Dødshjælp:Elegant afvejning China-style.
Resume: Du har medskyld i at hundredtusinder danskere lider infamt og ikke
kan få lov at slippe ud af livet, fordi behandlere har kontrollen med
dødssprøjten, og Kina der i 1949 valgte befolkninkonrol pr folkemord for nu
at kunne blive verdens rigeste land, har en rimelig liberalisisk
markedsløsning, så livsforlængelse sker med tilpas varighed.
Måske ½ mio danskere ligger i smerte/fortvivlelse og burde hjælpes til at
dø, fx på plejehjem, kræft og psykiatriafdelinger og i hjem med desperat
ulykke.Måske de ingen glæde har af livet og andres besøg er mere bøvl end
glæde og vi opgejler os til tro på håb og kærlighed som skal smitte af på
anden optimisme i livet - men som måske er så skandaløst utroværdig vedr de
tragiske sengeliggende, at en dødssprøjte er et indlysende bedre valg.
Hollændere har derfor indført lov så man kan gå til to læger med måneds
mellemrum og mener begge at dødsønske er seriøst og gennemtænkt, så gives
hurtig vej ud pr morfin.
Etisk Råd i DK stritter imod og påstår at pårørende vil misbruge til at
slippe af med rig arveonkels liv før tid, men jeg tror, at de ubevidst
tænker på at bevare job til plejere, og ond+god egoisme er roden til, at vi
gør det så svært at slippe ud af et forpint liv.
Spørgsmålet prioriteres lavt i debatter - og er ofte tabu - fordi det især
vedrører tabere, der ikke påvirker samfundets store beslutninger. Vindere
dør med støvlerne på. ret ofte.
Alligevel vi jeg søge at analysere kritisk og med start i stenalderen.
Ønsket om at bevare liv blev stort i vor kultur, da stammeledere ansatte
krigere til at beskytte mod udenlandske fjender, forbrydere, bjørne og
ulve.
Fællesskabet gejlede sig op til gensidig tillid, samarbejde, godhed og håb
ved at overdrive betydningen af det livsbeskyttende samarbejde, og der blev
fede jobs i at knytte an til denne PR om, at døden er et klart onde, som
skal afvises.
Darwinistisk set er vi værdiløse for vore medmennesker, når vi har fået børn
og børn eller er uden håb om flere, - dog er nogle aktive med at gøre gavn i
erhverv eller i hjem og har derfor noget at leve for selv i høj alder. Det
ved kun den enkelte.
Hvis man fornemmer, at man ikke har andres velvilje i en sådan grad, at
livet er værd at fortsætte, så bør en nem vej ud tilbydes af staten, der
har taget monopol på lægespecialet og derfor har en forpligtigelse til at
plejere ikke holder folk på pinebænken urimeligt længe.
Skrækscenariet der bruges mod den hollandske eutanasi-lov, er især at
arvinger ønsker hurtig berigelse via hurtig død og lægger pres og får ham
til at søge om dødshjælp.
Er det statens problem hvis sådan lægeudført rovmord sker? Nej, personen der
overfor to læger har skrevet under på at han ønsker døden, har
hovedansvaret.
Er han bevidstløs har nærmeste pårørende bestemmeret sammen med
familielægen.
Hvis personen har udpeget en anden til at bestemme hvis bevidstløshed skal
det gælde, og hvor ingen pårørende er tilgængelig kan hvervet falde tilbage
på lægen - helt som at organtransplantation bliver lægens afgørelse hvis
ingen modsigelse er sket skriftligt i god tid.
En fattig stat bør tilbyde sundhedsresourcer efter et kompromis mellem
lighed-for-loven og særlig mange lægetimer til de, hvis akutte behov skaber
særlig gavn for netop dem.
Lægerne avancerer efter hvor god forskning de kan skrive artikler om, så de
vil ved visse interessante patiener ønske urimelig lang livsforlængelse.
Dette lægeønske bør have en vis vægt, men dansk forskning har ikke triumfer,
der gør argumentet stærkt.
Som med ulandshjælp gælder at vi kan ikke hælde millioner i alle trængendes
behov - det er et stærkt argument for at spare hvor der er mindst lidelse.
Kina har en overklasse af kommunistparti-medlemmer der får særlig god adgang
behandling. Da disse "kaptajner" har særlig ansvar, er der fornuft i at der
ikke er lighed for loven, men deres gradvise succes med reformer giver grund
til at vi efterligner deres system
|