"-= JF =-" <null@null.null> skrev i en meddelelse
news:7ddab$4717d0c8$3e3d8c6c$6518@news.arrownet.dk...
> Whoa... Bak lige en hal' omgang!!
> "Opfinderen af magnetiske marker"??
> Wa' dælen ist das für ein dinge?
Tidligere skribent Thomas Strandtoft var lidt af en spasmager:
Thomas Strandtoft Se profil
Flere valgmuligheder 22 Dec. 2001, 16:03
Nyhedsgrupper: dk.fritid.bil
Fra: Thomas Strandtoft <thomas.strandt...@anderledes.dk>
Dato: Sat, 22 Dec 2001 15:01:15 +0100
Lokalt: Lø. 22 Dec. 2001 16:01
Emne: Magnetiske marker, jeg sværger!
Svar til forfatter | Videresend | Udskriv | Individuelt indlæg | Vis
oprindelig | Rapporter dette indlæg | Find indlæg fra denne forfatter
Hejsa..
Nu har jeg så lige siddet og læst i tråden "Hi hi ho og det løse"
om vinterkørsel, forhjulstræk vs. baghjulstræk og om at man skal
kende den bil man kører i. Jeg kan kun sige, det hjælper dig ikke
hvis marken er magnetisk! Forklaring følger:
Jeg besøgte min bror i forgårs. Jeg følte mig hensat til at se
svensk tv, for der var masser af "sne på skærmen", hehe.. Da jeg
omkring kl. halv tolv skulle hjem, sagde jeg lige til brormand at
jeg ville ringe når jeg nåede frem (jeg har ingen mobiltlf). Vi
blev enige om at havde han ikke hørt fra mig kl. halv et ville han
ringe for at høre om jeg havde glemt det.
Jeg begav mig herefter ud på min favorit-snoede-rute, dog med
stærkt nedsat tempo. Faktisk var jeg ca. en time om den distance
jeg klarer på 20 minutter i tørt føre, så farten var meget lav. En
del steder var der "tørre" hjulspor at køre i, andre steder
"væg-til-væg" snetæppe. Jeg tøffede afsted i 2. og 3. gear og
"balancerede" derudaf.
Efter ca. 15 km. og 45 minutter kommer jeg til en lige strækning
med marker på begge sider. Snetæppe og lav fart. Pludselig
begynder bilen at trække mod venstre. Jeg har god tid, så jeg
prøver med lidt mindre gas, lidt mere gas, et gear ned, udkoblet,
rolige ratbevægelser og hele molevitten, men ligemeget hjælper
det, bilen vil til venstre. Heldigvis er jeg alene på ruten.
I venstre vejkant står der én pæl. Der er 200 meter fin græsrabat
og én pæl i midten. Murphy's lov vil jeg at jeg er på vej direkte
mod pælen og jeg tænker på de der vittighedstegninger med
ørkenbilisten der er kørt ind i den eneste palme i miles omkreds.
Jeg synes dog det virker ret åndsvagt at påkøre den, og da bilen
har en forkærlighed for at dreje til venstre, vælger jeg at hjælpe
den på vej og svinger til venstre forbi pælen og ned på marken.
Vel ankommet på marken - rabatten var heldigvis fin, glat og ikke
alt for stejl - stiger jeg ud og kigger på tingene. Alt ser ud til
at sidde hvor det plejer, men der var en grim "kruunk" lyd på
"nedkørslen". Jeg følger hjulsporene og finder en fladmast
isklump, men ingen store sten og andet grimt. Et øjeblik efter
stopper et ægtepar i vejkanten og jeg låner deres mobiltlf og
ringer til Falck. Herefter siger jeg tak og sætter mig ned i min
bil for at holde varmen.
Da jeg har holdt der lidt og keder mig bravt, bruger jeg tiden på
at se om jeg kan køre mig fri, og sørme ikke om det efter lidt
rokken frem og tilbage, lykkes mig at komme igang. Jeg snupper et
stort sving ude på marken for at få lidt fart på og kører så op på
vejen lidt længere henne. Herefter kører jeg hjem og ringer til
Falck og aflyser, samt får mig et grin sammen med brormand.
Igår var jeg på liften og der er ingen skader at se..
Pointen med historien her, udover at give jer et godt grin, er at
man kan kende bilen nok så godt, køre nok så langsomt og
forsigtigt, have alle glatbaneknebene klar, men når først marken
er magnetisk er man på spanden..