On 11 Okt., 16:40, "Bo Warming" <b...@bwng.dk> wrote:
> "Jan Bang Jensby" <jansnabelabang-jensby.dk> skrev i en meddelelsenews:470e1112$0$93474$edfadb0f@dread16.news.tele.dk...
>
> > "Bo Warming" skrev
>
> >> Var gestapo-torturen værre end frontsoldatens vold?
>
> >> En frontsoldat, der med sin riffel sårer en modpart, som forbløder og
> >> dør på et døgn i ingenmandsland, er ligeså brutal som nogen torturbøddel.
>
> > Der er en betydelig forskel.
>
> Der er mange forskelle, sådan er det når man konstruerer en sammenligning
>
> > Gestaposvinet er i dette (og mange andre) tilfælde en dansker, der
> > mishandler andre danskere for at hjælpe nazi-fjenden.
>
> Jeg tror at mange danskere var berettiget angst for kommunismen og så en
> redning i Tyskland og var lige så idealistiske og prodanske som
> modstandsbevægelsen var.
Ja, da. Og på alle niveauer i det danske samfund. Læs med her -
1941 Operation Barbarossa og antikominternpagten
Operation Barbarossa og de danske kommunister
Med Tysklands angreb på Sovjetunionen 22. juni 1941 gik den anden
verdenskrig ind i en ny fase. I dag ved vi at krigen på østfronten i
de næste år udviklede sig til en katastrofe for Hitler. I 1941 var
mange, også uden for Tyskland, dog overbevist om, at det kun ville
tage den tyske værnemagt få måneder at knuse den røde hær.
I Danmark var kommunistpartiet, som følge af Hitler-Stalin pagten,
stadig tilladt før angrebet på Sovjet. Men allerede på dagen for
angrebet blev regeringen stillet over for et tysk krav om at internere
de ledende kommunister. Dette gik man ind på uden de store
betænkeligheder, da kommunisterne ikke var synderligt populære i
hverken regeringen eller befolkningen og dansk politi internerede et
par hundrede ledende kommunister, herunder partiets
folketingsmedlemmer. De blev senere overført til Horserødlejren hvor
de sad frem til 29. august 1943. Her blev de, der ikke nåede at flygte
overført til koncentrationslejren Stutthof i det tidligere Polen.
Med arrestation og interneringen alene pga. af tilhørsforhold til et
politisk parti havde man dog sat sig langt ud over normal dansk
retspraksis. Arrestationerne kunne ikke berettiges udfra dansk
lovgivning og i regeringen diskuterede man, om man skulle blot skulle
acceptere dette, eller om man skulle søge at lovliggøre
interneringerne. Man valgte det sidste under pres fra tyskerne og på
anbefaling af justitsminister Thune Jacobsen og højesteretspræsident
Troels G. Jørgensen. Den 22. august vedtog et enigt folketing den
senere så udskældte "lov om forbud mod kommunistisk virksomhed", som
blandt andet tillod internering alene på baggrund af mistanke og
ophævede de tre kommunistiske folketingsmedlemmers immunitet.
En af de mest skandaløse love vedtaget af den danske Rigsdag blev i
disse dage for 60 år siden behandlet og drøftet i al hemmelighed .
Først da alle aftaler var truffet i dybeste fortrolighed, blev katten
sluppet ud af sækken. På få minutter og tre hastebehandlinger kunne et
enigt Folketing/Landsting 20. august 1941 sende lov nr. 349, kaldet
kommunistloven , til underskrift hos Kongen. Det skete 22. august
1941.
Dermed mente politikerne, at de i fuld overensstemmelse med Grundloven
havde lovliggjort tidligere arrestationer gennem to måneder af 339
mænd og kvinder. Efterfølgende blev yderligere knapt 300 interneret
efter lovens bestemmelser.
Med kun tre korte paragraffer, var loven ikke særlig ordrig.
Den fastslog:
at
"alle kommunistiske Foreninger og Sammenslutninger straks vil være at
opløse"
at
" Personer, hvis Adfærd har givet særlig Grund til at antage, at de
vil deltage i kommunistisk Virksomhed eller Agitation ... tages i
Forvaring"
at
" Den Formue,der maatte tilhøre kommunistiske Foreninger ... vil være
at tage i Bevaring "
Optakten til loven foregik i Samarbejdsudvalget, som i daglig tale
kaldtes ni - mandsudvalget . Det blev nedsat 2. juli 1940 og bestod af
to repræsentanter fra de fire gamle partier, Socialdemokratiet,
Venstre, Konservative og Radikale. Danmarks Retsforbund havde en
enkelt repræsentant.
