Del-og-hersk salamimetoden skabte fantasi
Leoparder er snu og kan udspionere en persons færden i dagevis før de
angriber og dræber på det rette tidspunkt hvor personen er alene og det er
mørkt så ingen kan hjælpe..
Mennesket er endnu mere intelligent, da vi opfandt våben der gjorde os
uovervindelige .
Vor fantasi og kreativitet blev nok især trænet og udviklet ved at vi med
strubehovedets udvikling fik stort ordforråd så vi kunne vinde krig mod en
nabostamme ved at indgå fredsaftaler, der drev en kile ind mellem fjenderne,
så de modarbejdede hinanden. Snu løgne om del og hersk har sikret, at en
lille kolonimagt (fx romersk eller britisk) kunne kontrollere et stort
erobret område, med mange stridende stammer.
Mødre står ikke tilbage for generaler, når de førte del og hersk politik i
en børneflok og fik dem til at kappes om mors gunst, og således drev dem til
deres yderste i præstationer, så hun kunne udvælge en vinder og få denne
gjort til officer eller anden vinder-karriere. Søskende jalousi fik
tronfølgerbrødre til at strides om magten og begå kongemord for selv at
blive konge.
Bavianers flokledere har samarbejde med flokkens unge og ugifte, så denne
underklasses kan vendes mod middelklassen, og de har allierede i magtkampe
og derved sikrer sig varig magt over en stor og kritisk middelklasse. Når
indvandrere er blevet importeret har overklassen brugt dem som allierede
imod overklassens indfødte fjender.
Oldtidens storbyers ledere købte sig slumkvarterernes loyalitet ved at gøre
dem til socialhjælpstøttede "klienter" og købe deres sympati med "brød og
skuespil" - altså socialismens ide om at tage fra de lidt rigere og give til
de lidt fattigere.
Ved barok-tidens kongers kroning smed hoffolk guldpenge i grams til
fattigfolk og Shakespeare beskriver en tradition for at domstole og adel gav
store rettigheder til bund-taberne, så de var toppens venner i konflikter
med middelklassen - tyven og horen fik en vis forkælelse, fattigfolk havde
særlig frihed bl.a. til ikke at skulle være så snobbefint velklædt som
middelklassen.
Flanderns uldproducerende byer havde ellers straf for de, der ikke bar en
uldhue i hverdagen., men de usleste tabere fik dispensation, og da sløret
blev obligatorisk kvindebeklædning i araberbyer på profetens tid, var det en
måde at belønne disse fattigfolk med luksustøj så de kunne blive så fine
som overklassens kvinder, der engang havde monopol på statussymbolet: "at
være fint tildækket ."
Ægteskabets indførsel var også en del og hersk politik der demokratiserede
adgangen til at have en partner, idet der lagdes loft over de riges
haremsstørrelse og et én-mand-en-kone princip indførtes i stil med den
socialistiske fordelingspolitik der ligger i demokratiets en-mand-en-stemme
politik.
Muhamed satte loft ved max fire koner haremsstørrelse for de rige - men
indførte en forvirrende undtagelse for profeter, så han selv måtte have et
meget større harem. En så uklar lovjungle kan indgå i undertrykkelse af
politiske modstandere pr forvirrende del-og-hersk politik.
Der var mange snu overklasseløgne i oprettensen af at netværks-samfund med
alliancer på kryds og tværs, og løfter der ikke holdes - mennesket fik
kultur og civilisation ved at lære at lyve kompliceret, og det gav fantasi
så vi kunne opfinde dampmaskiner, ildvåben og komputere og således gjorde
LØGN os til et over-dyr.
" A friend is one who has the same enemies you have.
Abraham Lincoln
" Der er intet bedre våben mod en fjende end en anden fjende.
Friedrich Nietzsche
" Der findes en bestemt slags humanister, som
elsker negrene i Afrika, men hader deres nabo"
(Søren Kierkegaard)
" Enhver stor politik er pagten mellem to tyve, som har deres hænder så dybt
planter i hinandens lommer, at de ikke enkeltvis kan plynder en tredje.
Ambrosius Bierce
" Min fjendes fjende er min ven. Arabisk ordsprog
" "Vor næste er ikke vor nabo, men naboens nabo" - sådan
tænker ethvert folk. Nietzsche
" Hemmeligheden bag dygtigt lederskab er at holde de fem, der
hader dig, adskilt fra de fem, som endnu ikke har bestemt sig. Casey
Stengel
"Først hentede de kommunisterne, og jeg sagde intet, for jeg var ikke
kommunist. Så hentede de arbejderne og fagforeningsfolkene, og jeg sagde
intet, for jeg var ikke fagforeningsmedlem. Så hentede de katolikkerne og
jøderne, og jeg sagde intet, for jeg var protestant. Til sidst hentede de
mig, og så var der ikke mere nogen, der kunne sige noget. Martin
Niemoller
|