For meget topstyring. 1. DF 2. Kina
Størst mulig lykke opnås, når flest mulig individer har lov at styre og
selvrealisere uden tvang udefra - når moralen kommer indefra og man selv
lærer af sine fejl.
Wild West og Silvan-danskernes gør det selv er eksempler.
Men i virkelighedens verden må der kompromisses,
og man må bide lidt topstyring i sig af nød.
Småbørn, der lige har lært at gå,
kunne gives frihed i junglen (når mor havde tjækket territoriet for rovdyr)
men i en storby må man have dem i "kort snor" så ikke de løber ud foran en
bil.
DF har ikke en Glistrup som leder og denne fornyers given afkald på
partidisciplin ville være for farligt for et udbryder-parti fra
Glistrup-bevægelsen, som er skabt på journalisernes nåde og mikrofonholderi,
og som derfor let kan fældes på loose-canon-MF'ers ikke-stuerenhed, så en
vanskelig balancegang er nødvendig med de tragiske tiltag mod geniale
Messerschmidt og Frevert, som ses p.t.
Kina var i 1830 næsten så harmonisk som Japan og ultra-fredelig, fordi det
var fjendeløst. Japans havde naturlige grænser og Kina var så stort at dette
rige-i-midten af ØstAsien var uden rivaler.
Men så bragte opdagelsesrejser et ondskabens imperium, UK, til Kina og deres
gesandt afviste i 1787 at vise normal kowtow-høflighed overfor kejseren, da
de udspionerede på, hvordan de kunne smadre konkurrentriget så brutalt, som
Spanien smadrede indianerne, Stalin kulakkerne og Hitler polakkerne.
Ved at narko-pushe Kina til opiumafhængihed svækkede de handels-almægtige
briter det engang harmoniske selvstyre, og da kineserne udviste samme
ansvarlighed overfor sine svage narkomaner , som Vesten i dag gør (og aldrig
kritiseres for), så holocaustede Dronning Victoria fra London den kinesiske
rival og landfader til en værre nedtur end hvad Hitler bød jøderne, idet
opiumskrigen rettedes mod de symboler, der skabte autoritetstro mod
kejsermagten, og resultatet var hundred års borgerkrig som kun stoppedes af
et heldig samspil af japansk WW2-krigsindsats og Mao's geniale oplyste
enevælde , hvorved man slap af med udenlandsk-styret marionetregering og kom
på den wirtschaftswunder-kurs, som snart gir kineserne en
gennemsnitsindkomst som den japanske. De utrolige økonomiske mirakler kunne
kun være opnået via Mao-hestekur med etbarnspolitik og anden topstyring, der
kan chokere forvænte vestlige demokratier, men som reddede Kina fra at blive
angrebet af Vesten igen, for kun ved rigdom og den popularitet, som salg af
billige varer giver, har Kina kunne 1. opruste, så det vil være dyrt at
angribe dem, og 2. opnå status som vigtigere for Vestens velfærdsluksus end
vore egne tiltag. Uden asiatisk milliarders knokleri ved samlebåndene, havde
vi aldrig fået chips og computere ud til masserne, og selvom journalisterne
ikke vil indrømme det, så er der hos menigmand i Vesten en enorm uudtalt
taknemlighed mod konfuzianerne, og for at de ikke er som muhamedanerne.
Sammenligner man Kina med andre lande, der i 1950 var ludfattige og
diktatoriske-totalitære ulande, så har intet andet lands ledelse hjulpet
sin befolkning til så meget velstand og ytringsfrihed og anden frihed og
trivsel, som Mao-kommunisterne og deres efterfølgere har.
Mellemøsten, der ufortjent har olie, har valgt større klasseforskelle end
andre lande og satser på hellig krig og nasseri via folkeblanding og har
ikke en eneste kvalitet frem for Kina.
|