Disse ni politikere holdt i alt 314 møder,. Dets vigtigste opgave
bestod i at bevare samarbejdet med den tyske besættelsesmagt. Da denne
kollaborationspolitik led skibbrud 29. august 1943, ophørte udvalget
med at eksistere. I Den Parlamentariske Kommissions beretninger findes
referater fra samtlige møder, skrevet af udvalgets sekretær,
retsstatsmanden Oluf Pedersen. De er gengivet ordret i bind IV(s. 505
- 823) i en af kommissionens mange beretninger . Her refereres et
udvalgsmøde 6. august 1940, hvor justitsminister Thune Jacobsen første
gang fremlægger lovforslag om " Forbud imod Kommunisterne " .
Ministeren tilføjer fiffigt, at " Det var stærkt anbefalet af
Højesterets Præsident , Troels G. Jørgensen , og var i
Overensstemmelse med Grundloven og godkendt af Justitsministeriet"
Selv for datidens kæft - trit - og retnings mentalitet var det
alarmerende , at præsidenten for Højesteret blandede sig i
lovgivningen, og endog hævdede, at en lov, der forbød et lovligt
politisk parti, ikke var i strid med Grundloven .
I de følgende dage samles udvalget for at finde ud af, om medlemmer af
Rigsdagen kan acceptere, at der udstedes arrestordrer imod tre
medlemmer af Folketinget og et ukendt antal mennesker, som enten er,
eller formodes at være kommunister .
Ved forarbejderne til bogen "De Forvarede " foretog jeg sammen med min
medforfatter, Thomas Clausen en nøje gennemgang af samtlige 600
sagsmapper, der vedrører disse arrestationer. Her viste det sig, at en
meget stor del af disse sager drejede sig om mennesker, der aldrig
havde været kommunister, ja enkelte var endog erklærede
antikommunister. Men i nimandsudvalget er det ikke fejltagelser, man
drøfter. Det gælder om at få overbevist samtlige rigsdagsmedlemmer i
Folketing og Landsting om nødvendigheden af at forbyde DKP, og her ser
det ud til, der har været nogen uro på bagsmækken.
De næste dage mødes udvalget seks gange for at finpudse
kommunistloven. Et enkelt medlem , Axel B. Lange, formand for de
konservatives landstingsgruppe har meldt sig syg, og dukker først op
igen i udvalget , da debatterne er overstået.
Mødet i udvalget 7. august 1941var bondeangerens store dag.
Nogle udvalgsmedlemmer ønskede loven udsat indtil tyskerne selv kom i
tanke om at stille direkte krav om forbud mod kommunisterne. Andre var
bange for, at loven kunne anvendes på alle partier, fordi lovteksten
ikke klart nok pegede på, at det var kommunisterne, man skulle have
ram på.
Venstremanden Niels Elgaard rejste følgende spørgsmål:" Hvad kan den
Lov bruges til. Jeg er bange for, at vi alle er "farlige for Landets
Sikkerhed . Min Bestyrelse er enig med mig i, at der bør svares nej
til dette Krav. "
Den konservative Ole Bjørn Kraft erklærer, at han må have en drøftelse
i sit parti, før han kunne svare , og han var ikke sikker på, det blev
et ja.!
Den tidligere meget magtfulde udenrigsminister P . Munch (rad.) sagde:
" I vor Bestyrelse er der stærk Modstand " . Han foreslog en kongelig
anordning i stedet for kommunistloven "Derved undgaar man en
Forhandling i Tinget" , og han tilføjede : " Bestemmelserne i
Kommunistlovens § 2 er :"uforenelige med Grundlovens § 76., som er sat
ind imod vilkaarlige Anholdelser".
Et besynderligt spørgsmål rejses under mødet 12. august af
venstremanden Elgaard: Han sagde: " Har kommunisterne underskrevet en
erklæring om Overholdelse af Grundloven, som vi andre ?" " Det kender A
´ ikke noget til, lyder det forbløffende svar fra indenrigsminister
Knud Kristensen (Venstre) .
