Aktivitet og resultat løser alle problemer, incl røg
At være produktiv og bruge muskler og hjerne til at skabe værdier fx
salgbare varer, er ren lykke - bærer lønnen i sig selv, ret ofte
Når man stiler mod et resultat og selv bestemmer tempo og metode, kan man
undgå ensformighed og opleve konstant udvidelse af menneskehedens grænser -
i individets eget lille univers
Hvis ingen magthavere fx staten stiller sig i vejen , rummer livet et
supermarkeds-udvalg af udfordringer til alle - Hvis der ikke er
meningsfulde job at få med at producere og servicere, så kan man lege med
livets mange *fristelser*, fx rygning, spisning, lækre drikke, vellevned
Nogle er til tryghed, andre er til "fare" - dem om det
I nuværende forbuds-forpestede velfærds-socialistiske samfund er det ikke
let for alle at finde bedst mulige produktive aktiviteter, eller fristelser,
eller pikante farer.
Så kan man holde sig beskæftigt med kunstigt skabte fjendebilleder, der
opleves meningsfulde, fx at argumentere imod politiske modstandere. Når
redskabet i "krigsførslen" kun er ord, kan man ikke gøre skade.
Hemmeligheden bag "en god udfordring" er, at man skal op på tæerne hele
tiden for at klare den valgte opgave. Idealet er en trappestige med jævnt
voksende trinhøjde, så man aldrig keder sig ved, at det er for let.
Fx at man spiller skak mod modstandere , der sjældent er så meget dygtigere,
at man konstant "render panden ind i en mur" og taber.
Det fri marked er en vidunderlig legeplads, hvor arbejde skaber arbejde,
og udbud og efterspørgsel sikrer mod overproduktion,
og priser automatisk justeres passende.
Ingen behøver blive fejlbeskæftiget, hvis ikke lovjungle hindrer, at man
skifter derhen, hvor der er behov for ens indsats, og hvor penge-løn er
bifald, der skaber tilfredsstillelse.
Selvfølgelig kan enøjet materialisme lokke nogle imod mål, der blot handler
om at overgå andre med statussymboler, og ikke i længden er inspirerende.
Men alt i alt er penge er genialt smøremiddel, der gør det lettere at få
byttehandler til at gå op, så vi let gavner hinanden maximalt.
De fremgangsrige vestlige lande har i industrialismens barndom vist vejen
mht specialisering, idet fagene ikke er stivnet til loger uden
flexibilitet.. Der er udfra varebehovene opstået fine specialiseringer så
træarbejdere blev både tømrere og snedkere, og elektronik har udviklet et
utal at typer ingeniører , designere, beregnere, grafikere og teknikere,
lærlinge og mestre, sælgere og købere.
Specialiseringens lykke er et godt forsvar for den klassepyramide, som mange
socialister gør til deres fjendebillede, idet de præker lighed.
Når der er frihed for regler, er det en lykke, at de der evner at lede og
fordele arbejdet, bedst opnår stillinger på det felt, og de der har det godt
med forudsigeligt rutinearbejde, specialiserer sig i det, og får den løn som
udbud og efterspørgsel afgør.
Konkurrence er en god ting, når den der taber, let kan søge til andet
speciale, ligesom sportsfolk skifter sportsgren, indtil de finder en, hvor
da har passende hyppig succes.
Maslow beskrev en behovspyramide med mad, drikke, ilt og andre biologiske
akut-behov som det basale, og over det kommer tryghedsbehov, og så behov
for præstation og så selvrealisering. En kynisk og enklere model er, at vi
alle drives af - motiveres af - viljen til magt. Hvis natvægterstaten
hindrer, at vold bliver redskab, er der intet galt ved at adlyde sin krops
cellers konstante vilje til magt.
Hvis frihed altså nul skatter prægede vort samfund, ville der aldrig være
opstået tro på global opvarmning pr kuldioxid.
Måske færre ville ryge tobak, fordi de blev høje af spændende aktivitet.
Og de, der vælger at skade deres helbred fx med narko, ville være de, der
ikke er gode til aktiviteter på det fri marked, fordi de har valgt ikke at
være dygtige og flexible.
|