Per Rønne <per@RQNNE.invalid> wrote:
> Jesper <spambuster@users.toughguy.net> wrote:
>
> > Per Rønne <per@RQNNE.invalid> wrote:
> >
> > > Jesper <spambuster@users.toughguy.net> wrote:
> > >
> > > > Jeg tror det er på tide at skifte til en "rigtig" borgerlig avis: JP.
> > >
> > > København, set fra provinsbyen Århus?
> >
> > Nu har avisen også en københavnsredaktion og avistillæg. Hvad vil du
> > ellers foreslå? Information? Politiken? Børsen? Dagbladet Arbejderen?
> > Kristeligt Dagblad?
>
> JPs holdning til Fehmernbælt-forbindelse ['kun af interesse for
> sjællændere, og dermed ikke af national interesse'] og en
> Samsø-forbindelse til 138 milliarder ['bør betales af staten, da det er
> af national (= jysk) interesse'] er nu ret sigende.
Inden du nu går helt i bro over JPs trafikpolitiske holdninger skulle du
læse denne JP kronik af Kathine Winkel Holm, endnu en politisk flygtning
fra Berlingske:
http://jp.dk/meninger/kronik/article1516903.ece
Kronik: Den tæmmede tante
Katrine Winkel Holm, Teolog, Haslev
Offentliggjort 18.11.08 kl. 03:00
Fyringen af den islam-kritiske Lars Hedegaard og den nuværende
chefredaktions almindelige kurs har afstedkommet en debat blandt
borgerlige meningsdannere om Berlingske Tidende. Her melder en af
bladets hidtidige kommentatorer sig med sin vurdering - samtidig med at
hun har indgivet sin opsigelse i protest.
Tanten. Sådan kalder man gerne Berlingske Tidende. Hvor Politiken
traditionelt har været den frække, kulturradikale gadedreng og
Morgenavisen Jyllands-Posten den upolerede, borgerlige stemme, har
Berlingske Tidende ligget sådan lige midt i mellem. Også rent
geografisk.
Berlingskes domicil i Pilestræde er placeret lige langt fra Politikens
på Rådhuspladsen og Jyllands-Postens københavneradresse på Kongens
Nytorv.
Hvor står man, når man står midt imellem?
Berlingeren har traditionelt placeret sig mellem det flabede og det
ubehøvlede og er i stedet gået hen og blevet tantet. "Tantet" - det
klinger af pænhed og plisserede nederdele, sammensnerpede læber og
almindeligt spidsborgerligt snæversyn. Men hvem har sagt, at tanter
behøver at være sådan?
Enhver, der kender "Folk og røvere i Kardemomme By" ved, at Tante Sofie
er det eneste mandfolk dér i byen. Eller hvad med Karen Blixens tante,
Mary Westenholz, der i 1909 - flere år før kvinderne fik valgret -
marcherede ind i Folketinget, bemægtigede sig talerstolen og talte
dunder til herrerne i det høje ting, fordi de efter hendes - og min -
mening groft sjoflede forsvaret af landet. Formanden for Folketinget
blev så overrumplet, at han endte med at sidde og virre med hovedet,
mens han småhulkede: »Hun har taget min klokke, hun har taget min
klokke!«
Noget af en tante. Så ikke et ondt ord om tanter, heller ikke om Tanten
i Pilestræde.
For ca. 10 år siden kom der pludseligt nyt liv i Tanten. Jeg holdt på
det tidspunkt avisen, mest fordi min tilkommende og jeg var på jagt
efter et sted at bo i hovedstadsområdet, men også fordi jeg satte pris
på avisens grundige kulturdækning. Debatsiderne derimod var lidt
støvede; man fik ikke kaffen galt i halsen af indignation af at læse
dem, men de fik heller ikke blodet til at rulle af begejstring. Det var
midt i 1990'erne, før der for alvor blev taget hul på
indvandringsdebatten. Denne tabunedbrydning blev indledt af Ekstra
Bladet, der under Sven Ove Gades auspicier i 1997 skrev pressehistorie
ved at turde, hvor andre tav.