Ingen af de otte ældre mænd lod til at kende Grundlovens § 48, som
klart fastslog:
"Ethvert nyt medlem afgiver , når hans valg er godkendt , en
højtidelig Forsikring om at overholde Grundloven "
Skønt alle havde været på valg mange gange til Folketing eller
Landsting, var der pludselig en sort plet på hukommelsen, for hvis de
kunne huske Grundlovens § 48 ,ville det være ensbetydende med, at også
de tre kommunistiske folketingsmedlemmer havde afgivet en "højtidelig
forsikring om at overholde Grundloven. "
Her sidder altså en gruppe mænd med en gennemsnitsalder på 62 år, og
bilder hinanden ind, at de kommunistiske folketingsmedlemmer
formentlig ikke har lovet at overholde Grundloven, og så må de satme
´også tage skade for hjemgæld, og finde sig i at blive jagtet af
politiet og sat i fængsel eller udleveret til tyskerne.
Den en af de tre, Arbejderbladets redaktør, Martin Nielsen, havde de
haft under lås og slå i to måneder. Nu gjaldt det om at indfange Aksel
Larsen og Alfred Jensen, og at gøre det med god samvittighed .
På samme møde 12. august spørger Ole Bjørn Kraft(kons). "kan
Folketingsmedlemmerne oppebære gage?, og får minsandten et "Ja" fra
Knud Kristensen, selv om han må være vidende om, at Martin Nielsen
ikke havde fået en krone fra Rigsdagens lønkontor efter at han var
smidt i Vestre Fængsel den 22. juni.
I et brev, skrev Martin Nielsen følgende til det særlige
Rigsdagsudvalg, nedsat efter kommunistloven.
" Jeg stempler den mod mig i dette tilfælde anvendte Fremgangsmaade
som en sjofel politisk Hævnakt, og kræver, at det i Henhold til
Kommunistloven nedsatte Rigsdagsudvalg uophørligt drager Omsorg for,
at der udbetales mig mindst 500 kr. svarende til Understøttelse i de
to Maaneder, jeg har været uden Indtægt. "
19. august holdt ni-mandsudvalget det sidste møde om Kommunistloven,
inden det gik løs dagen efter med tre behandlinger i Folketinget og
tre i Landstinget .
Selv om forretningsordenen sagde, at der skulle gå mindst to dage
mellem første og anden behandling og mindst to dage yderligere , før
3. behandling af lovforslag kunne foregå.
På de sidste møder enes man om at blæse på Grundlovens bestemmelser om
tidsperioder mellem de tre behandlinger af lovforslag . Der er også
enighed om, at intet må slippe ud før Justitsministeren har holdt sin
tale om forelæggelse af Kommunistloven ., og efter de meget ordrige
referater at dømme, har ingen haft tanke for Grundloven § 38 ( i dag §
34), der dengang lød : " Rigsdagen er ukrænkelig. Den, der antaster
dens Sikkerhed eller Frihed, udsteder eller adlyder nogen dertil
sigtende Befaling, gør sig skyldig i Højforræderi "
Der var overhovedet ingen tvivl. Der var klart tale om højforræderi,
når tre folketingsmedlemmer, som ikke havde begået noget ulovligt, som
kun havde en anden opfattelse af samfundssystemet, og som havde lovet
højtideligt at overholde Grundloven, bliver jaget vildt overalt i
landet.
Antikominternpagten
Pagtens formål var at bekæmpe kommunismen.
Den blev oprindelig indgået i 1936 af Tyskland og Japan. Senere
tilsluttede nogle andre lande sig. En tilslutning medførte ikke krav
om konkrete skridt; den havde mest symbolsk og propagandamæssig
virkning.
Da pagten skulle fornys i 1941 stillede tyskerne krav til den danske
regering om, at Danmark skulle tilslutte sig pagten. Tyskerne truede
med at trække deres løfter fra 9. april 1940 tilbage, hvis Danmark
ikke tilsluttede sig. Kravet gav anledning til en meget dramatisk
krise i den danske regering.
Udenrigsminister Erik Scavenius og et par andre ministre var
indstillet på en tilslutning fra starten, men flere var imod. Efter et
meget hårdt pres fra tyskerne og fra bl.a. statsminister Stauning gik
hele regeringen til slut med til en tilslutning, da man fik indføjet
nogle forbehold.
Da udenrigsminister Scavenius kom til Tyskland for at underskrive
pagten, forsøgte tyskerne at presse ham til at opgive forbeholdene,
men han stod fast. Efter underskrivelsen kom det til voldsomme
demonstrationer i København. Det blev den første massedemonstration
mod den danske regering og især mod Scavenius.