I den verserende topskattedebat nævnes ofte, at op imod halvdelen af alle
fuldtidsansatte lønmodtagere i dag betaler topskat. Før det hed topskat -
dengang det progressive skattesystem blev indført - betalte kun hver tiende
dansker den højeste statsskattesats.
I dag taler man endvidere meget om, at en sænkelse af marginalskatten fra de
nuværende 63% skal få os til at arbejde længere. Og der er da heller ingen
tvivl om, at der mangler hænder på det danske arbejdsmarked. Men det
manglende incitament til at arbejde længere tid er ikke topskattens eneste
problem. En anden og lige så vigtig, negativ effekt er, at den afholder os
fra at bevæge os opad i samdundets værdikæde.
Samfundets værdikæde er et udtryk for alle de delprocesser, der skal til for
at skabe samfundets samlede værdier. Gennem værdikædens faser skabes der en
merværdi - produktet bliver mere værd.
I værdikædens første led graver en mand et stykke grafit op fra en mine,
mens hans kollega et andet sted fælder et asketræ.
I værdikædens andet led fremstiller en industriarbejder en blyant, som
bestrår af grafit og træ.
I værdikædens tredje led sælges blyanten i et supermarked.
I værdikædens fjerde led bruger en underviser blyanten i sin undervisning på
jurastudiet.
I værdikædens femte led har vi advokatens arbejde.
Det er interessant at bemærke er, at nogle af delprocesserne i værdikæden
reelt foregår uden for landets grænser. Færre og færre danskere er således
beskæftiget direkte med råstofudvinding og anden primærproduktion. Derimod
har vi flere og flere, der påtager sig jobs højere oppe i værdikæden - enten
i den sekundære sektor (industriarbejde) eller i den tertiære
(servicevirksomhed). Denne udvikling er sket helt af sig selv over en lang
årrække.
Dels er timelønnen højere i den tertiære sektor, og dermed har der været et
økonomisk incitament til at bevæge sig i den retning. Dels er vi udsat for
konstant konkurrence udefra, hvilket har fået os til at outsource dele af
den primære og sekundære produktion til udlandet.
Et interessant eksempel på sidstnævnte er tøjproduktion. I begyndelsen af
det forrige århundrede var mange mennesker i Herning-området beskæftiget med
tøjproduktion. Deres jobs blev hen ad vejen outsourcet til andre lande, men
det betød ikke større ledighed i Danmark, og det betød heller ikke, at
tekstilindustriens omsætning faldt. Tværtimod er omsætningen faktisk steget,
men i dag syr folk ikke længere tøj: De designer, de sælger, de markedsfører
osv.
Og den stigende andel af topskatteydere er således også helt naturlig: Jo
flere danskere, der arbejder højt oppe i værdikæden og dermed med tertiær
produktion, jo flere danskere er blevet topskatteydere.
Men for det danske samfund er det en central historisk og fortsat præmisse
for vores økonomiske succes, at vi løbende har været i stand til at flytte
os opad i værdikæden. Hvis vi bliver hængende for længe på et lavere trin,
kommer vi før eller siden ud for, at vi bliver udkonkurreret af lavere
produktionsomkostninger i et andet land.
For vores BNP og for statskassens skyld er det sådan set underordnet, om
pengene skabes ved, at vi arbejder 2 timer á 135 kr. eller 1 time af 270 kr.
Problemet ved topskatten er således, at det er lige så usandsynligt at få en
lønmodtager, der i dag arbejder 37 timer om ugen og tjener 37.000 til at
arbejde +1 time/uge som det er at få ham til at påtage sig et job, hvor han
arbejder 37 timer om ugen og tjener 38.000.
Diskussionen vedrørende topskatten har med rette drejet sig meget om det
umiddelbare problem: Hvordan sikrer vi skatteprovenuet, hvis vi sænker
topskatten? Men efter min opfattelse burde vi interessere os lige så meget
for det mere langsigtede problem, som er, at topskatten ligger en dæmper på
samfundets omstillingsparathed i forhold til at bevæge os længere opad i
værdikæden. Det kan på langt sigt være langt mere alvorligt, og det kan
underminere hele samfundets mulighed for vækst.
|