Mens demonstranter brændte Ekstra Bladet af på Rådhuspladsen, og
Jyllands-Posten også var begyndt at tage indvandringsemnerne op, slog
Tanten dydigt øjnene ned. »Den slags problemer har vi ikke i Rungsted,
den slags vil vi ikke høre om«, syntes det tantede ræsonnement at være.
Så det var kaffe og ikke de Berlingske avissider, der fik liv i én om
morgenen.
Det ændrede sig. I løbet af et par år kom der spræl i de Berlingske
debatsider. Det blev pludselig ét af de steder, kampene udkæmpedes, de
skarpeste penne udfoldede sig og den politiske satire blomstrede. Ja,
hele kulturdækningen fik nye vitaminer, så jeg pludselig brugte mere tid
på Berlingerens lørdagsmagasin end på alle Weekendavisens sektioner
tilsammen.
Bedømt udefra - og jeg kender kun Tanten som læser og som løst
tilknyttet kommentator - skyldtes ændringen først og fremmest én mand:
historikeren og journalisten Bent Blüdnikow.
Da Peter Wivel i 1998 blev chefredaktør, blev Bent Blüdnikow
debatredaktør. Og så blev der ret hurtigt sat fut i debatsiderne.
Spindelvævet forsvandt, støvet pustet bort og der blev bekendt
borgerligt kulør. Opgøret om Den Kolde Krig, kritikken af DR,
gennemhulningen af encyklopædiens tendensiøsitet, alt sammen fandt det
sted her og var ikke alene med til at sætte dagsordnen, men fik faktisk
også rykket ved nogle ting.
Af samme grund, sådan er det jo, blev Blüdnikow en hadet mand i vores
lille konsensusfikserede land.
Der var kommet bid i Berlingeren, ja, den var næsten blev farlig. Tante
Tandløs havde fået tænder.
Hjørnetænderne fandt man i spalten "Groft Sagt" - også Blüdnikows idé.
Ideen var i al sin enkelhed genial. Hvorfor skal det kun være
venstrefløjen, der er offensiv, flabet og provokerende? Hvorfor ikke
skabe et sted for borgerlig, politisk satire?
Så Lars Hedegaard, Claes Kastholm Hansen, Hans Hauge og Arno Victor
Nielsen blev inviteret til at angribe alt og alle, gerne på en morsom
måde. Senere kom andre penne til, og missionen lykkedes. Det blev både
sjovt og skarpt, galt og gakket.
Sure, gamle, borgerlige mænd, kunne det blive værre? Det kunne faktisk
ikke blive bedre. Det viste sig nemlig, at de - skal vi kalde dem -
modne herrer med grå tindinger og læsebriller virtuost mestrede den
hundesvære "Groft Sagt"-genre: den korte, pointerede dagsaktuelle
kommentar, der helst også skal være vittig.
Og er det egentligt så mærkeligt? Er livserfaring, akkumuleret viden og
den hårde hud på sjælen, som alderen gerne skulle give én, ikke en
fordel for skribenter, der ikke alene skal lægge deres hjerteblod i
spalten, men også have stamina nok til at lægge sig ud med gud og hver
mand?
Det så det ud til at være for spaltens faste makkerpar Claes Kastholm og
Lars Hedegaard, der klædte hinanden utrolig godt: Kastholm med sin
elegante, næsten henslængte skrivestil, der strømmede over med litterære
allusioner og viste, at skønlitteraturens store navne var gået ham den
grad i blodet, at de flød videre ud i pennen. Lars Hedegaard, der med
sin enorme viden om islam stædigt og kompromisløst insisterede på at
sætte fokus på den fortskridende islamisering og formåede at koble sine
dystre analyser med en barok, næsten grotesk humor, så man nogle gange
fik morgenkaffen galt i halsen - af grin.
