"Tim Petersen" <thpetersen@hotmail.com> skrev i en meddelelse
news:46f4054f$0$63831$edfadb0f@dread14.news.tele.dk...
> "Egon Stich" <egon-stich snabela mail.dk> wrote in message
> news:46f3b688$3$69107$edfadb0f@dread12.news.tele.dk...
>>
>
> Øhhh... er ikke abonnent, så jeg kan ikke læse artiklen.
>
> Men hvis dit indlæg er blot en grov opsummering, kan jeg ikke være mere
> enig.
Ups -
den ver jeg ikke opmærksom på.
Men her kommer den:
MVH
Egon
******************************************************
DER ER UENIGHED OM, hvorvidt vi bør acceptere brugen af religiøse argumenter
i den demokratiske debat. På den ene side er der folk, som mener, at vi har
været alt for restriktive, og at det er på høje tid, at vi bliver mere
imødekommende over for brugen af sådanne argumenter. Og på den anden side er
der andre, som mener, at en sådan imødekommenhed vil være et tilbageskridt
og en svækkelse af demokratiets sammenhængskraft. Enhver, som blot
nogenlunde jævnligt læser denne avis, vil selv kunne give sine egne
eksempler.
Men én ting er, at der er uenighed om spørgsmålet. En anden ting er, hvad
der er rigtigt, og på hvilken side man selv bør stille sig. Det sidste
kræver, at man argumenterer for sin sag. Og argumentationen må begynde med,
at man præciserer spørgsmålet.
Religiøse argumenter er argumenter, som forudsætter sandheden af en
religion. Når spørgsmålet drejer sig om, hvilken status religiøse argumenter
bør have i politik, så ligger det i sagens natur, at det bør besvares uden
brug af religiøse argumenter. For i modsat fald har man allerede taget
stilling i konflikten. Selve spørgsmålet tages kun alvorligt, hvis man i
besvarelsen er forpligtet på ikke at bruge religiøse argumenter, men alene
bruge rationelle argumenter.
Så spørgsmålet er, om vi rationelt kan begrunde, at det er bedre at åbne for
brugen af religiøse argumenter i den demokratiske debat, eller om det er
bedre fortsat at være restriktiv. Og denne rationelle argumentation må gå ud
fra to forudsætninger. Den ene er, at der bør være politisk ligeværdighed
for alle borgere: altså en form for demokrati. Den anden er, at der bør være
åndsfrihed i videste forstand, og at der altså både bør være ytringsfrihed
og religionsfrihed.
Alle bør så vidt muligt have ret til at ytre deres meninger, og ingen bør af
staten være tvunget ind under en bestemt religion. Opgaven er så at tænke
igennem, hvad disse to præmisser indebærer med hensyn til besvarelsen af
spørgsmålet om, hvorvidt vi bør imødekomme religiøse argumenter i den
demokratiske debat.
Svaret må gives i to omgange. I første omgang er slutningen nok så enkel.
Når alle har både ytringsfrihed og religionsfrihed, så må de naturligvis
også have ret til at bruge religiøse argumenter i den demokratiske debat. Så
noget politisk forbud - nogen lov - imod at bruge religiøse argumenter kan
der ikke være tale om.
Så hvis sagen sluttede her, var det en selvfølge, at vi måtte imødekomme
religiøse argumenter. Men komplikationerne kommer, når vi tænker videre over
betingelserne for at indgå i den demokratiske debat. For i den debat skal vi
ikke kun give luft for vor egen religionsfrihed; vi skal også tage hensyn
til andres religionsfrihed. Og når man gør det, så ved man på forhånd, at
hvis man argumenterer ud fra sin egen religion, så argumenterer man på en
måde, som er uden vægt for dem, som ikke deler ens religion; og så tager man
dem ikke alvorligt som demokratiske medborgere, hvis man alligevel
argumenterer ud fra sin religion. For man argumenterer ikke, når man selv må
indrømme den anden, at han har ret til at anse ens argumenter for tomme.
Hvis alle samtidig anerkender hinandens religionsfrihed og politiske
ligeværdighed, så skal de være enige om en fælles basis, som på den ene side
omfatter et krav om, at de ikke bør bruge religiøse argumenter i den
demokratiske debat. Og som komplementært dertil omfatter et krav om, at de
kun bruger argumenter, som i sidste instans bygger på den fortsatte
opretholdelse af den demokratiske orden med dens politiske ligeværdighed og
dens religionsfrihed.
