---

Få kan leve uden virkelighedsflugt. Lad os lære af disse få.

Glistrup, Nietzsche,Oscar Wilde, George Bernard Shaw, Voltaire og Goethe er
blandt de vellykkede sandhedssøgere jeg kender til - og i mindre grad min
tøffelhelt-far.

Der er omkostninger forbundet med at trappe ned på dagdrøm, selvbedrag,
intern og ydre løgn, for samfundets religion er "al magt til fantasien" og
den der råber gud-er-død i en fyldt kirke ses som beslægtet med den, der
råber "brand" i et fyldt teater.

Ytringsfrihed er ikke for alle - drømmere må godt, men kættere har altid
haft problemer.

Wilde straffedes ikke for at være bøsse men for at opfordre ungdommen til at
vove frihed, som London-spidserne så som dekadence - man skulle være patriot
og borgerlig for at UK kunne vinde den ventede verdenskrig og når Wilde
prækede "gør alt der ikke generer andre fysisk, gjorde han ungdommen
dekadent, svag, umodig,

- mente chef-officererne.

- Og det mente de nok, fordi deres koner drejede high-society
vitserne retning af at latterliggøre bøsser og Wilde, dvs gjorde
livsnyder-æstetikeren Wilde til skurk, netop som han havde fejret
rekord-publikumssuccesser med sine lystspil.

Han var farlig, men ikke særlig homosexuel. Han var ikke så
virkelighedsflygtende som smagsdommerne krævede. Han var et let offer, fordi
han søgte martyriet - ville være en ny Jesus-helgen