---

Avlskonkurrence gav rang gav æres-pjat

Mænd kappes om at få god kvinde knyttet til sig og derved få succesrige børn
(erotik er sekundær mellemstation) og kvinder vælger mænd med ære, og da
ikke alles ære mht omdømme kan komme helt i top, så udvikledes i stenalderen
forfængelighedens interne ære, som Jesus karikerede med lignelsen om
farisæeren, der i templet bad "Tak Gud at jeg ikke er som den usle
tolder/synder/luder"

Vi stiver os af med sådan opstyltet og snobbet pjat-ære, og et lykkeligere
samfund ville lægge vægt på markedsmekanismernes økonomiske samarbejde, hvor
alle er tændt på at yde service eller producere varer, som andre værdsætter
så meget, at de vil betale en god pris.

Politik styres af smagsdommeriets æres-pjat, og folk elsker hårde straffe
til udstødte tabere, så de kan opleve farisæisk pjat-ære ved at føle sig
hævet over afvigeren.

Men afvigere kan være samfundsnyttige i extrem grad, selvom de ikke er
respekterede udadtil. Fx fordi de som Goethe, Struensee, Oscar Wilde,
Glistrup og Nietzsche er forud for deres tid.

Samvittighedsnag er ikke meget bedre end hævnens og misundelsens destruktive
nagfølelser - de handler om fortrængt aggression og had, og det, der er
skubbet ned i underbevidstheden, kan vi ikke styre og tackle fornuftigt.
Frem i lyset med alt, og god samvittighed bør være glæden ved at opnå
resultater, der gør gavn for medmennesker - fx ved at de betaler og ikke
fortryder handelen, eller ved at de gider læse et budskab og beriges af
budskabets nytænkning.

Det er ikke vigtigt for alle at få tak , ros, betaling i dette liv - at
kunne på sit dødsleje se tilbage på en god debatindsats eller kunstnerisk
indsats er et godt mål. Man skal gøre sit liv til et kunstværk, siger Oscar
Wilde og eksistentialisterne, og da eliten og mødrene har hadet
markedsfrihed i århundreder, er det kun få der er så heldige at kunne finde
ind i et job med gennemskuelighed og kontinuum, så man daglig bekræftes i,
at man er på rette vej, fx ved at man bliver rigere af egen indsats.

Lønarbejdere ved sjældent, hvad der skyldes, at de jobber godt, og hvad
skyldes nedarvet status og andet held.

HC Andersen karikerede meget rammende "kalds-snobberi" altså at professioner
føler sig farisæisk hævede over andre, fordi de tilfældigt er født ind i en
job-"loge".