Gad om der er tale om dele af den elite der i mange år har stemt
Radikalt.
---
http://www.jp.dk/indland/artikel:aid=4391060/
Eliten flygter fra indvandrerskoler
Af JØRGEN SKADHEDE
Folkeskoler: Højtuddannede danskere vil ikke have deres børn til at gå
i skole sammen med for mange indvandrerbørn.
Ressourcestærke danske forældre med en videregående uddannelse holder
i høj grad deres børn væk fra den lokale folkeskole, hvis den har en
høj andel af elever med indvandrerbaggrund. Det skaber problemer for
både integrationen og sammenhængskraften i det danske samfund, advarer
skolefolk. Men ingen bebrejder forældrene. De ønsker blot det bedste
for deres børn, lyder argumentet.
En ny undersøgelse fra Anvendt Kommunal Forskning (AKF) viser, at
vendepunktet for de danske forældre kommer, når flere end hver tredje
elev på en skole har indvandrerbaggrund.
Kommer andelen over ca. 30 pct., begynder de danske forældre for alvor
at fravælge den lokale folkeskole. Og det er især de højtuddannede
forældre, som finder en anden skole til deres børn. På skoler, som har
omkring 70 pct. tosprogede elever, vælger 93 pct. af de højtuddannede
i distriktet en anden skole til deres børn.
Dermed er folkeskolens adelsmærke som stedet, hvor sociale forskelle
mødes og kommer til en fælles virkelighedsforståelse flere steder
under pres i de store byer.
»Det er et klart sygdomstegn. Folkeskolen ender flere steder med at
være skraldespanden. På længere sigt kan den sammenhængskraft, som
kendetegner det danske samfund, blive svækket. Det kan ende med et A-
og et B-samfund. I de kommuner, hvor 30 pct. af børnene går i
privatskole, har vi allerede fået et sæt A- og et sæt B-skoler,« siger
Niels Egelund, professor ved Danmarks pædagogiske Universitet.
Det faglige niveau falder
Han har dog forståelse for, at de velbjærgede forældre er nervøse for
det faglige niveau. Analyser af PISA-undersøgelser har de senere år
vist, at en høj koncentration af tosprogede elever har en negativ
effekt på undervisningen for både de danske og de tosprogede elever.
»Enhver er sig selv nærmest, og vi vil alle sammen det bedste for
vores børn. Vi er ikke et homogent fællesskab, hvor alle vil bidrage
lige meget til kagen,« siger Niels Egelund.
Heller ikke skoleledernes formand Jens Færk vil bebrejde forældrene.
Men han er enig i, at integrationen lider skade på de ca. 36 skoler i
Danmark, hvor over halvdelen af eleverne har indvandrerbaggrund.
Skolefolkene er enige om, at det er nødvendigt at gå på kompromis med
det frie skolevalg, hvis man for alvor skal sikre en mere jævn etnisk
og social sammensætning af eleverne på landets skoler.
Undervisningsminister Bertel Haarder (V) mener, at det frie skolevalg
er lige så meget en del af løsningen.
»Det er heldigvis sådan, at indvandrerforældrene meget gerne vil have
deres børn ind på skoler med mange danske elever. Derfor tror jeg
ikke, at vi behøver at ændre på det frie skolevalg.«