Man er jo ikke den eneste, der efterhånden har fået øjnene op for den
"veluddannede" klasses uduelighed.
Nedenstående fra en af dagensaviser:
------------------------------------------------
DET ER desværre tom snak, så længe regeringen laver politik efter
Finansministeriets økonomiske modeller. Her optræder Homo economicus - det
økonomiske menneske - en parodi på mennesket, som økonomerne har opfundet
til deres modeller. Dette misfoster har meget lidt med de virkelige
mennesker i kød og blod at gøre. For Homo economicus er der kun én ting, der
tæller: kroner og øre - hvad får "jeg" ud af det. Derfor økonomernes naive
tro på økonomiske incitamenter.
Hvis de ledige mangler arbejdslyst, skal de blot klemmes på pengepungen, og
hvis de højtlønnede skal have stimuleret arbejdslysten, så klares det let
ved at give dem passende skattelettelser. Hvorfor man bruger negative
økonomiske incitamenter, også kaldet pisk, i den ene ende af skalaen og
gulerødder i den anden, står lidt hen i det uvisse, men økonomiske
incitamenter er det i hvert fald.
At arbejdet i sig selv skulle kunne indeholde en kvalitet, går langt over
økonomernes forestillinger om et menneske. Lad os tage de offentligt
ansatte. De er utilfredse og vil have mere i løn, men er det nu hele
historien? Det er det nok ikke, men da penge er det eneste, regeringen
forstår, så griber de dette tema som et passende udtryk for deres generelle
frustration.
Det, de offentligt ansatte er frustrerede over, er den respektløse
topstyring, der ustandselig vender op og ned på deres dagligdag:
Organisationsomlægninger, grønthøsternedskæringer, nye mål, som de så selv
skal sikre opfyldelse af efter devisen "work smarter - not harder". Det er
det rene mana-gementhumbug og har ikke meget med virkeligheden at gøre. De
offentligt ansatte er godt trætte af at være til grin. Det kan få en til at
miste arbejdslysten.
Den amerikanske psykolog Abraham Maslow lancerede i 1954 sin berømte teori
om, hvad det er, der motiverer mennesker, illustreret i en behovspyramide,
der opererer med fem basale menneskelige behov, hvor de materielle behov
ligger nederst i pyramiden, mens behov for agtelse og selvrealisering hører
til i toppen.
VI BURDE I Danmark have nået et udviklingsniveau, hvor det er sidstnævnte
behov, der er vigtigst. De fleste af os har vist nok af materiel overflod -
også selvom vi har et vist lønefterslæb.
Det har regnedrengene ikke opdaget. Mads Lundby Hansen, cheføkonom i den
liberale tænketank, CEPOS, er et strålende eksempel på sådan en regnedreng,
men han ligner til forveksling regnedrengene i Finansministeriet og de
økonomer, der leverede tallene til regeringens velfærdsreform.
Så længe det er den slags regnedrenge, der sætter den politiske dagsorden,
kan vi kigge langt efter den virkelige velfærd, som Bertel Haarder ellers
satte nogle gode ord på.
MVH
Egon
|