---

Elvira Madigan>Kineser-opkøb

En svensk officer forelskede sig i en fattig, smuk cirkusprinsesse, og hans
slægt forbød ægteskab, så han fulgte hendes kunstnerfærd til diverse danske
købstæder indtil de havde brugt deres penge op, og så dræbte de sig
sammen(eller han dræbte hende og så sig selv - sidstnævnte sandsynlige
rækkefølge fortiede de romantikdyrkende medier i 1900, men i vor tid er vi
mere realistiske)

Berømte mænd har oplevet det ærefuldt, at en kvinde gik i døden med dem og
indiske enkebrændinger og Mayerling dramaet er eksempler. Romeo og Julie
måtte ikke få hinanden og dræbte sig da, siger Shakespeares romantik, og der
er genfødsel-tanke i at to, der er skabt for hinanden, bliver ét i døden.



Der er overbefolknings-kritik i at forlade livet, når dette ikke har egnet
status at tilbyde et individ eller et par. Som lemminger kaster vi os ud i
hasarderet adfærd, når overbefolkning har opfyldt alle de gode nicher.

Mao skabte korpsånd i det kinesiske folk ved, at kulturrevolution
kombineredes med folkemord, hvor især hans uvenner omkom. Først derefter
kunne etbarnspolitik velsigne landet med aftagen af madspild til overflødige
kinesere, og det nuværende økonomiske vækst mirakel kunne tage fart. Brutal,
men klog politik.

Da intet uland har oplevet velfærd så hurtigt som Kina, er fordømmelsen af
Mao uklog.

Overbefolkning kan kaldes forøget af robot-automatik, der betyder at ti
mennesker legende let producerer den mad og de varer, som tidligere krævede
tusinder af familier. Ny teknik betyder, at faktor 100 på få år bliver til
faktor 10000 og igen og igen.

Globalisering har haft de importerede billige kinesiske varer som en
hovedfaktor, men det bør ses i nyt lys.

Japans avancerede robotter vil snart blive nyttiggjort i Kina, og så kommer
Fjernøsten til at eje os og overtage vore job, med hidtil uhørt hastighed.
Der er logik i selvmord i den udvikling, men nu vil nok Vesten snarere end
Fjernøsten ofre sig som lemminger. Vi bør i tide sadle om til renlig aktiv
dødshjælp, for ikke at opleve blodighed under højhuse.

Reklame gør det svært for forbrugeren at nyde velstanden uden at øge sine
behov.

Vi kan i princippet få størst mulig lykke for flest mulig ud af
masseproduktionen. Det ville der være fornuft i. Men reklamens idealer gør
os ufornuftige.

Der er tab af selvtillid for os i, at fattige kinesere snart træder ind i
Vestens lederjob - og at sparsommelige grillbar-forpagtende par forlader
vort land og får sendt vore betalinger til Kina, når de ejer aktiver her.

- Vi siger "surt show" når muslimer foragter os, for at være
ufortjent rige - men vil vi tage det modent, når kinesere får en fortjent
ejer og leder rolle over os, og vi skal acceptere relativ fattigdoms og
underklasse-status?



Vi bør huske det meget kinesiske motto "Det er bedre at tænde et lille lys,
end at forbande mørket"