En stor vestjysk havefest. Sådan kan "Esbjerg Rock Festival" bedst
 beskrives.
 
 Kæresten og undertegnede ankom da Rocazino var i gang, og trods en
 smule køtid ved indgangen nåede vi at se en del hits, herunder "Ridder
 Lykke", "All My Love" og "Alle for En", samt 2-3 numre. Bandet syntes
 meget oplagt, og leverede en præstation de sagtens kunne være bekendt.
 De kæmpede en brav kamp mod de sidste regndråber og mod et publikum,
 jeg ikke tidligere har oplevet magen til.
 
 Når man, som kæresten og jeg, vælger at tage turen København-Esbjerg
 for at høre musik, så møder man op fordi... man gerne vil høre musik.
 På dette område skildte vi os markant ud fra hovedparten af publikum i
 Vognsbølparken denne dag.
 
 Publikum til Rocazino koncerten bestod af en håndfuld rækker med meget
 engagerede fans lige foran scenen, efterfuldt af en håndfuld rækker
 med småt-engagerede publikummer. På resten af arealet mellem
 scenekanten og "lydtårnet" havde publikum slået sig ned i deres
 medbragte campingstole i enhver afskygning, og spredt imellem
 campingstolene stod der små grupper og talte sammen og vind, vejr og
 hvad der ellers foregår i Esbjerg.
 
 Vi tænkte at det hovedsageligt uengagerede publikum, de mange
 campingstole på koncertplænen og den store mængde samtale om alt andet
 en musikken ville forsvinde efterhånden som der kom flere til. Vi tog
 fejl.
 
 Det næste band, T'Pau, har jeg ikke noget særligt forhold til. Der var
 dukket lidt flere folk op, men her var endnu flere uengagerede.
 Mængden af campingstole foran scenen tog til.
 
 Derefter kom Midge Ure til. Jeg havde virkeligt set frem til hans
 optræden, og han leverede en habil performance. Han lagde ud med et
 orkester, og spillede Hymn og Fade to Grey hvilket fik en forholdsvis
 stor del af publikum på tæerne. Derefter spillede han 2-3 semi-
 akustiske numre uden orkester, hvilket lagde en ret kraftig dæmper på
 gemytterne. Folk var ikke "hardcore Midge Ure" fans, og det var ret
 tydeligt. Han sluttede af sammen med orkestret igen og vi fik
 naturligvis Vienna og No Regrets mv. De akustiske numre var noget
 fejlplacerede, imho, til denne form for koncert, men på den anden side
 viste han at han optrådte for sin egen, og ikke for et brovtende
 publikums, skyld.
 
 Desværre syntes lyden at være noget dårligt mixet, bass og trommer
 havde alt for meget "power" i forhold til hans vokal. Derudover var
 det svært ved de akustiske numre at "holde fokus", når der ofte kom
 høje udbrud af "GUUUUUUUD! ER DU HER?!?! AAAARJ, JEG VIDSTE IKKE AT I
 SKULLE HERUD!! EEEEEJ, HVOR SJOVT!!!" og lignende i publikumsrækkerne
 (råbt af stærkt berusede kvindfolk).
 
 Belinda Carlisle gik på og leverede, sammen med husorkestret, en række
 af hendes mest kendte numre. Hun leverede hvad der var forventet og
 fik en smule opbakning fra publikum løbende på de mest kendte numre.
 
 Derefter gik Paul Young på, hvor vi dog fortrak for at få lidt at
 spise.
 
 Koncertområdet var ret stort, og rundt omkring det var der placeret
 boder til øl og vand, mad, merchandice (sp?) og drinks. Derudover var
 der et helt separat område med "Eldorado Teltet" hvor Dan Rachlin,
 Joakim Hediger og venner spillede 80erne musik. I samme område var
 estableret de sædvanlige festivalboder (body tattoos, solbriller, etc)
 og diverse madboder. Pladsen var fint disponeret, i mine øjne, og der
 var ikke megen masen og skubben. Generelt synes jeg at festivalen
 virkede velarrangeret og veldrevet.
 
 Vi forlod festivalområdet kortvarigt, og gik forbi
 parkeringspladserne. Godt og vel hver anden bil var lavet om til en
 mini-fest med folk der nød billige tyske dåseøl, grillede pølser fra
 medbragt engangsgrill og ellers blot nød livet. Prisen på
 festivalpladsen var 35 kroner for en fadøl, 60 kroner for 1,5 liter øl
 og 20 kroner for en pølse med brød - hvilket jeg egentligt fandt
 billigt.
 
 Vi kom tilbage da Alphaville skulle på. Dette var også en koncert jeg
 så meget frem til. Musikken her var markant bedre mixet, og vi kunne
 holde ud at gå "tæt på". Vi stod cirka 10 meter fra scenen, omgivet af
 campingstole og folk der talte om hvem der skulle hente den næste
 kande øl. De fleste publikummer (incl. undertegnede) ventede på de
 kendte numre fra "Forever Young"-albummet, men Alphaville fokuserede
 på en del nyere materiale. De spillede en noget "skæv" version af "A
 Victory of Love" og lidt flere "ukendte" numre før til sidst hvor The
 Jet Set, en alternativ Big in Japan og en Forever Young med fællessang
 skabte en form for forløsning.
 
 Der var som sådan ikke noget at udsætte på deres optræden, de brændte
 for sagen, og nød åbenlyst at optræde. Men der var for få "ørehængere"
 til at få engageret publikum for alvor.
 
 Vi overvejede at blive til de sidste to bands, OneTwo og Nena, men
 valgte istedet at vende snuden hjemad. Vi følte ikke rigtigt noget
 specielt forhold til de to bands, og tvivlede på at de to bands ville
 kunne engagere publikum mere end de foregående.
 
 Denne anmeldelse har muligvis fokuseret for meget på publikum i
 forhold til musikken. På det område matcher anmeldelsen de fleste der
 gik til festivallen i går: De kom for publikummets og ikke musikkens
 skyld. Samlet set virkede festivallen som en stor vestjysk havefest,
 hvor familiens sorte får fra bodegaen også måtte deltage. En sand
 koncertoplevelse blev det kun i korte, og alt for små bidder.
 
 Mvh,
 
 Anders
 Eksil-sønderjyde
 
  
            
             |