Fremmedgørelse, fri vilje og "at elske sin skæbne".
 
 
 
 Da Hegel og Marx satte "fremmedgørelses"-ordet på det industrialiserede 
 menneskes ulykke, var samfundet optaget af ulykken ved ikke at kunne vende "tilbage 
 til naturen" og at den specialiserede samlebåndsarbejdere ikke havde den 
 kontinuitet i tilværelsen, som stenalder-bonden, der fældede et træ og havde 
 overblik over sin egenhændige , selvrådige omdannelse af træet til de borde 
 og stole, han behøvede og hade perfekt forståelse af. Monotonien i dagligt 
 kun at polere stoleben blev set som det moderne livs ulykke.
 
 Men sådan monotoni kan mange tænke sig fri af og vort fremmedgjorte liv har 
 snarere sin ulykke i at vi sætter for høje mål som ikke kan opfyldes.
 
 Vi indbildes at vi har en fri vilje og "kan hvad vi vil". Derved rammer det 
 dobbelt hårdt, når vi får nederlag. Vi bør lære at indse, at selvom vi har 
 en vis kontrol over vor vije, så er vi bundet af opdragelse og baggrund og 
 andet, som kun få evner at sætte sig ud over. Der er et virvar af faktorer, 
 selvom sproget forleder os til at tro på "én årsag, én virkning". Derfor gør 
 overdreven tro på fri vilje _skade _ og optimist-forventningerne disponerer 
 for nederlag, som rammer dobbelt ved at være selvskabte. Der var fornuft i, 
 at freudianske psykologer gav en vis skyld til skitzofrenogene medres 
 pottetræning mm. Og har vi lært at "elske vor skæbne" og ydmygt resignere 
 mht, at vi ikke har fået så "god en hånd i livets kortspil", som vi måtte 
 ønske, så er vi bedre rustet til nederlag.
 
 
 
  
            
             |