avisartikel til noget i min
undervisning i 4.A? Er dette materiale noget der kan sætte nyt fokus
på den og den problemstilling i 8.B? - Skulle jeg ikke lige notere,
tage et billede, samle op .
...
Type 2-læreren udgør et enormt potentiale for skolen. Han ville gerne
følge type 1-læreren, men tør ikke og kan ikke overkomme at gå imod
type 3-lærerens dårlige indflydelse. - Man skal jo heller ikke fedte
for ledelsen. Og forældrene er bare så urimelige i deres krav ... Så
han flyder med, prøver at få det bedste ud af de sidste år inden
efterlønnen. Siger ikke et ord på møderne, men får revanche med lidt
efterfølgende hyggesladder i krogene ...
Type 3-læreren, den tyvagtige skade, den typiske 68’er, er måske ikke
længere så numerisk stærkt repræsenteret, men han har stor indflydelse
med sin dårlige stil og negativitet. Gør at flere type 1-lærere
seriøst overvejer at finde et bedre sted at slide sig op på.
Man kan også kalde ham for ni til to-læreren: Ham der ikke kunne
drømme om at yde noget som helst ekstra ud over de timer han er pisket
til at læse på den tåbelige skole for at oppebære sin usle hyre.
Eller 10 minutter over-læreren, for han har en vis evne til at
påbegynde en meget vigtig diskussion 5 minutter før det ringer, en
diskussion man selvfølgelig ikke kan afbryde bare fordi timen er
begyndt - og som han ikke kunne drømme om at gemme til de pædagogiske
dage. De er jo bare spild af tid. Dér har vi osse ferie ... Og
forresten har jeg lige en charterferie der ikke kan vente.
Han skider (undskyld!) højt og flot på kollegiale beslutninger.
Hvorfor skulle det være mit problem at 7.-klasserne ryger sig vinde og
skæve i cykelskuret? Hvorfor skulle jeg bede elever om at rydde op
efter sig?
Og eleverne? Intet kunne være ham mere ligegyldigt. At de skriver
opgaverne af fra nettet, hvordan kan det være mit problem? De må sgu
ta' ansvar for egen læring. Og tænk, ham Stræberåge fra 9.B ville ha'
hjælp til noget han ikke havde forstået, 2 minutter efter ringetid!
Mon dog! Den tyvagtige skade er gerne ude af døren senest 5 minutter
før. - I kan jo lige selv gøre den opgave færdig. - Skal til tandlæge
med min søn, så I får fri en halv time før. Men sig ikke noget på
kontoret.
Og ikke nok med at han stjæler kostbar undervisningstid fra ungerne,
han gider heller ikke forberede timerne ordentligt så der er stof nok.
Men er han ikke så nøjeregnende mht. de timer han er forpligtet på, er
han til gengæld ret højtråbende over for nye initiativer som
medarbejdere i alle andre virksomheder som den naturligste ting bruger
tid på at sætte sig ind i. - Hvis vi skal bruge tid på dét, skal vi
altså have betalt for det! Og i øvrigt, alt det pjat med smart boards,
hvad skal man dog med det? Jeg har klaret mig med almindelig tavle og
kridt i hele mit liv. - Og evalueringsskemaer; vi nedlægger
arbejdet ...
Her er kun én vej frem for virksomheden skolen. Skoleledelserne skal
udstyres med kompetencer der ligger langt ud over hvad de er udstyret
med i dag.
Det bør være sådan at når den 117. klage fra forældrene eller kolleger
over den tyvagtige skade er indløbet, må skoleledelsen have magt til
tage konsekvensen af en undersøgelse. Og afslører denne at klagerne
har ret, bør der skrides til alvorlig sanktion som i sidste (men
hurtige!) ende medfører fyring på gråt papir. Et par måneders
lønkompensation, og så ud af vagten!
Hvad med tillidsmanden? Not in a million years! Han kan være med som
bisidder, men fagforeningen skal selvfølgelig hverken have mulighed
for at forhindre en rimelig afskedigelse eller at trække den i
langdrag.
Hvad ville der ske med folkeskolen hvis den fik taget sig sammen til
at skille sig af med alle tidstyvene og gyllesprederne? Den ville
blomstre op i hidtil uset omfang. Alle type 1-lærerne ville fatte nyt
mod. Og hvis deres slid oven i købet ville blive anerkendt pekuniært
med hvad lærerforeningen så smukt har døbt »fedterøvstillæg«, ville
det nok ikke skade på engagementet i hele lærerkorpset.
Opblomstringen ville også omfatte flyde med-læreren der nu ville få
andre idealer at spejle sig i. Også han ville kunne se en mening med
at gøre en ekstraindsats, at dygtiggøre sig, at tage de nødvendige
konflikter, fordi han nu mærker opbakning fra alle kolleger.
Sådan ville Danmark i løbet af ganske få år kunne få en befolkning der
ikke blot kan læse, men som uddannelsesmæssigt befinder sig i
statsministerens drøm, i verdensklasse!
Og hvor ville de kommunale kasser have godt af det ...