OL-trossamværet har ingen store ulemper
Politik bør handle om fordeling af den økonomiske samfundskage og behøver
ikke at have overlap med religiøs tro eller sportslige konkurrencer - de
sidste er om at udvide menneskehedens grænser for præstationer og nyde
konkurrencesamvær.
Idrætsforskeren Hans Bonde kunne ikke i TV angive andre argumenter af
betydning vedr at blande sport og politik end, at sport mindsker risiko for
krig, fordi folk får afreageret lyst til at overgå fjendelandet, når de
kappes - fx ved en olympiade.
Kinesere lader i TV deres kiksede teenagere udvise begejstring for
ceremonierne, og det fører til at Vesten indser, at de er som os, og det
mindsker risiko for krig og øger lyst til turisme.
Kineserne er meget mere som os end muslimerne er.
At dyrke fælles idealer ved åbningsceremoni, er at dyrke den
sammenhængskraft og korpsånd, som vi har fælles med kineserne -
- og fair play i sport og i politiske forhandlinger er et positivt overlap.
Sport rummer også negativ underkastelse - at man ophøjer vindere til idoler
og tillægger dem halvgudstatus udover hvad deres præstationer berettiger
til.
Det er negativt, at tilfældige sportsgenier med muskler og højtudviklede
kamprutiner og succes i konkurrencer bliver gjort til genstand for
autoritetstro. Al religion bidrager til uheldig autoritetstro. Sports lighed
med religionsdyrkelse er ikke et stort problem.
Kinesernes lyst til at være accepteret af os, betyder at de i stigende grad
indfører samme ytringsfrihed som vi har, og olympiaden kan kun virke
positivt.
"Atheism is rather in the lip than in the heart of man". Francis Bacon
|