SÅLEDES FORSTÅET kommer kravet om, at vi ikke bør bruge religiøse argumenter
i den demokratiske debat, altså ikke fra staten. Det er ikke et politisk
forbud. Men det er et rent rationelt krav, som kommer fra hensynet til
næstens (eller medborgerens) religionsfrihed og demokratiske ligeværdighed.
Og først når det store flertal af borgere opfylder dette krav, kan et
demokrati betegnes som velfungerende og stabilt.
Så meget kan begrundes rent abstrakt. Det følger af selve principperne for
en demokratisk orden med religionsfrihed. Men det er et andet spørgsmål, om
vi - som menneskene nu engang er - kan opfylde dette krav i virkeligheden.
Er menneskene faktisk så rationelle, at de kan undlade at bruge religiøse
argumenter i politik og i stedet nøjes med at argumentere på grundlag af den
politiske ligeværdighed? Det kan kun virkeligheden vise. Og den viser os, at
det primært er i den europæiske - kristne - kultur, at den sekulære
demokratiske orden har slået rod. Det er dér, at man er nået længst i
bestræbelsen på at få almindelige folk til at forstå, at de ikke bør bruge
religiøse argumenter i den demokratiske debat.
Som jeg mange gange tidligere har påpeget, er der al mulig grund til at tro,
at det skyldes kristendommens særlige indhold. Igennem Jesu liv og
forkyndelse er de kristne stillet i en situation, hvor de ikke uden at slå
sig selv for munden kan bruge deres religion i den politiske argumentation.
Buddet om, at man skal elske sin fjende, udelukker enhver fra at påstå, at
han har Gud på sin side i kampen mod andre - og derfor også i den politiske
uenighed. Så helt fundamentalt imødekommer kristendommen det rationelle krav
om sekularisering af det politiske ved selv at sekularisere det politiske.
Med et ord fra biologien kunne man sige, at kristendommen og rationaliteten
indgår i en symbiose.
Dette bekræftes indirekte, når man ser på den politiske udvikling i den
islamiske verden, og når man samtidig ser på forskellen mellem kristendommen
og islam. For i modsætning til kristendommen så vil islam bestemme det
politiske. Den indeholder en detaljeret lovgivning for samfundet. Eller i
hvert fald idealet om en sådan lovgivning.
Det hænger sammen med, at Muhammed - i modsætning til Jesus - ikke kun var
religiøs leder, men også politisk, juridisk og militær leder. For ham var
religion og politik to sider af samme sag. Derfor har islam stået i vejen
for en sekularisering af det politiske og dermed også for en
demokratisering.
På den baggrund bliver det også forståeligt, hvorfor spørgsmålet om
religiøse argumenter i politik har fået ny aktualitet. Forbindelsen ligger i
de seneste 30-40 års muslimske indvandring til Europa. Den har medført, at
vi har fået nogle medborgere, som ønsker, at religionen - islam - skal
bestemme det politiske, og som altså aktivt bruger "religiøse argumenter" i
den demokratiske debat. Eller rettere: som kun halvhjertet deltager i denne
debat, fordi de i udgangspunktet mener, at deres religiøse argumenter
trumfer alle sekulære argumenter.
HVORLEDES SKAL VI forholde os til den form for politisk argumentation? Vi
har to muligheder. Enten kan vi give efter for muslimerne og bøje os for
deres brug af religiøse argumenter. Så viser vi ikke kun hensyn til deres
religionsfrihed, men vi accepterer også deres mangel på hensyntagen til
andres religionsfrihed og demokratiske ligeværd. Og dermed svigter vi de
rationelle politiske idealer om demokratisk ligeværdighed og
religionsfrihed.
Eller vi kan stå fast på disse idealer. Så skal vi fortsat kræve, at den
politiske debat skal være rationel og foregå ud fra hensynet til den
demokratiske ligeværdighed. Og så skal vi gøre muslimerne forståeligt, at vi
ikke i den demokratiske debat kan acceptere argumenter, der hviler på deres
religion, fordi de med sådanne argumenter bryder det hensyn til andre, som
er indbygget i det demokratiske system med dets krav om politisk
ligeværdighed og religionsfrihed.
Rationaliteten kræver, at vi gør det sidste. Kun ved således at stå fast kan
vi gøre os noget håb om at "opdrage" muslimerne til demokratisk modenhed og
at få dem lært, hvad de skylder det politiske system, som giver dem
ligeværdighed og religionsfrihed.
I sidste ende er det både principløst og historieløst at kræve mere plads
for religiøse argumenter i den demokratiske debat. Det er imod de
principielle konsekvenser af kravene om politisk ligeværdighed og
religionsfrihed. Og det er imod den historiske arv fra kristendommen.
Kai Sørlander er filosof
|