Vi har tidligere flere gange beklaget os over, at kalendere, man
abonnerer på i iCal, ikke kommer med over på ens iPhone via et
MobileMe-abonnement. Det var generende, hvis man f.eks. abonnerede på
ugenumre og helligdage eller f.eks. en anden persons kalender. Vi fandt
på alle mulige omveje med BusyCalc og Google Calender.
Da iPhone blev opgraderet til 3.0, blev det muligt at abonnere
på kalendere direkte på iPhone. Det hjalp gevaldigt på problemerne. Der
var dog den lille ulempe, at man ikke kunne bestemme farven på
kalenderne, man abonnerer på. De fik en tilfældig farve. De kalendere,
man selv har i iCal på sin Mac, bliver heldigvis overført i de samme
farver til iPhone, og det er jo smart.
Så sent som i går opdagede jeg, at min abonnerede kalendere var
dobbelt på min iPhone. Årsagen var, at kalenderne, jeg abonnerer på i
iCal på min Mac, nu kommer med over på iPhone. Jeg tror ikke, det skete,
da jeg installerede Snow Leopard på min Mac. Det kom vist, da iPhone
blev opgraderet til 3.1. Så nu har jeg alle de kalendere, jeg ønsker,
både på min Mac og min iPhone og i de samme farver
Jeg synes simpelthen, det er så dejligt, når der kommer den
slags små forbedringer. Nogle gange er det nogen irritationsmomenter,
der bliver fjernet. Andre gange er det noget, man slet ikke har opfattet
det som et problem. Når det så rettes, opdager man, hvor dejligt det er.
Nogle gange opfylder Apple ønsker, man slet ikke vidste, man havde
--
Henrik Münster
Esbjerg
Danmark