At moden alder er en fordel, men ikke et krav, beviste historikeren
Mikael Jalving, der med sin forkærlighed for så forskellige størrelser
som kapitalisme, cykelsport, Klaus Bondam-bashing og islamkritik siden
har vist sig også at mestre genren suverænt.
Jeg tror, det er svært at overvurdere "Groft Sagt"s betydning. Den blev
noget af det mest læste på Berlingske og den gav kampgejst, inspiration
og offensiv kraft til kulturkampen. Også til den lange seje kulturkamp
mod aggressiv islam, som vi først lige er begyndt på. Af samme grund
havde spalten mange fjender. "Anstændige" borgerlige, Uffe
Ellemann-segmentet, der ikke kunne lide Muhammed-tegninger, brød sig
ikke om "Groft Sagt", der i modsætning til Tanten selv tonede rent
ytringsfrihedsflag under Muhammed-krisen. Og mon Lisbeth Knudsen,
nyhedschef på DR og på et tidspunkt yndlingsoffer hos Lars Hedegaard,
var en del af fanskaren? Jeg tvivler.
Derfor holdt jeg også vejret, da samme Lisbeth Knudsen, dronning af den
socialdemokratiske presse, i 2007 blev udnævnt til Tantens chefredaktør.
Hvor meget sympati ville hun, der med egne ord anså "den borgerlige
kulturkamp" for sin store modstander i DR-tiden, have for selv samme
borgerlige kulturkamp?
Og ganske rigtigt, nu rutschede Berlingske lige så stille ned i retning
af Rådhuspladsen. Den nye chefredaktør kastede sig ud i agitation for
kvindekvoter i bestyrelser - et noget ejendommeligt borgerligt synspunkt
- og hilste siden sommerens EF-dom - bomben under dansk
udlændingepolitik - velkommen. Danmark er jo ikke en "isoleret østat",
hed det. Tøger Seidenfaden, i øvrigt en beundrer af Knudsen, kunne ikke
have sagt det bedre.
Langsomt, men sikkert forsvandt de politisk ukorrekte skribenter fra
Tantens kultur- og debatsider. Blüdnikow var for længst sat fra
debatredaktørsbestillingen og i september blev hans værk endeligt
ødelagt: Lars Hedegaard blev fyret og "Groft Sagt" kraftigt beskåret.
Siden har spalten været en skygge af sig selv.
Der er ikke mange tænder tilbage i Tantens mund. Den sprælske dame er
blevet tæmmet, er blevet tantet på den triste, victorianske måde.
Interessant er det: En victoriansk tante anno 2008 kan godt kapere
økonomisk velfærdskritik, men ikke direkte og kontant islamkritik. For
moderne tanter er islamkritik lige så modbydeligt som sex var det for
datidens. Hun vil ikke se, ikke høre og da slet have, at der skrives om
det. Så den pæne københavnske kulturavis er rykket tilbage til tiden før
1998 - blot nu med mindre kulturstof.
Historien om Tante Berlingeren, der blev tæmmet, er en trist i historie,
den aldersstegne dame har efter min mening bevæget sig ned ad en
blindgyde. Men hvem ved, måske den sprælske tante genopstår engang i
fremtiden? Eller - mere sandsynligt - måske det frodige debatmiljø og
den borgerlige, politiske satire, der en overgang fandt husly hos
Tanten, finder andre steder at udfolde sig?
Jeg håber det. Vi har brug for andet end kaffe til at vække os om
morgenen.
Katrine Winkel Holm vil i fremtiden optræde som klummeskribent i
Jyllands-Posten. Hendes første bidrag vil være at læse på ledersiden
søndag den 30. november.
--
Jesper
A dollar in aid to the third world not spend on
family planning is a dollar wasted!
htp://theextract.blogspot.com/