Jeg købte i september 1999 min første mobiltelefon i et supermarked. Jeg 
havde derfor ikke den store ide om, hvad et sådant apparat skulle have 
af egenskaber udover, at man skulle kunne modtage og foretage opkald 
mobilt, at der skulle være en telefonsvarer, samt at man skulle kunne 
sende SMS'er. Derimod havde jeg forventning om, at nettet af flere 
forskellige årsager herunder driftssikkerhed skulle køre på TeleDanmarks 
net såvel som jeg skulle have min "egen telefonsvarer", da jeg fandt det 
useriøst at ringe til en mobiltelefon og for at kunne lægge en besked, 
så at skulle taste det opkaldte mobiltelefonnummer ind igen. Sælgeren 
præsenterede mig derfor for en Nokia mobiltelefon med debitel abonnement 
men på TeleDanmarks net (andre debitel abonnementer dengang benyttede 
Sonofons net), og abonnementet havde ligeledes eget telefonsvarernummer, 
som mindede om telefonnummeret, og det fungerede endda således, at folk 
kunne ringe direkte til min telefonsvarer og lægge besked, hvis de ikke 
havde lyst til at tale med mig 
 
Der er så sket det, at debitel ultimo oktober har sendt mig et nyt 
simkort, som skulle have bedre funktionsevner, og jeg fik samtidigt 
oplyst, at jeg fik nyt telefonsvarernummer - et nummer jeg nu kan 
forstå, at jeg skal dele med mange andre.
Efter at kortet er taget i brug, kan jeg se, at jeg er kommet på Telias 
net i stedet for på TDCs (tidligere TeleDanmark), som ellers var en 
forudsætning for mit køb. Ved henvendelse til debitel har jeg fået 
oplyst, at debitel er blevet opkøbt af Telia. Telia var ellers ikke 
nævnt med ét eneste ord i brevet fra debitel. debitel tilbyder mig at 
komme tilbage på TDCs net mod at betale et gebyr på 99 kr. Jeg er af den 
opfattelse, at jeg ikke skal betale noget, da jeg har aftalt med 
sælgeren, at telefonen skulle være på TeleDanmarks net. (?) Ligeledes 
kunne jeg frygte, at debitel ved førstkommende lejlighed igen uvarslet 
ville flytte mig hen på Telias net, så jeg skulle betale et nyt gebyr 
for at komme tilbage til TDCs net. Jeg er ikke interesseret i forslag 
om, at jeg skifter udbyder, hvilket jeg faktisk overvejer, men i en 
juridisk vurdering om, om debitel skal overholde den indgåede aftale.
Da mit telefonsvarernummer ikke længere virker, så har jeg anmodet 
debitel om få nummeret udleveret eller på anden måde reaktiveret, så jeg 
igen kunne bruge det som telefonsvarernummer - enten direkte eller 
alternativt med mulighed for egen viderestilling fra mit mobilnummer til 
telefonsvarernummeret, som jeg så ville vælge aldrig at besvare. 
Alternativt at få nummeret udleveret, da det minder ret meget om mit 
mobilnummer, og defor vil foretrække at beholde det. debitel oplyser, at 
telefonsvarernummeret ikke kan benyttes, da det findes på TDCs net, mens 
mobilnummeret befinder sig på Telias net (hvis det ene kan flyttes kan 
det andet vel også?). debitel oplyser endvidere, at 
telefonsvarernummeret er blevet placeret i en pulje af brugte numre, 
hvor det vil ligge i lang tid, før det eventuelt vil blive genanvendt i 
anden forbindelse - jeg har dog ikke mulighed for selv at kunne få 
nummeret. Endelig oplyser debitel, at nummeret IKKE kan bruges som 
telefonnummer, da det er indstillet til brug som telefonsvarernummer. 
Jeg har godt nok ikke forstand på teknik, men jeg synes det lyder som 
noget vrøvl, og hvis det ikke desto mindre hænger sådan sammen, så må 
det vel kunne omstilles til telefonnummer for et eller andet beløb. Min 
påstand lyder på efter den aftale, som jeg indgik med sælgeren, at 
debitel skal lade mig beholde mit telefonsvarernummer og fortsat lade 
det fungere som min telefonsvarer subsidiært lade mig beholde mit 
telefonnummer (f.eks. som debitel FAMILY), hvor jeg selv kan foretage 
viderestilling til telefonnummeret mere subsidiært udlevere mig nummeret 
hvor det uden omkostning fra min side skal kunne bruges som 
telefonnummer mest subsidiært udlevere mig nummeret hvor det med 
omkostning fra min side skal kunne bruges som telefonnummer allermest 
subsidiært udlevere mig nummeret kun brugbart som telefonsvarernummer, 
så jeg evt. selv kan arrangere brug af det på TDCs net hos en anden 
udbyder. (?)