At få stenaldermennesket "op på tæerne" var krigen et godt redskab til.
Civilisationen opstod da kastevåbnenes flugt fremtvang forestillingsevne og
dermed tankens flugt, abstraktionsevnen
Humanisten Freud skriver, at menneskekulturen opstod (yderligere) da vi
fandt på at kaste med fornærmelser i stedet for med sten. Ordet er bedre end
sværdet, skriver Hal Kock, der ikke kunne lide vor væbnede
modstandsbevægelse under krigen, men ønskede al tumulten kanaliseret imod
bedre demokratisk ånd. Krigen skaber god fortællekunst , skriver Nietzsche ,
og Kant og de gamle græske filosoffer mente, at vi var blevet dyr uden
kultur, hvis ikke krigene havde pisket os til fremskridt. Sprogets
opfindelse i takt med biologisk evolution af særligt strubehoved er et af de
store fremskridt, hvor kvinders børneopdragelse har været så vigtig som
officerernes råben nuancerede ordrer over lange afstande i store hære.
Mødre lagde grund til korpsånd og opofrelse, og fra de, som af deres mor
gjordes til supergode soldater, udvalgtes dem, overklassen gjorde til
geniale konger, der kanaliserede samfundets resourcer til opfindelser og
investeringer udfra intuition og overblik.
I dag kan elektronik - styret af få mænd med trykknapper - vinde krige, men
i 99% af menneskehedens historie var det krig, der gjorde os mindre og
mindre dyriske, mere og mere mindet for finkultur og anden spændende kultur.
Den meget læsende kulturperson og diplomat, var jo særligt rustet til at
forfatte en fredstraktat, som hjalp til, at man ikke blev snydt af fjenden
ved de omkring krigsafslutningen indgåede våbentilstande og
kompromis-fredsbetingelser.
Hans mor havde måske lært ham *del og hersk politik* ved at drive en kilé
ind i mellem hans brødre og skabe søskendejalousi og anden *misundelse* på
en kærlig og udviklende måde.
Kun ved at erfare de fortrængte aggressioners nid og nag, kan man få indsigt
i *hævn-tørstens* enorme kræfter og balancere mellem disse.
|