---

Sandhed, løgn og landskampsvold



Nietzsche har ikke meget til overs for den udbredte forargelse over løgn og
selvbedrag , hos de der aldrig har haft brug for at lyve og fantasere.

Han analyserer , at overbevisninger er farligere end bevidst løgn, og at
enhver har et hierarki af moralregler i sit hoved og lader sin "oplevelse af
sandhed" blive skabt udfra dette system af fordomme=holdninger,
vinklingstendenser, overbevisninger og filtre.

Nogle holdes på dydens rette vej af universiteternes naturvidenskab, der gir
den som evig guddommelig sandhed. Jeg har længe været stolt af mine
anti-religiøse krav om verificering, fordi jeg fik høje karakterer i den
slags i mine studieår.

Tilskueren ,der lussingede den tyske landskampsdommer, har med sine
drukvenner ladet alt farve af, at "dansker-holdet er fejlfri helte", og
dommerens udvisning af Christian Poulsen var en forbryderisk fejltagelse -
og hans landsholds-helte burde være ham taknemlig for, at han angreb
dommeren.

Tilskueren har som så mange i Parken været opslugt af en fed massepsykose
og måske hundred andre havde gjort ligeså, hvis de havde siddet på en
tilskuerplads tæt ved bane&dommer, og deres oplevelse af sandhed ville have
varigt blåstemplet volden mod fodbolddommeren - hvis ikke deres
temperamentsfuldhed havde et TV-efterspil. Måske overfaldsmanden ofte tæver
sin kone og hun elsker ham og finder det OK, så han er opdraget til at føle
sig fejlfri.

Den der finder sig i en forbrydelse, er medskyldig i den, skrev Francis
Bacon.