---

Korpsånd og krig skabte sindsyge



Sammenhængskraften i en ulveflok skabes i høj grad af rangorden - men er
specialiseret i ledere, mellemledere, rekrutter osv og alle kender sit eget
individuelle job under jagten og koordineres af
massepsykose/massesuggestion/hypnose, der gennemsyrer alles sind helt som
religion gennemsyrer godhedsindustriens præsteskab.

Mennesket er i dag ikke tilsvarende hårdt trængt af sult, men vi er
tilsvarende i vane med at udnævne tabere - bl.a. sindsyge

Krigens resultater er ikke kun skabt af våbenmagt, men også af evne til at
forhandle, og igen er der klasseforskelle, og nogle fuppes af del og hersk
politik, der giver nogle lav rang. Engang skulle de med lav rang være
fodfolk og rekrutter med høj dødelighed.

Efterhånden som krig blev mere og mere teknisk, blev alle soldaterjob af
høj rang og løn, og derfor voksede størrelsen af de andre lavere klasser,
så de kunne optage taberne, bl.a. de sindsyge, rusmiddelmisbrugerne og de
kriminelle.

En vigtig måde at skabe sindsyge er at forvirre og fremmedgøre, så taberne
bliver rethaveriske og forurettede og mener at kunne opnå større fordele,
end hvad de reelt har evner og venner til.

Ved at mødre og andre har givet større forventninger end der er basis for,
render taberen panden ind i en mur, tit og ofte, og frustreres og bliver
vred, hidsig, evt voldelig. Vi har alle disse tendenser, men dem, der
diagnosticeres psykiatrisk, har dem nok oftest lidt mere end normalt.

En vej til at undgå de nykker, der gør dig udstødt af samfundet, er at
afpasse ambitionerne efter realiteterne.

Det ideelle er, at man hele tiden skal op på tæerne og anstrenge sig og være
kreativ, og får succes rimelig ofte. Farligt er både kedsomhed pga. for
lette udfordringer og nederlag pga for svære udfordringer.

At finde den rette balance kræver at man har været heldig mht social arv, og
har fået realitetssans gennem opdragelse og kopiering af forældre og andre.

Medier og andre stærke kræfter er med til at lægge gift ud, så nogle havner
i forurettethed og rethaveriskhed og bliver psykiatriske afvigere.

Selvfølgelig er det kun hvis voldelighed, at der er principiel grund til at
lægge afstand til disse afvigere. Det fri marked for venskab og job afgør,
om der er basis for sociale og professionelle forbindelser på trods af den
aparte og evt. lidt eksplosive psyke.

Intet taler for, at psykose er en sygdom med afgørende vævs-fejl eller med
DNA-genetik, som arvelig blødersyge, sukkersyge eller muskelsvind.